Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Banker og bryggerier trodser rødt C25 - Bavarian i bund

31/1 11:39

Det danske aktiemarked er tirsdag præget af en negativ stemning, hvor bryggerierne og bankerne er blandt de få, der flyder oven vande.

I bunden tynges Bavarian Nordic for anden dag i træk efter en artikel i Børsen om amerikanske udsigter for selskabets coronavaccine, mens Novo Nordic også falder trods et løftet kursmål.

Efter få timers handel er der fald i 19 ud af 25 aktier i C25-indekset, som ligger 0,6 pct. lavere i 1691,14 efter kortvarigt også at have været i samlet plus.

I resten af Europa peger aktiepilen ligeledes ned, og det følger udviklingen fra USA, mener Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

- Markedet ligger lidt og siver tilbage, efter at USA satte sig lidt i går. Europa åbnede i minus, og det gælder også Danmark, siger Mads Zink.

Han fremhæver bankerne som undtagelsen, hvilket kan hænge sammen med, at der netop er taget hul på regnskabssæsonen.

- Mange har finpudset deres positioner op til det. Vi har lidt en "vent og se"-stemning, siger han.

Danske Bank stiger 0,4 pct. til 144,55 kr, mens Jyske Bank løftes 0,5 pct. til 493,75 kr.

Ugen byder desuden på flere vigtige økonomiske nøgletal og rentemøder i både Den Europæiske Centralbank og den amerikanske pendant, Federal Reserve.

BAVARIAN OG NOVO I BUND

Herhjemme ligger Bavarian Nordic igen blandt de mest faldende i C25-indekset, efter at selskabets covid-vaccine ifølge dagbladet Børsen kan ende med at blive holdt uden for vaccineprogrammet i USA, hvor en særlig type vacciner kan blive det foretrukne valg.

Aktien falder 1,9 pct. til 216,20 kr. efter et fald på 7,8 pct. mandag.

Med i bunden er Novo Nordisk og GN, hvoraf førstnævnte er regnskabsaktuel onsdag.

Novo Nordisk har desuden fået hævet sit kursmål til 1100 kr. fra 900 kr. af finanshuset Intron Health. Det viser data fra Bloomberg News.

Den positive anbefaling "køb" bliver ii samme ombæring fastholdt.

Novo-aktien falder 2,1 pct. til 941,60 kr., mens GN dykker mest med 3,8 pct. til 168,65 kr.

Demant har fået skåret sit kursmål til 240 kr. fra 260 kr. hos DNB, viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen er uændret "køb".

Aktien falder tirsdag formiddag med 0,6 pct. til 192,25 kr.

BRYGGERIER OG BANKER TOPPER

I den anden ende af skalaen går det bedst for bankerne og bryggerierne.

Royal Unibrew stiger 1,5 pct. til 480,30 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Branchefællen Carlsbergs aktie stiger beskedent 0,1 pct. til 964,60 kr. trods en lavere anbefaling og et sænket kursmål fra Jyske Bank.

Anbefalingen skæres til "hold" fra "køb", og kursmålet reduceres til 1050 kr. fra 1165 kr., fremgår det af et analysenotat fra banken tirsdag morgen.

Jyske Bank ser en lille risiko for, at Carlsberg i med sin prognose for 2023 vil være forsigtig og skuffe markedet, når der i næste uge efter planen fremlægges årsregnskab. Dermed vil banken holde godt øje med bryggeriets udmeldinger om forbrugsmønstret og covid-19-udviklingen omkring det kinesiske marked.

VESTAS OG ROCKWOOL FÅR LØFTET ANBEFALING

Handelsbanken har haft både Vestas og Rockwool under lup og løftet anbefalingen for de to aktier til "køb" fra "hold".

Vestas-aktien falder 0,1 pct. til 193,78 kr., mens Rockwool falder 0,8 pct. til 1921 kr.

Chr. Hansen falder desuden 0,2 pct. til 503,20 kr., efter at Carnegie har hævet anbefalingen af ingredienskoncernens aktie til "køb" fra "hold". Carnegie har i samme ombæring løftet kursmålet med 42,2 pct. til 640 kr. fra 450 kr.

MÆRSK-RIVAL MED REKORDOVERSKUD

Også Mærsk får opmærksomhed, efter at regnskabsnyt fra det tyske containerrederi Hapag-Lloyd, som igen i 2022 nødt godt af ekstraordinært høje fragtrater og en høj efterspørgsel, men som samtidig så raterne dykker mod årets afslutning. Konkurrenten giver dog endnu ingen prognose for 2023.

Finanshuset Warburg påpeger, at rederiets tal underbygger opfattelsen om, at "festen inden for containershipping er slut" og der ventes derfor et markant fald i omsætning og indtjening i år.

Mærsk har forud for årsregnskabet på næste onsdag desuden fået skåret sit kursmål til 19.000 kr. fra 21.200 kr. af det franske finanshus Kepler Cheuvreux. Det viser data fra Bloomberg News.

Anbefalingen "køb" gentages.

Aktien falder 0,8 pct. til 14.655 kr.

.\\˙ MarketWire