Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Strejke rammer Boeing og prognose skæmmer Adobe i ventet rolig ugeafslutning

13/9 14:32

Det er lagt op til en rolig ugeafslutning på det amerikanske aktiemarked fredag.

De amerikanske indeksfutures rører i hvert fald ikke meget på sig frem mod handelsåbningen, hvor investorerne så småt synes have indstillet fokus på næste uges rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Fredag eftermiddag er der amerikanske importpriser og Michigans tillidsindeks på menuen inden den amerikanske aktieåbning i New York.

Futuren for det brede S&P 500-indeks ligger godt en times tid før handelsstart 0,2 pct. højere, Dow Jones-futuren stiger 0,1 pct., mens Nasdaq 100-futuren ligger næsten uændret.

S&P 500 steg torsdag 0,8 pct., Nasdaq toppede af de tre store indeks med et plus på 1,0 pct., mens Dow Jones måtte nøjes med 0,6 pct. i plusbogen.

HVOR STOR BLIVER RENTENEDSÆTTELSEN?

Torsdag sænkede Den Europæiske Centralbank sine ledende rentesatser, og onsdag i næste er der ventet en tilsvarende nedsættelse i USA på 25 basispoint - eller måske det dobbelte.

Handlernes væddemål på en rentenedsættelse på 50 basispoint er steget over natten og ligger nu på 47 pct. sammenlignet med 14 pct. torsdag, viser CME's FedWatch Tool ifølge Reuters.

- Der blev offentliggjort et par artikler i Wall Street Journal og Financial Times, som antydede, at en sænkning på 50 basispoint stadig er i spil, hvilket har fået markederne til igen at revurdere deres forventninger, lyder det fra analytikere fra Deutsche Bank ifølge Reuters.

Der kommer fredag fokus på Boeing, som fredag rammes af en omfattende strejke blandt 33.000 af selskabets fabriksarbejdere, som torsdag afviste en ny foreløbig overenskomst.

KRÆVER STØRRE LØNFORHØJELSE

Hele 94,6 pct. af de 33.000 ansatte, som til dagligt arbejder på flytypen 737 Max på den amerikanske vestkyst, stemte torsdag nej til en ny overenskomst, som blandt andet inkluderer en lønstigning på 25 pct., en ansættelsesbonus på 3000 dollar samt løfter om nye produktionsfaciliteter.

Men det har altså ikke formået at stille de fagorganiserede medarbejdere tilfredse, og i stedet kræver de en lønstigning på 40 pct., skriver Reuters.

Boeing-aktien falder 4,4 pct. i formarkedet.

Endnu værre går det i formarkedet dog for Adobe Systems, som falder 8,3 pct., efter at softwareselskabet i sit regnskab torsdag efter børslukketid for tredje kvartal skuffede med forventningerne til fjerde kvartal.

Selskabet ser en omsætning i fjerde kvartal på 5,50-5,55 mia. dollar og et justeret resultat per aktie på 4,63-4,68 dollar. Til sammenligning havde analytikerne estimeret en omsætning på 5,6 mia. dollar og et resultat per aktie på 4,68 dollar.

.\\˙ MarketWire