Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ørsted/Sydbank: Ny topchef overtager virksomhed i stærk position - NY

28/10 09:56

Ørsteds afgående topchef, Henrik Poulsen, overlader en stærk virksomhed til sin afløser, Mads Nipper.

Det vurderer Per Fogh, aktieanalytiker hos Sydbank, efter onsdagens regnskab fra energiselskabet, der er det sidste med Poulsen som administrerende direktør.

- Ørsted står rigtig stærkt. Selskabet er markedsførende inden for havvind og har været med til at udvikle teknologien til, hvad den er i dag, siger han.

- På bagsiden af covid-19 vil vi se dem høste frugterne af, at EU og flere amerikanske stater har bebudet, at investering i grøn omstilling er mod at komme tilbage til økonomisk vækst.

- Der står Ørsted klar i kulissen til at levere på nogle af de målsætninger, der vil komme, lyder det fra aktieanalytikeren.

Henrik Poulsen forlader ved udgangen af året direktørstolen i Ørsted, hvorefter Mads Nipper, der kommer fra en tilsvarende stilling hos Grundfos, sætter sig i hjørnekontoret.

Poulsen, der efter otte år i spidsen for Ørsted forlader selskabet efter eget ønske, skal i stedet være seniorrådgiver for Mærsk-familiens pengetank, A.P. Møller Holding.

Analytiker Per Fogh mener, at Poulsen har løftet jobbet i Ørsted til "ug med kryds og slange":

- Han efterlader Ørsted som markedsledende inden for havvind med den klart største portefølje i pipeline, men også et Ørsted, der skal være endnu skarpere på sine bud.

- Konkurrencen er stigende på det amerikanske marked, men jeg synes, Ørsted står godt til at drage yderligere fordel af sin markedsledende position, lyder det.

USA-FORSINKELSER KAN PRESSE AKTIEN EN SMULE

Onsdagens regnskab, som er det sidste med Henrik Poulsen som topchef, er ifølge analytiker Per Fogh meget som forventet.

Driftsresultatet (EBITDA) endte i kvartalet på 3360 mio. kr., hvilket er en smule over det ventede resultat på 3205 mio. kr.

- Det er drevet af Markets & Bioenergy på en lidt regnskabsteknisk baggrund, så generelt lander det meget som forventning, vurderer Per Fogh.

På aktiemarkedet falder Ørsted-aktien en spids mere end markedet oven på regnskabsaflæggelsen. Aktien falder ved 9.30-tiden 1,4 pct. til 393,60 kr., mens C25-indekset dykker 0,8 pct.

Det kan ifølge Per Fogh skyldes, at der var en lille forventning om en mulighed for en opjustering af helårsestimaterne, hvilket ikke er sket.

- Samtidig er der en yderligere udsættelse af store amerikanske projekter, hvor der mangler godkendelse fra myndighederne i landet.

- Det skubber lidt til usikkerheden omkring, hvornår de vil komme op at køre, siger han. Han havde dog ventet, at aktien ville handles på niveau med markedet.

Ørsteds driftsresultat i tredje kvartal var præget af tilbagegang og landede 18,3 pct. lavere end samme periode sidste år. Det skyldes dog, at der her var højere konstruktionsgevinster.

Kigges der omvendt på bundlinjen, var der gevinst for Ørsted i juli, august og september. Her blev Radius-salget nemlig bogført, hvilket gav et overskud på 12 mia. kr. mod 1,4 mia. kr. sidste år.

Ørsted indgik sidste år en aftale om at sælge den danske privatkunde- og eldistributionsforretning til SEAS-NVE. Det gav en engangsindtægt på 11,1 mia. kr. i kvartalet.

/ritzau/FINANS