Tyskland/AL: Langt bedre situation end sidste vinter
18/1 11:59
Den nuværende situation kradser i Tyskland, men der er stor optimisme for fremtiden.
Det viser tirsdagens opgørelse over det tyske ZEW-indeks, der måler de tyske finansielle aktørers vurdering af den nuværende og fremtidige økonomiske situation.
- Vinterens coronasmitte og høje restriktionsniveau bider i kombination med globale flaskehalse og højere energi- og råvarepriser fra sig i den tyske økonomi, skriver Lisette Rosenbeck Christensen, der er økonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Alligevel voksede tysk økonomi som helhed med 2,7 pct. i 2021 i forhold til året før. Dog er tysk økonomi i 2021 stadig 2 pct. under niveauet i 2019, som var seneste år inden coronakrisen begyndte, pointerer Lisette Rosenbeck Christensen.
- Situationen er imidlertid langt bedre end sidste vinter, og i dagens tal er forventningerne til fremtiden også meget høje og overrasker særdeles positivt, skriver hun.
Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, faldt til minus 10,2 fra minus 7,4. Konsensus var ifølge Bloomberg et fald til minus 8,8.
Dog steg forventningsindekset for januar til 51,7 fra 29,9 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et en stigning til 32,0.
.\\˙ MarketWire