Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ørsted/CFO: Vil fastholde rollen som markedsleder inden for havvind

28/10 12:27

De seneste års hastige udvikling inden for havvind har fået en lang række oliekæmper til at spærre øjnene op og afsætte milliardbeløb for at sikre, at de får en god bid af væksten de kommende år.

Den tiltagende konkurrence er ikke gået energikoncernen Ørsteds næse forbi, men det er ikke umiddelbart noget, der giver anledning til stor bekymring hos det danske selskab, der er markedsleder inden for havvind.

Det fortæller finansdirektør Marianne Wiinholt, efter at Ørsted har offentliggjort sit regnskab for tredje kvartal onsdag morgen.

- Vi ser, at konkurrencen har været tiltagende. Det har den været gennem de sidste par år i særdeleshed med "oil majors", der kommer på banen. Til gengæld ser vi også en tilsvarende vækst i efterspørgslen efter vedvarende energi, så på den måde går de ting hånd i hånd, siger hun til Ritzau Finans.

AMBITIONEN ER OGSÅ AT VÆRE MARKEDSLEDER OM TI ÅR

Olieselskabernes indtog på markedet for havvind - og inden for vedvarende energi generelt - har i branchen sat gang i en nervøsitet for, at de ville kunne finde på at byde ind med langt mere aggressive priser, end rene vedvarende energiudviklere ville være i stand til.

Spekulationerne har derfor især handlet om, hvorvidt oliegiganterne ville gå på kompromis med afkastene på projekterne blot for at kunne få fodfæste på markedet og samtidig etablere en grøn del af forretningen som et modspil til den sorte olie.

Ifølge Ørsteds finansdirektør er det danske selskab godt rustet til at stå stærkt i konkurrencen inden for havvindprojekter i fremtiden.

- Vi føler stadigvæk, at vi er godt positioneret til at tage vores del af væksten, så der er ikke noget med, at vi er bekymrede for, at vi ikke længere vil være den markedsledende inden for havvind. Vi mener, at vi med vores store erfaring er rigtigt godt stillet, siger Marianne Wiinholt.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Ørsted også har en ambition om at være markedsleder inden for havvind om ti år, svarer finansdirektøren kort og uden at tøve:

- Det er det, slår hun fast.

Ørsted har da også afsat en stor sum penge til at opføre havvindprojekter de kommende år.

På en kapitalmarkedsdag i 2018 lancerede det danske selskab en investeringsplan på omkring 200 mia. kr. frem mod 2025. Det er planen, at 75-85 pct. af investeringerne (capex, red.) vil gå til havvindforretningen.

Ørsted har desuden en målsætning om at have opført havvindprojekter med en samlet kapacitet på 15 gigawatt frem mod 2025, og derudover har selskabet aktiviteter inden for landvind, solenergi og energilagring.

FLERE STORE OLIESELSKABER HAR MELDT SIG PÅ BANEN

Hos den britiske oliegigant BP er der også store ambitioner, og målet er at have udviklet vedvarende energiprojekter med en samlet kapacitet på 50 gigawatt om ti år.

Det drejer sig mere specifikt om projekter indenfor både solenergi, bioenergi, landvind og havvind.

Norske Equinor, der tidligere var kendt som Statoil, luftede tidligt sin interesse for havvind, og selskabet har lige nu planer om at opføre projekter i blandt andet Storbritannien og USA. Derudover ser selskabet også på vækstmulighederne i eksempelvis Polen, Japan og Sydkorea. BP har desuden købt sig ind i Equinors amerikanske vindprojekter Empire Wind og Beacon Wind.

Hollandske Shell har også meldt sig ind i kampen, og i juli i år løb selskabet med sejren i en udbudsrunde for havvind i USA foran blandt andre danske Ørsted. Derudover arbejder oliekæmpen også på at få fodfæste på det amerikanske marked for havvind, som er blevet udråbt som en af de store nye vækstmuligheder.

Derudover har franske Total også slået fast, at olieselskabets satsning inden for vedvarende energi generelt skal øges over en årrække.

Interessen for havvind ses også tydeligt hos myndighederne på den anden side af bordet. I USA har en lang række stater på østkysten de seneste år lanceret den ene store udbudsrunde for havvind efter den anden.

I Taiwan er flere store projekter med vindmøller til vands også i gang med at blive opført, og industrien forventes også at ville tage fart inden længe i eksempelvis Japan og Sydkorea.

I Europa er markedet for havvind en del mere modent, men væksten står til at fortsætte. Næste år forventes nemlig at byde på udbudsrunder i både Holland, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Danmark og Polen.

/ritzau/FINANS