Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Bankerne står til tælling efter uro med Credit Suisse

3/10 11:44

Mandag middag er det bankerne, som står til tælling. Jyske Bank og Danske Bank ligger i bunden på grund af urolighed på markedet præget af usikkerhed med den schweiziske storbank Credit Suisse grundet bekymring om bankens kapitalforhold.

- Vi har den her uro med Credit Suisse, som er taget til her til morgen. Aktien falder en del og deres CDS'er stiger. Topchefen for Credit Suisse har godt nok selv været ude og sige, at der er styr på det, men det skaber i hvert fald noget nervøsitet i markedet og især blandt bankerne, siger Martin Munk, som er senioraktierådgiver hos Sydbank, til MarketWire.

CDS'er henviser til "credit default swaps" eller kreditderivater på dansk, der er en aftale mellem to parter, hvor en køber af kontrakten betaler en aftalt sum til sælger af kontrakten indtil dens udløb, mens sælger til gengæld garanterer for en tredje aktørs gæld, hvis denne misligholder det eller de lån, som derivatet omhandler.

Jyske Bank falder 9,3 pct. til 360,80 kr. og Danske Bank går 7,6 pct. ned i 87,70 kr. Lidt længere op af C25-indekset ligger Nordea med et tab på 4,3 pct. til 62,65 kr.

Det danske eliteindeks C25 ligger samlet mandag middag 0,9 pct. lavere i 1418,68.

VESTAS RAMT AF SVAG ORDREINDGANG TRODS STOR BRASILIANSK BESTILLING

Vindmølleproducenten Vestas er i negativt fokus efter afslutningen på tredje kvartal, der samlet set bød på en svag ordreindgang.

Kvartalet gav kun på ni landvindordrer på i alt 1238 megawatt (MW), men derudover venter Sydbank uannoncerede ordrer på cirka 500 MW, hvilket i givet fald vil bringe den samlede ordreindgang op på cirka 1750 MW i kvartalet.

Uden den brasilianske storordre på 540 MW fredag ville kvartalets ordreindgang have været den svageste siden tredje kvartal 2014 målt på de annoncerede bestillinger.

- Det fortæller meget om den aktuelle svaghed. Nødvendige prisforhøjelser er utvivlsomt stadig skurken, men grønne politiske ambitioner og høje elpriser bør løfte ordreindgangen massivt i fremtiden, skriver Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, i et notat.

Oveni har Danske Bank reduceret kursmålet til 155 kt. fra 220 kr. og en gentaget holdanbefaling.

Vestas falder mandag middag med 5,5 pct. til 133,88 kr.

VANSKELIGT MARKED TRÆKKER GN OG NETCOMPANY NED

Efter Vestas ligger GN og Netcompany uden virksomhedsspecifikke nyt, men som ifølge senioraktierådgiveren trækkes ned af et negativt marked.

- GN står overfor en meget vanskelig markedssituation i øjeblikket med aftagende efterspørgsel efter deres produkter især indenfor gaming. Det er lidt det samme der sker med Netcompany, som også falder en del. Det er samme tema, der kører videre der, altså at man tager risiko af i vækstaktierne så at sige, siger Martin Munk

ØRSTED TRÆKKES OP AF EUROPÆISK SEKTORBEVÆGELSE

Heller for Ørsteds vedkommende er der noget selskabsspecifikt nyt. Men både energi og forsyning ligger i plus på det paneuropæiske Stoxx 600 indeks. Sektorerne ligger henholdsvist med en stigning på 1,4 pct. og 0,5 pct.

- Det ligner en sektorbevægelse, som Ørsted ryger ind under der. Der er generelt positiv stemning indenfor forsyning og energi, siger Martin Munk.

Ørsted ligger i toppen af det danske eliteindeks med en stigning på 1,4 pct. til 616 kr.

SAS FLYVER LAVERE

Luftfartsselskabet SAS falder en del efter et sænket kursmål hos britiske HSBC og generelt vanskelige fremtidsudsigter.

HSBC har ifølge data fra Bloomberg News sænket sit kursmål til 11 øre fra 12 øre, og anbefalingen er fortsat i negativt terræn på "reducer".

Ændringen kommer, efter at SAS fredag luftede finansielle forventninger til de kommende år.

Luftfartsselskabet venter et underskud før skat på cirka 8 mia. svenske kr. i 2021/22 og et underskud på 4-5 mia. svenske kr. det følgende år.

I 2023/24 venter SAS at have sorte tal på posten.

Samtidig har den britiske storbank HSBC skåret sit kursmål for aktien med 8 pct., eller hvad der svarer til 1 øre, til nu 11 øre. Anbefalingen er negative "reducer".

Aktien falder med 13,0 pct. til 0,32 kr.

.\\˙ MarketWire