Pandora/Sydbank: Der er taget højde for lavere vækst i USA
9/8 13:28
Pandora kommer ikke til at følge efter amerikanske Signets nedjustering af forventningerne til i år.
Det vurderer aktieanalytiker i Sydbank Per Fogh over for MarketWire:
- Signet har haft kraftig modvind i et udfordrende makromiljø, hvor kunderne ikke har det samme forbrug. Der er sket en opbremsning af salget i USA - også af de dyrere smykker. Og det skyldes både den høje inflation og udfasningen af hjælpepakkerne i forbindelse med corona, siger han.
Men Pandora har allerede taget højde for, at væksten i USA bremser op.
- Jeg venter ikke, at Pandora vil nedjustere sine forventninger til 2022. De har været mere tilbageholdende, siger Per Fogh.
Pandora venter i år en organisk vækst på 4-6 pct. og en overskudsgrad, EBIT-margin, på 25-25,5 pct. Smykkeselskabet kommer med regnskab på tirsdag den 16. august.
I forbindelse med regnskabet for første kvartal havde Pandora en opjustering med sig efter en organisk vækst i kvartalet på 21 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
Smykkeselskabet skruede op for prognosen for den organiske vækst i år til 4-6 pct. mod tidligere 3-6 pct.
- For at nå vores vækstmål skal vi vokse med 0-2 pct. organisk resten af året, sagde Anders Boyer, finansdirektør i Pandora, på en telekonference i forbindelse med regnskabet.
.\\˙ MarketWire