Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Analytiker: SAS fejrer jubilæum med svære fremtidsudsigter

2/8 06:34

Søndag var det 75 år siden, at luftfartsselskabet SAS blev dannet, da Det Danske Luftfartselskab, Det Norske Luftfartselskap og Svensk Interkontinental Lufttrafik slog sig sammen.

Kalenderen viste den 1. august 1946, da de skandinaviske luftfartsselskaber slog pjalterne sammen under navnet Scandinavian Airlines System, forkortet SAS.

47 dage senere fløj det første interkontinentale SAS-fly fra den svenske hovedstad, Stockholm, til den amerikanske millionby New York City.

I de kommende år var SAS et af selskaberne, der var med til at sætte standarden for luftfartsindustrien.

Det siger Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef og luftfartsanalytiker i Sydbank.

- Tilbage i 1980'erne under Jan Carlzon (tidligere SAS-direktør, red.) var SAS et luftfartsselskab, der var med til at sætte standarden for, hvad man kunne, og hvordan man gjorde - også på europæisk plan.

- Efterfølgende er man blevet budt op til dans af lavprisselskaberne, der har gjort det alvorligt svært for SAS, siger Jacob Pedersen.

SAS skriver i et mailsvar til Ritzau, at selskabet er glade for at kunne fejre 75-års-fødselsdag søndag.

- I betragtning af at virksomheden stadig mærker virkningerne af pandemien, vil der ikke være så meget tumult som ved tidligere jubilæer, men der vil være forskellige festligheder i løbet af efteråret, skriver SAS.

Og især coronapandemien har sat sit aftryk på selskabet, mener Jacob Pedersen.

Mange firmaer har skiftet de lange erhvervsrejser ud med møder via netbaserede tjenester som Zoom, og det kan mærkes på luftfartsselskabernes indtægter.

- Fremadrettet er det et meget hårdt miljø, der venter SAS. Der bliver hård konkurrence, og SAS' vigtigste indtægtskilde - de forretningsrejsende - vil efter alt at dømme flyve væsentligt mindre i fremtiden, siger Jacob Pedersen.

Desuden, siger han, driver SAS luftfartsselskab i Skandinavien, hvor omkostningerne ved at drive virksomhed er større end stort set alle de lande, som deres konkurrenter har base i.

Og hvis SAS skal kunne fejre jubilæum igen om 75 år, er det præcis de to faktorer, der er afgørende.

- Man skal sikre sig, at man bliver ved med at være de skarpe på forretningsrejsende, og at man vinder markedsandelene der. Og så er man nødt til at have en hånd på omkostningsstyrepinden, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/