0
Jeg vågnede i morges. Og umiddelbart huskede jeg, at der var noget, jeg lige skulle have fortalt, altså skrevet ned, inden det gik tabt i hjernevindingernes labyrintagtige snirkelgange og kringelkroge. Faren var jo, vidste jeg fra tidligere, at erindringen ellers aldrig ville finde ud igen, og i stedet gå tabt derinde, aflejret som mere eller mindre anvendelig, almen livserfaring. Jeg skulle lige tænke mig om, og så huskede jeg det, det meste. Det stod mig nu ikke helt klart, om erindringen var en drøm, dertil var den lidt for 'fluffy'. Så den kunne udmærket stamme fra omkring næstsidste eller måske endda tredjesidste drøm den nat, under den næstsidste rem-periode inden den sidste dybe søvnperiode. Den sidste drøm stammede den nemlig ikke fra, da drømmen havde været erotisk, hvilket i øvrigt resulterede i, at jeg vågnede op i en noget eksalteret sindstilstand, hvorfor jeg hev i klokkestrengen, naturligvis for at tilkalde tjenestepigen, inden jeg slap igen lidt pinlig over at have glemt, at jeg ikke længere havde en tjenestepige, faktisk aldrig havde haft en. Men erindringen handlede altså også om noget langt mere tungt og alvorligt. Jeg satte mig op og hvilede mit søvnige hoved i hænderne. Erindringen kunne selvfølgelig også stamme fra dagen før, hvor mit hoved havde føltes noget tungt. Der var dog også indtruffet perioder af omtågethed, så måske stammede det erindrede derfor i virkeligheden fra i forgårs, hvor omtågetheden faktisk begyndte. Med mindre da at omtågetheden begyndte dagen før igen, det står mig stadig noget uklart, for så kunne erindringen selvfølgelig godt være tre dage gammel. Jeg gned øjnene og stod op.
Inden jeg begyndte at notere ned fra erindringen, huskede jeg mig selv på, at det aldrig måtte udvikle sig sådan, at jeg kun skriver, bare fordi, jeg nyder at højne mit 'opmærksomhedsniveau'. Måske skulle jeg hellere skære ned på opmærksomhedsniveauet - og for alt i verden holde op med at spille offer. Ellers kunne det jo godt være, at en større flok anonyme solide, samfundsborgere ville føle sig nødsaget til at fare i blækhuset - altså gå på nettet - og sætte mig grundigt på plads de næste få eller flere års tid. Det må aldrig ske, mindede jeg mig selv om, da disse stoute bedsteborgere selvfølgelig har andet at gi' sig til, end at skulle bruge deres kostbare tid på nødtvungent at mobbe folk med alt for højt opmærksomhedsniveau og offerrollebehov. Lave lektier for eksempel. Selv om mobningen, skulle det nu blive dem et nødvendigt ombud, nok som biting godt kunne fungere som en let gang opvarmning til lektierne, der i så fald naturligvis måtte træde i anden række, indtil mobningen var vel overstået - i bedste fald ved at fredsforstyreren havde begået selvmord. Med mindre selvfølgelig, at der bagefter dukkede noget 'efterslukning' op, som disse samfundsstøtter kalder det, i tilfælde af en hysterisk opkæftende efterladt familie. Ja, eller journalister, der hellere skulle holde sig til deres trafikulykker og sådan noget.
Nå men, til erindringen. Jeg må hellere advare om, at jeg vil få problemer med dokumentationen her. Så bedsteborgere, der husker mit lille stunt med et vist brev fra Sydbank til mig, der ganske korrekt ikke var ægte, bør være opmærksomme på, at jeg fortæller sandheden så godt, som jeg husker den. Og så er der problemet med, at det hele måske bare var den dér drøm. Endda næst- eller sågar tredjesidste drøm den forgangne nat. Og jeg er bestemt ikke ude på at højne mit 'opmærksomhedsniveau' eller at dyrke nogen som helst offerrolle. Nå men, det begyndte altså med, at den her lille grimme blegfede, bumsede og kejtede dreng, kom hen og hev mig i frakkeskøderne. Han var faktisk så grim, at man i gamle dage havde sagt, "så grim, så kun en mor kan elske ham". Men i dag ville han nok hænge foran sin computer hele dagen, surfe og gå på face book, og sådan noget. Så hans mor ville nok slet ikke kende ham, og hvordan skulle så selv hun kunne elske ham. Snarere havde hun nok glemt alt om hans eksistens. Det kunne man meget nemt forestille sig.
"Hej mand", råbte han. "Er du ikke ham dér Jamesol?" "Jo, det er jeg da, min dreng, såmænd er jeg da så," svarede jeg opmuntret over, at nogen havde genkendt mig, blandt andet fordi jeg aldrig havde vist billeder af mig selv på min blog - eller andre steder, hvor jeg træffes, såsom spilnu.dk, pokerstars.com eller proinvestor. "Kender du mig fra spilnu.dk", spurgte jeg interesseret. "Nej, mand, og pas lige på hva', for jeg er nemlig 16 år og overhovedet ikke noget barn," vrængede han. "Nå for søren, jamen du må da indrømme, at du er lidt liden af din alder, ikke, lidt svagelig? Er du for tidligt født, eller har du eksempelvis hængt over computeren hele din barndom, mens kammeraterne spillede fodbold og klatrede i træer, eller hvad, min dr... min ven?" "Hallo mand, bare fordi du er Jamesol, så pas alligevel lige på, hva'! Jeg kalder mig faktisk Cakepie, og du har vel hørt om mig, ikke, hva'?" "Æh, jeg ved ikke lige... men det lyder i hvert fald lækkert. Navnet minder mig om Lortegylle eller Opkastbræk, du ved dobbelt-konfekt, så man slet ikke ville være i tvivl om indholdet."
"Hør nu her mand! Lad vær' med og fornærme mine bedste venner og kalde dem for dobbeltkonfekt, ikke, hva'! Sådan noget navnekalderi-pis, mand! Jeg kom ellers hen for og sige, at vi er dine allerstørste idoler." "Æh, du mener vel fans, ikke? Jamen, hvis du vil være lige så stor som mig, så må du hellere begynde at hive i nogle vægtstænger i stedet for i mine frakkeskøder, ikke lille ven" "Nej, sgu da ikke sådan, mand! Efter at mig og Lortegylle og Opkastbræk læste dine mobbehistorier (her er en af dem (sic!): http://jamesol.blogspot.dk/?zx=41f4ef013812f680) på nettet, så inspirerede du os til og samle en stor mobbegruppe, som anonymt og i sikkerhed for repressalier kunne kaste sig over enhver på nettet, som vi synes trænger til og skære ned på deres opmærksomhedsniveauer og offerroller." "Jamen, er du ikke lidt for ung til sådan at mobbe fremmede mennesker," spurgte jeg. "Hvad siger din mor og far til den idé?" "De siger fanme da ikke noget, når de ikke ved det, vel mand! Så begynder de sgu da bare at opdrage på mig, og det gider jeg sgu da ikke, vel mand!" "Jamen, hvad nu hvis det spreder sig, så din egen 16-årige datter om 30 år kommer grædende hen til dig og fortæller, at hun bliver mobbet af en hel masse onde mennesker på face book, og at de aldrig vil holde op, ikke før hun har begået selvmord? Vil du så sige: "Ja, min pige, og gæt engang, hvem der startede den søde dille for mange år siden: Ja, nemlig: Din far! Er du ikke stolt af din far, min skat?""
Jeg gik videre i rask gang, så den lille anonymt udseende, grimme, blegfede, bumsede dreng måtte opgive at følge med. Jeg så tilbage og kunne se, at han stod foroverbøjet og prustede, som om nogen netop havde givet ham en mavepuster. "Ligesom sådan en gang god gammeldags skolegårdsmobning", tænkte jeg. "Det ved man sgu da, hvad er! I stedet for sådan en omgang fej, anonym net-mobning udøvet af en sværm af svæklinge ligesom ham der", tænkte jeg med et smil. Jeg mindedes, men smilet stivnede. Jeg havde jo selv engang været noget af en medløber. I og for sig jo ikke noget, jeg er specielt stolt af i dag, må jeg sige. Min klasse formåede som vores glansnummer ved tålmodig daglig påvirkning i løbet af et par år at gøre en pige så grundigt ked af, at hun var kommet, så hun ikke mødte op, da sjette klasse begyndte. Idag håber jeg, at hun alligevel fik et godt liv, at hun for eksempel ikke begik selvmord dengang. Ikke at vi andre bevidstløse unger i klassen følte os onde, eller sådan, men når hun var i nærheden, så dukkede en lille led djævel alligevel op i os, så vi for eksempel legede fangeleg, mens vi brugte hendes navn, og sådan nogle 'fantasifulde' ting. Da jeg nogle år senere nævnte mine anfægtelser over for min mangeårige sidekammerat, forekom han temmelig ligeglad. Jeg håbede, det bare var fordi, han ikke mente, at det vedkom mig, at han også var flov. Vi har ikke snakket om det siden, da vi heller ikke har mødtes. Han uddannede sig i øvrigt til skolelærer, og jeg har da spekuleret på, hvad sådan en ka'l mon stiller op, når historien gentager sig i en af hans klasser. Og hvad med den stille blegfede, bumsede dreng, der altid hænger over sin computer, har 'læreren' styr på, hvad han har gang i?
I øvrigt er mine mobbehistorier sgu ikke mobbehistorier, men satire, tænkte jeg surt. Og faktisk et slags svar på noget gement, længerevarende voksenmobning fra min tid på en uddannelsesinstitution. Men det er en anden historie. Og hvad ved sådan en overbebumset møgunge overhovedet om noget, andet end om sin egen bare, lumpne røv!
Inden jeg begyndte at notere ned fra erindringen, huskede jeg mig selv på, at det aldrig måtte udvikle sig sådan, at jeg kun skriver, bare fordi, jeg nyder at højne mit 'opmærksomhedsniveau'. Måske skulle jeg hellere skære ned på opmærksomhedsniveauet - og for alt i verden holde op med at spille offer. Ellers kunne det jo godt være, at en større flok anonyme solide, samfundsborgere ville føle sig nødsaget til at fare i blækhuset - altså gå på nettet - og sætte mig grundigt på plads de næste få eller flere års tid. Det må aldrig ske, mindede jeg mig selv om, da disse stoute bedsteborgere selvfølgelig har andet at gi' sig til, end at skulle bruge deres kostbare tid på nødtvungent at mobbe folk med alt for højt opmærksomhedsniveau og offerrollebehov. Lave lektier for eksempel. Selv om mobningen, skulle det nu blive dem et nødvendigt ombud, nok som biting godt kunne fungere som en let gang opvarmning til lektierne, der i så fald naturligvis måtte træde i anden række, indtil mobningen var vel overstået - i bedste fald ved at fredsforstyreren havde begået selvmord. Med mindre selvfølgelig, at der bagefter dukkede noget 'efterslukning' op, som disse samfundsstøtter kalder det, i tilfælde af en hysterisk opkæftende efterladt familie. Ja, eller journalister, der hellere skulle holde sig til deres trafikulykker og sådan noget.
Nå men, til erindringen. Jeg må hellere advare om, at jeg vil få problemer med dokumentationen her. Så bedsteborgere, der husker mit lille stunt med et vist brev fra Sydbank til mig, der ganske korrekt ikke var ægte, bør være opmærksomme på, at jeg fortæller sandheden så godt, som jeg husker den. Og så er der problemet med, at det hele måske bare var den dér drøm. Endda næst- eller sågar tredjesidste drøm den forgangne nat. Og jeg er bestemt ikke ude på at højne mit 'opmærksomhedsniveau' eller at dyrke nogen som helst offerrolle. Nå men, det begyndte altså med, at den her lille grimme blegfede, bumsede og kejtede dreng, kom hen og hev mig i frakkeskøderne. Han var faktisk så grim, at man i gamle dage havde sagt, "så grim, så kun en mor kan elske ham". Men i dag ville han nok hænge foran sin computer hele dagen, surfe og gå på face book, og sådan noget. Så hans mor ville nok slet ikke kende ham, og hvordan skulle så selv hun kunne elske ham. Snarere havde hun nok glemt alt om hans eksistens. Det kunne man meget nemt forestille sig.
"Hej mand", råbte han. "Er du ikke ham dér Jamesol?" "Jo, det er jeg da, min dreng, såmænd er jeg da så," svarede jeg opmuntret over, at nogen havde genkendt mig, blandt andet fordi jeg aldrig havde vist billeder af mig selv på min blog - eller andre steder, hvor jeg træffes, såsom spilnu.dk, pokerstars.com eller proinvestor. "Kender du mig fra spilnu.dk", spurgte jeg interesseret. "Nej, mand, og pas lige på hva', for jeg er nemlig 16 år og overhovedet ikke noget barn," vrængede han. "Nå for søren, jamen du må da indrømme, at du er lidt liden af din alder, ikke, lidt svagelig? Er du for tidligt født, eller har du eksempelvis hængt over computeren hele din barndom, mens kammeraterne spillede fodbold og klatrede i træer, eller hvad, min dr... min ven?" "Hallo mand, bare fordi du er Jamesol, så pas alligevel lige på, hva'! Jeg kalder mig faktisk Cakepie, og du har vel hørt om mig, ikke, hva'?" "Æh, jeg ved ikke lige... men det lyder i hvert fald lækkert. Navnet minder mig om Lortegylle eller Opkastbræk, du ved dobbelt-konfekt, så man slet ikke ville være i tvivl om indholdet."
"Hør nu her mand! Lad vær' med og fornærme mine bedste venner og kalde dem for dobbeltkonfekt, ikke, hva'! Sådan noget navnekalderi-pis, mand! Jeg kom ellers hen for og sige, at vi er dine allerstørste idoler." "Æh, du mener vel fans, ikke? Jamen, hvis du vil være lige så stor som mig, så må du hellere begynde at hive i nogle vægtstænger i stedet for i mine frakkeskøder, ikke lille ven" "Nej, sgu da ikke sådan, mand! Efter at mig og Lortegylle og Opkastbræk læste dine mobbehistorier (her er en af dem (sic!): http://jamesol.blogspot.dk/?zx=41f4ef013812f680) på nettet, så inspirerede du os til og samle en stor mobbegruppe, som anonymt og i sikkerhed for repressalier kunne kaste sig over enhver på nettet, som vi synes trænger til og skære ned på deres opmærksomhedsniveauer og offerroller." "Jamen, er du ikke lidt for ung til sådan at mobbe fremmede mennesker," spurgte jeg. "Hvad siger din mor og far til den idé?" "De siger fanme da ikke noget, når de ikke ved det, vel mand! Så begynder de sgu da bare at opdrage på mig, og det gider jeg sgu da ikke, vel mand!" "Jamen, hvad nu hvis det spreder sig, så din egen 16-årige datter om 30 år kommer grædende hen til dig og fortæller, at hun bliver mobbet af en hel masse onde mennesker på face book, og at de aldrig vil holde op, ikke før hun har begået selvmord? Vil du så sige: "Ja, min pige, og gæt engang, hvem der startede den søde dille for mange år siden: Ja, nemlig: Din far! Er du ikke stolt af din far, min skat?""
Jeg gik videre i rask gang, så den lille anonymt udseende, grimme, blegfede, bumsede dreng måtte opgive at følge med. Jeg så tilbage og kunne se, at han stod foroverbøjet og prustede, som om nogen netop havde givet ham en mavepuster. "Ligesom sådan en gang god gammeldags skolegårdsmobning", tænkte jeg. "Det ved man sgu da, hvad er! I stedet for sådan en omgang fej, anonym net-mobning udøvet af en sværm af svæklinge ligesom ham der", tænkte jeg med et smil. Jeg mindedes, men smilet stivnede. Jeg havde jo selv engang været noget af en medløber. I og for sig jo ikke noget, jeg er specielt stolt af i dag, må jeg sige. Min klasse formåede som vores glansnummer ved tålmodig daglig påvirkning i løbet af et par år at gøre en pige så grundigt ked af, at hun var kommet, så hun ikke mødte op, da sjette klasse begyndte. Idag håber jeg, at hun alligevel fik et godt liv, at hun for eksempel ikke begik selvmord dengang. Ikke at vi andre bevidstløse unger i klassen følte os onde, eller sådan, men når hun var i nærheden, så dukkede en lille led djævel alligevel op i os, så vi for eksempel legede fangeleg, mens vi brugte hendes navn, og sådan nogle 'fantasifulde' ting. Da jeg nogle år senere nævnte mine anfægtelser over for min mangeårige sidekammerat, forekom han temmelig ligeglad. Jeg håbede, det bare var fordi, han ikke mente, at det vedkom mig, at han også var flov. Vi har ikke snakket om det siden, da vi heller ikke har mødtes. Han uddannede sig i øvrigt til skolelærer, og jeg har da spekuleret på, hvad sådan en ka'l mon stiller op, når historien gentager sig i en af hans klasser. Og hvad med den stille blegfede, bumsede dreng, der altid hænger over sin computer, har 'læreren' styr på, hvad han har gang i?
I øvrigt er mine mobbehistorier sgu ikke mobbehistorier, men satire, tænkte jeg surt. Og faktisk et slags svar på noget gement, længerevarende voksenmobning fra min tid på en uddannelsesinstitution. Men det er en anden historie. Og hvad ved sådan en overbebumset møgunge overhovedet om noget, andet end om sin egen bare, lumpne røv!
17/10 2012 20:37 Hjulmand 061546 Hej Jamesol,
Visse tekster skal stå alene, og denne er en af dem.
Jeg blev dog lidt nysgerrig, og tog mig selv i at læse din historie. Interessant.
Din gemte opgave vil underbygge dine opstande, eller omvendt, men du virker overbevist, så hvorfor ikke få den ud. Hvis du har centralenheden, så burde det ikke være en udfordring, for en med bare et minimum af viden om pc'er.
Jeg ser frem til at læse opgaven.
Venligst
Hjulmand
Visse tekster skal stå alene, og denne er en af dem.
Jeg blev dog lidt nysgerrig, og tog mig selv i at læse din historie. Interessant.
Din gemte opgave vil underbygge dine opstande, eller omvendt, men du virker overbevist, så hvorfor ikke få den ud. Hvis du har centralenheden, så burde det ikke være en udfordring, for en med bare et minimum af viden om pc'er.
Jeg ser frem til at læse opgaven.
Venligst
Hjulmand
Hej Hjulmand
Takker for interessen :)
Foranlediget af opfordringen, forsøgte jeg først den nemmeste løsning, nemlig at henvende mig til journalisthøjskolen for at udbede mig opgaven. Men der skulle de tilsyneladende ikke nyde noget af frivilligt at stikke hovedet i gabestokken - med mindre, selvfølgelig, at opgaven ikke findes der længere, hvilket var deres svar.
Nu må jeg jo så prøve at få hevet opgaven ud af min gamle dinosaur af en computer. Når jeg ikke har forsøgt det for længst, er det vist nok fordi, jeg ikke rigtig tror, jeg opnår noget ved det. Rimelighed og ordentlig opførsel rager folk en høstblomst 'i disse tider'. Men jeg kan selvfølgelig bare have mænget mig med de forkerte i visse sammenhænge - givet denne 'livserfaring'.
Jeg garanterer ikke for, hvornår opgaven ligger klar ved skafottet.
Takker for interessen :)
Foranlediget af opfordringen, forsøgte jeg først den nemmeste løsning, nemlig at henvende mig til journalisthøjskolen for at udbede mig opgaven. Men der skulle de tilsyneladende ikke nyde noget af frivilligt at stikke hovedet i gabestokken - med mindre, selvfølgelig, at opgaven ikke findes der længere, hvilket var deres svar.
Nu må jeg jo så prøve at få hevet opgaven ud af min gamle dinosaur af en computer. Når jeg ikke har forsøgt det for længst, er det vist nok fordi, jeg ikke rigtig tror, jeg opnår noget ved det. Rimelighed og ordentlig opførsel rager folk en høstblomst 'i disse tider'. Men jeg kan selvfølgelig bare have mænget mig med de forkerte i visse sammenhænge - givet denne 'livserfaring'.
Jeg garanterer ikke for, hvornår opgaven ligger klar ved skafottet.
