Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Kursfald i vente trods nye ordrer til Vestas og NKT

1/7 08:33

Der er lagt op til kursfald på det danske aktiemarked fredag, hvis indikationerne fra udlandet som ventet slår igennem. Og det kan et pænt ordreflow til Vestas efter lukketid torsdag eller en ny stor kontrakt til NKT næppe ændre ved.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks faldt torsdag knap 0,9 pct. Det var dog tale om en stigning på 0,4 pct., efter at det danske marked lukkede torsdag eftermiddag, men fredag morgen dropper de store amerikanske indeksfutures omkring 1 pct.

Og bruges den tyske DAX-future som strømpil for udviklingen i København, indikeres der et kursfald på 0,8 pct. på børsen i Frankfurt, når det tyske marked åbner.

Det danske eliteindeks, C25 -indekset, lukkede torsdag med et fald på 1,3 pct. i 1574,67.

NYE ORDRER OG KONTRAKTER TIL VESTAS OG NKT

Vestas sluttede torsdag et relativt ordrefattigt andet kvartal af med hele otte ordre, herunder to ordre på mere end 250 megawatt, som begge blev offentliggjort efter dansk børslukketid.

I alt tikkede der torsdag ordre ind for 815 megawatt. Dermed kan annoncerede ordrer for andet kvartal opgøres til 1783 megawatt. Trods det pæne ordreflow torsdag er ordreindtaget for kvartalet noget under niveauet for annoncerede ordrer på 4127 megawatt i andet kvartal sidste år og også under niveauet de foregående år.

Vestas faldt torsdag 5,5 pct. til 149,90 kr.

NKT har landet en kontrakt til en værdi på mere end 1,4 mia. euro til konstruktion, produktion og installation af 400kV jævnstrømsskabler til Champlain Hudson.

Kontrakten er betinget af endelig investeringsbeslutning på projektet, hvilket forventes i løbet af tredje kvartal 2022.

NKT lukkede i 301,60 kr. efter et fald på 2,1 pct.

Genmab vil søge om markedsføringsgodkendelse hos sundhedsmyndighederne i USA, for kræftmidlet Epcoritamab.

Ansøgning er baseret på data fra et studie udført sammen med partneren Abbvie. De to selskaber præsenterede positive toplinje-resultater i april.

Genmab steg torsdag 1,7 pct. til 2297,00 kr.

Lundbeck har fået kursmålet på B-aktien løftet med 11 pct. til 46 kr. af den amerikanske storbank JPMorgan.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "overvægt", og det nye kursmål afspejler et potentiale på næsten 35 pct. i forhold til lukkekursen torsdag, hvor Lundbeck B sluttede handlen i 34,47 kr. efter et drop på 1,2 pct.

JPMorgan har også haft fat i transportkocernen DSV. Det resulterer i et sænket kursmål til 1450 kr. fra 1618 kr.

Der er dog fortsat masser af potentiale, idet DSV torsdag lukkede i 991,20 kr. efter et tab på 1,8 pct. Anbefalingen lyder da også fortsat "overvægt".

SAS FORHANDLER FORTSAT

SAS ligger fortsat i forhandlinger om en ny overenskomst med piloterne, der mener, at de kæmper en principiel kamp for grundlæggende rettigheder for ansatte i Norden.

Formanden for de norske SAS-piloters fagforening, er ifølge medieskriverier villig til at lade SAS gå konkurs, hvis selskabet ikke formår at fastholde den skandinaviske model.

SAS droppede torsdag 1,4 pct. til 0,44 kr. i København.

NYT KURSMÅL FOR NOVOZYMES

Novozymes-aktien har fået reduceret kursmålet til 520 kr. fra 550 kr. hos finanshuset Jefferies, der uændret anbefaler "køb" af aktien.

Novozymes faldt 0,8 pct. torsdag til slutkursen 426,00 kr.

Gluns & Jensen besluttede på torsdagens generalforsamling at forkorte regnskabsåret i 2022, så det fremover følger kalenderåret.

Dermed bliver indeværende regnskabsår kun i måneder, og som konsekvens af det tilpassede selskabet også sin prognose, der lyder på et resultatet før skat på 10-14 mio. kr. mod hidtil 14-18 mio. kr.

Gluns & Jensen lukkede uden ændringer i kursen i 83,50 kr.

A.P. Møller - Mærsk har fået en ekstra tak på stjernen af det amerikanske finanshus JPMorgan, der har løftet anbefalingen af aktien til "overvægt" fra "neutral".

Samtidig hæves kursmålet for transportaktien til 30.800 kr. fra 23.655 kr. som er et af de højeste kursmål hos analytikere, der følger selskabet.

A.P. Møller - Mærsk B lukkede første halvår af med en kurs på 16.555 kr. efter et fald på 3,8 pct. torsdag.

ISS har fået serviceaftale med Danske Bank forlænge med yderligere fem år. Aftalen gælder Danske Banks afdelinger i fem lande - Danmark, Norge, Sverige, Finland og Litauen.

ISS faldt 3,2 pct. torsdag til 111,90 kr.

.\\˙ MarketWire