Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Råvarer: Yderligere restriktioner giver små olieprisfald

25/1 06:57

Handlen på oliemarkedet er mandag morgen begyndt uden store udsving - dog er der en lille pil ned i prisen.

Det er anden dag i træk prisen falder, som en konsekvens af tiltagende coronarestriktioner på verdensplan. Det giver anledning til bekymringer om den fremtidige olieefterspørgsel.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 55,37 dollar mod 55,39 dollar fredag eftermiddag ved dansk børslukketid. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 52,27 dollar mod 52,43 dollar fredag eftermiddag.

Stigende smittetal i Hongkong og Kina har medført yderligere coronarestriktioner i den region i et forsøg på at begrænse smittespredningen.

Også i Frankrig er der potentielt udsigt til flere begrænsninger på befolkningens frihed, lyder det ifølge Reuters.

Stramningen af restriktioner i lande, der står for en relativ stor del af den globale olieimport, giver panderynker hos investorerne.

- Tegn på en svagere efterspørgsel trækker markedet ned, siger analytikere fra ANZ til Reuters.

Oliepriserne presses mandag morgen også af fredagens lageropgørelse fra det amerikanske energiministerium, EIA, der viste en overraskende stigning i oliebeholdningen.

USA's olielagre voksede i forrige uge med 4,4 mio. tønder mod analytikernes forventning om et fald på 1,2 mio. tønder.

Samtidig er antallet af driftsaktive olierigge i USA steget for niende uge i træk. Antallet ligger dog fortsat under halvdelen af niveauet for januar 2020, skriver Reuters.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld 1853,97 dollar mod 1856,16 dollar fredag klokken 17.

Et ton kobber koster mandag morgen 8016,0 dollar mod 7998 dollar fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS