Aktier/tendens: Mindre tilbagefald lurer - fokus på Sydbank
25-10-11 kl. 25/10 2011 06:19 | Jyske Bank 359,00 (-0,55%) | Sydbank 252,00 (+1,12%) | Group 4 Securicor 24,50 (+1,24%)
Det danske aktiemarked ventes tirsdag at åbne lidt lavere efter solide stigninger henover eftermiddagen mandag. De amerikanske aktiefutures peger en smule ned tirsdag, og det samme gælder futures på de store europæiske indeks, herunder i London, hvor markedet indikeres åbne med et fald i omegnen af 0,5 pct.
- Det ser ud til, at vi skal en lille smule ned, når vi åbner, hvilket er baseret på udviklingen i DAX futuren og hvordan de amerikanske futures har udviklet sig, efter at Europa lukkede i går, siger chefrådgiver Michael Borre fra Nordea til Ritzau Finans.
Morgenen har foreløbig budt på flere regnskaber fra store udenlandske selskaber, herunder har Deutsche Bank og Swedbank overrasket positivt, mens Volvo er kommet med et skuffende regnskab. Det danske C20-indeks lukkede mandag 1,4 pct. højere i niveau 354,35 efter en stigning fredag på 2,1 pct.
- Fokus vil være på regnskaber, og ellers vil markedet være afventende op til EU-topmødet i morgen - det bliver ugens begivenhed, hvad der kommer der kommer ud derfra. Frem til da vil der dukke regnskaber op hist og pist, og på den danske scene er hovedbegivenheden tirsdag regnskabet fra Sydbank, siger Michael Borre.
Regnskabet fra Sydbank offentliggøres hen over middag, og her vil der ikke mindst være fokus på udviklingen i nedskrivningerne, indtægterne og bankens prognose for hele året.
Jyske Bank skuffede mandag med sit regnskab, og bankens topchef Anders Dam vil nu købe op for at sikre bankens vækst, skriver Dagbladet Børsen. Efter regnskabet har Nykredit Markets i øvrigt sænket kursmålet på Jyske Bank-aktien til 215-220 kr. fra før 230-240 kr., men fastholder dog en positiv anbefaling på aktien.
- Vi mener, at Jyske Bank i tredje kvartal 2011 er kommet med et stærkt svar på bankens udfordringer og anbefaler fortsat "køb", skriver senioranalytiker Mads Thinggaard fra Nykredit Markets i en analyseopdatering.
Det lykkedes ikke G4S' britiske topchef Nick Buckles at overbevise investorerne om købet af servicegiganten ISS på et investormøde i København i går. Det er altafgørende for G4S at samle opbakning, inden der skal stemmes om købet på
selskabets generalforsamling i næste uge. Flere storinvestorer har meldt ud, at de modsætter sig købet, og de føler sig
stadig ikke overbevist efter mandagens investormøde, skriver Børsen.
- Mødet har ikke ændret vores holdning. Der kom ikke noget banebrydende nyt, siger Peter Holt, porteføljeforvalter i Carnegie Asset Management, til Børsen.
Ellers vil der i løbet af dagen være fokus på nyheder fra de gældsplagede lande.
- I dag skal der sælges korte obligationer i Spanien, og fra Spanien får vi desuden tal for, hvorledes det er gået med budgetbalancen. Fra Italien får vi i dag detailsalgstal for august samt den italienske forbrugertillid for samme måned. Desuden vil der blive holdt øje med udmeldinger fra eurozonens ledere, skriver Sydbank i sin morgenberetning.
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Jyske Bank



