Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Sydbank køber Alm. Brand Bank og indgår partnerskab - NY2

1/10 08:50

En stor konsolidering i den danske banksektor er på vej.

Sydbank har således indgået en aftale med Alm. Brand om at overtage Alm. Brand Bank og alle bankens medarbejdere og kunder.

Det fremgår af en meddelelse torsdag morgen.

Købssummen er foreløbig opgjort til 1833 mio. kr., men den endelige købssum kan først opgøres senere, fremgår det.

Købssummen opgøres som værdien af egenkapitalen per overtagelsesdagen fratrukket immaterielle rettigheder og tillagt 25 mio. kr.

De 1833 mio. kr., der er den foreløbige købesum, modsvarer 95 pct. af den bogførte egenkapital i Alm. Brand Bank.

PARTNERSKAB SKAL SKABE HURTIG INDTJENING

Aftalen omfatter ligeledes indgåelse af et partnerskab, der skal skabe attraktive tilbud for både bank- og forsikringskunder.

- Partnerne vil samlet i løbet af de næste tre år investere minimum 100 mio. kr. i at udvikle nye og integrerede kundeløsninger, hvor bank og forsikring knyttes sammen, skriver Sydbank i sin meddelelse.

- Partnerskabet forventes at give øget forretningsomfang og indtjening til begge parter. I Sydbank forventer vi i løbet af en tre til fem-års periode at opnå en årlig indtjening på samarbejdet i niveauet 40-50 mio. kr., fortsætter banken.

Handlen er betinget af godkendelse fra Finanstilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og Sydbank venter, at betingelserne er opfyldt inden udgangen af i år.

VIL BIDRAGE MED 100 MIO. KR. ÅRLIGT FRA 2022

Sydbank venter, at købet - der omfatter 55.000 NemKonto-kunder, 4,8 mia. kr. i bankudlån og 16,9 mia. kr. i formidlede realkreditlån gennem Totalkredit, vil forbedre bankens årlige resultater med cirka 100 mio. kr. fra og med 2022.

Med overtagelsen bliver Sydbank i øvrigt den største distributør af realkreditlån fra Totalkredit herhjemme.

Porteføljen af banklån forventes på sigt at falde til 3,5-4,0 mia. kr. som følge af afvikling lån til svage erhvervskunder.

I løbet af 2021 vil Sydbank samle alle hovedsædefunktioner ved sit hovedkvarter i Aabenraa.

- Jeg glæder mig over, at vi køber Alm. Brand Bank. Det er en aftale, der er til alles fordel. Kunderne får med Sydbank en stor bank, der samtidig har nærheden til kunderne, siger Karen Frøsig, der er administrerende direktør hos Sydbank, i meddelelsen.

- Det er en styrkelse af ikke mindst privatkundedelen i Sydbank. Samtidig har vi skabt et partnerskab mellem Sydbank og Alm. Brand, hvor vi sammen investerer i nye gode løsninger for kunderne. Det forventer jeg mig meget af, fortsætter hun.

/ritzau/FINANS