Jyske Bank taber stort på obligationer
24-10-11 kl. 24/10 2011 07:28 | Jyske Bank 359,00 (-0,55%)
Jyske Bank har måttet nedskrive 57 mio. kr. på værdien af bankens obligationsbeholdning. Det fremgår af noterne til bankens regnskab for årets første ni måneder. I alt er bankens kursreguleringer negative med 70 mio. kr. i perioden.
Jyske Bank har en beholdning af græske statsobligationer. I sommer oplyste ordførende direktør Anders Dam, at beholdningen på det tidspunkt løb op i omkring 500 mio. kr. Obligationerne er en del af den såkaldte "hold-til-udløb"-portefølje. Den er på i alt 12,1 mia. kr., og er fortsat domineret af kreditsikre papirer, skriver banken.
- Ved udgangen af tredje kvartal er markedsværdien 53 mio. kr. mindre end den markedsmæssige værdi, konstaterer Jyske Bank om obligationsporteføljen "hold-til-udløb".
Som indehaver af græske statsobligationer kan Jyske Bank blive tvunget til at tage en del af tabet i forbindelse med den græske redningsplan, hvor EU-landene har tænkt sig at lade de private investorer tage en del af tabet. Private tab på mellem 40 og 60 pct. bliver diskuteret i øjeblikket.
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Jyske Bank



