Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Dollar styrkes forud for rentereferat

25/5 14:11

Den amerikanske dollar ligger onsdag eftermiddag styrket - både over for euro og over for en bred vifte af øvrige valutaer.

Det sker forud for offentliggørelsen af referatet fra seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Det sker kl. 20 dansk tid.

På det seneste rentemøde hos den Washington-baserede centralbank blev renten hævet med 50 basispoint, hvilket var første gang med så stor en renteforhøjelse siden 2000.

De seneste uger har flere chefer fra centralbanken talt for muligheden for renteløft på 75 basispoint på de kommende møder for at få bugt med inflationen. Det vil også blive et fokuspunkt i onsdagens referat blandt markedsdeltagerne.

Euro handles onsdag eftermiddag i 1,0661 dollar mod 1,0727 dollar tirsdag eftermiddag.

Samtidig styrkes dollarindekset - der måler den amerikanske valuta over for en vifte af øvrige valutaer - til 102,33 mod 101,82 tirsdag.

Derudover svækkes den kinesiske yuan onsdag. Det sker samtidig med, at den kinesiske premierminister Li Keqiang ifølge Bloomberg News har sagt, at den kinesiske økonomis problemer er større nu end under coronapandemien i 2020.

- De økonomiske indikatorer i Kina er faldet markant, og problemerne er til en vis grad værre, end da pandemien ramte os hårdt i 2020, siger Li Kegiang.

Der er gennem de seneste måneder sket en genopblussen af coronasmitte i Kina, der har fået landet til at indføre skrappe forholdsregler og nedlukninger i flere byer.

Dollar handles onsdag i 6,7056 yuan mod 6,6624 yuan tirsdag eftermiddag.


.\\˙ MarketWire