Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Jyske Bank/Sydbank: Anden opjustering i årets første kvartal - NY

16/4 10:12

Jyske Bank er fredag morgen kommet med en opjustering af forventningerne til resultatet i 2021.

- Det er den anden opjustering i år. Den første kom den 26. marts og var på 200 mio. kr. - og nu kommer de med endnu en på 200 mio. kr., siger Mikkel Emil Jensen, der er analytiker i Sydbank.

- Og man kan ikke sige andet, end at Jyske Bank har fået en rigtig god start på året, siger han.

Banken med hovedsæde i Silkeborg venter et overskud før skat i 2021 på 3,0-3,4 mia. kr. mod tidligere 2,7-3,2 mia. kr.

- Jyske Bank har fortsat momentum fra januar og februar ind i marts. Der har været god aktivitet fortsat på både handelsområdet og på boligmarkedet. Og det er noget, der påvirker bankerne generelt, siger Mikkel Emil Jensen.

Jyske Bank oplyser også i morgenens meddelelse, at nedskrivninger på udlån ventes at ramme tæt på 0 kr. Og det borger for god kreditkvalitet i banken, påpeger analytikeren:

- Generelt er der medvind for Jyske Bank og bankerne fra det gunstige finansielle miljø, hvor tab på grund af covid-19 holdes på afstand. Det tyder på, at konkurserne endnu ikke er kommet - og dermed medfører tab.

Torsdag var det Sparekassen Sjælland-Fyn og Jutlander Bank, der opjusterede forventningerne til 2021. Og flere banken kan være på vej, skønner Sydbank-analytikeren.

- Men det er helt klart, at Jyske Bank har taget teten, siger han.

/ritzau/FINANS