Biotek: Lotteriaktier mister opbakning
29-03-11 kl. 29/3 2011 10:33 | NeuroSearch 3,50 (-0,28%) | Genmab 1.261 (-2,25%) | Bavarian Nordic 258,00 (-0,39%) | TopoTarget 0,00 (0,00%)
Der er i adskillige år blevet drømt om guld og grønne skove i den danske bioteksektor, blot for at drømmene er bristet som sæbebobler på en varm sommerdag.
Senest har FDA vendt tommelfingeren nedad over for Neurosearchs Huntingtons-medicin Huntexil, og tidligere på måneden kom Bavarian Nordic i "bad standing" på aktiemarkedet. Det var en konsekvens af, at selskabet ikke evnede at få en lukrativ partneraftale i hus og i stedet annoncerede, at man vil bede aktionærerne om et trecifret millionbeløb for at gå solo med udviklingen af prostatacancervaccinen, Prostvac. Desværre er skuffelserne langt fra enestående for sektoren, og det betyder, at opbakningen fra de store investorer svinder ind.
- De institutionelle aktører udgør en meget vigtig investorgruppe, da det er dem, der stiller op med hovedparten af pengene, og det er min klare fornemmelse, at interessen for dansk biotek er kølnet ganske betydeligt i kølvandet på de seneste begivenheder, siger aktieanalysechef i SEB Enskilda Niels Granholm-Leth til Ritzau Finans.
Nogenlunde samme toner kommer fra Florian Schönharting, der har været med til at starte Genmab og nu er partner i investeringsselskabet Nordic Biotech.
- Jeg tror helt sikkert, at opbakningen til sektoren er faldet. Det er jo også direkte afspejlet i aktiekursen, og jeg tror, at man bliver nødt til se i øjnene, at selskaberne har fået en lav troværdighed i markedet. Tilliden skal genopbygges, og man vil ikke bare kunne rejse penge på historisk goodwill, hvilket gør det vanskeligt, fordi man er nødt til at rejse penge ikke bare i Bavarian Nordic, men med stor sandsynlighed også i Neurosearch.
Florian Schönharting vurderer, at den seneste tids kursudvikling har sendt rystelser igennem også den professionelle del af markedet. Eksempelvis er Bavarian Nordic mere end halveret i værdi i løbet af marts, og handler nær det laveste niveau i otte år. Også NeuroSearch satte en otte-årig bund tidligere på måneden, og den seneste tid har i det hele taget været en dans på torne for biotekinvestorer.
Aktiekursen på Genmab, der en overgang var blandt de 20 mest likvide aktier i København, er banket syv år tilbage, LifeCycle Pharma er faldet over 90 pct. siden børsnoteringen i 2006, og Topotargets aktionærer har mistet langt størstedelen af deres investering ved børsnoteringen i 2005. Læg dertil fiaskoerne i Pharmexa og Curalogic samt børsnoteringen i november af Zealand Pharma, der faldt 5,8 pct. på første børsdag, og fulgte op med et minus på 6,1 pct. dagen efter.
- Mange af selskaberne har nok været for aggressive i forventningsdannelsen. Det skyldes selvfølgelig, at man har ønsket så høj aktiekurs som muligt, hvis man skulle rejse kapital. Men jeg vil sige, at sektoren generelt skal være mere realistisk i forhold til oddsene for, at få et lægemiddel på markedet. Sektoren har generelt været for urealistisk i sin fremstilling af oddsene. I vores databaser er der i omegnen af 1700 projekter i klinisk udvikling, og FDA godkender stort set kun 15 nye lægemidler om året. Så der er da et eller andet galt i, at alle er superoptimister. Det skaber bare skuffelser, konstaterer Florian Schönharting.
Hos SEB Enskilda opfordrer Niels Granholm-Leth private investorer til at holde sig den markante risiko for øje, når de investerer i biotekaktier, og sørge for at sprede risikoen, hvis de vurderer, at de er parate til at satse. Det kan eksempelvis gøres via en investeringsforening. Problemet for den almindelige danske bankkunde er, at det stort set ikke giver mening at købe biotek direkte, hvis man skal iagttage de almindelige regler for risikospredning. Biotekaktiers andel af den samlede børsværdi på fondsbørsen er minimal, og for en investor med 100.000 kr. betyder det, at der kun er få tusinde kroner at gøre godt med, hvis man ikke ønsker at overvægte sektoren. Dermed giver det heller ikke megen mening at splitte beløbet op i mange bække så, da investeringsomkostningerne vil blive alt for høje og æde afkastet. Samtidig har det været svært for investorerne at få gode råd og vejledning blandt bankanalytikerne, der ofte har haft positive anbefalinger af de børsnoterede biotekaktier under nedturen.
- Analytikere er som mennesker er flest, det vil sige optimister af natur. Derfor håber man som analytiker selvfølgelig på, at projekterne bliver succesfulde. Det er ikke kun et fænomen inden for biotek, men et generelt fænomen, at der findes flere købs- end salgsanbefalinger. Men derfor skal man også være meget kritisk som investor, når man kigger på aktieanalyser, og selv danne sig en holdning til investeringsmuligheden. Og det gælder også for biotek, siger Niels Granholm-Leth.
Hos Dansk Aktionærforening er rådet til private investorer at investere med omtanke.
- Det, jeg vil sige til vores medlemmer og private investorer, er, at hvis man investerer i biotek, så skal man huske, at biotek er ensbetydende med risiko. Det kan være, at man er sindssygt heldig, men langt hen ad vejen er det risikobetonet, og derude, hvor man må betegne det lidt ligesom en lotterikupon, siger direktør Charlotte Lindholm.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om NeuroSearch



