Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Faldende futures efter kinesiske bekymringer

25/5 14:55

Der trækker op til fald fra start på det amerikanske aktiemarked onsdag, efter at den kinesiske premierminister er kommet med bekymrende meldinger om den kinesiske økonomi.

Futures for de toneangivende indeks har ellers ligget ganske roligt, mens handlerne har set frem til offentliggørelsen af referatet fra seneste pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

De seneste uger har flere chefer fra centralbanken talt for muligheden for renteløft på 75 basispoint på de kommende møder for at få bugt med inflationen. Det vil også blive et fokuspunkt i onsdagens referat blandt markedsdeltagerne.

Stemningen fik dog et nøk nedad, da den kinesiske premierminister, Li Keqiang, ifølge Bloomberg News har sagt, at Kinas økonomiske problemer i visse aspekter er værre nu, end da coronapandemien for alvor ramte landet i 2020.

Futures for det brede S&P 500 ligger godt en time før åbningen nede med 0,5 pct. og det samme gør Dow Jones.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks fik en på hatten tirsdag og faldt 2,4 pct. efter at det sociale medie Snap meldte om svære tider forude. Onsdag ser faldet ud til at fortsætte, da indekset indikeres ned med 0,7 pct.

NORDSTROM SENDES OP EFTER STÆRKT REGNSKAB

Det amerikanske luksusvarehus Nordstrom trodsede tirsdag resten af detailbranchen og opjusterede forventningerne til året.

Selskabet venter nu en omsætningsvækst på 6-8 pct. mod tidligere ventet 5-7 pct.

Samtidig ventes ebitda-marginen at lande på 5,8-6,2 pct. mod tidligere 5,6-6 pct., mens det justerede resultatet per aktie ses lande på 3,20-3,50 dollar. Her ventede kæden tidligere 3,15-3,50 dollar.

Det er det stik modsatte af, hvad en række mere lavprisprægede kæder har gjort. Blandt andet har Target og Walmart meldt om faldende forbrug og stigende omkostninger, men det venter Nordstrom tilsyneladende ikke rammer luksussegmentet i samme grad.

Aktien steg efterfølgende mere end 9 pct. i eftermarkedet. Onsdag indikeres aktien op med 5,4 pct.

BURGERKÆDER BRAGER OP

Burgerkæden Wendy's, der blandt andet er kendt for sine firkantede bøffer, går voldsomt frem i formarkedet, efter at storaktionæren Trian har meddelt, at man vil undersøge muligheden for at overtage aktiemajoriteten i Wendy's.

Det skriver Bloomberg News.

Trian ejer i forvejen 11,8 pct. af aktierne i selskabet og meddelte tirsdag, at en transaktion "kan inkludere et opkøb, fusion eller konsolidering".

Ifølge Citigroup er det ingen overraskelse, da burgerkædens aktie har haltet efter konkurrenterne i flere år.

Aktien indikeres op med 9 pct.


.\\˙ MarketWire