USA/åbning: Ringe nøgletal trak tæppet væk under aktierne
16/2 15:51
Udsigt til en måske lidt mistrøstig start på den amerikanske aktiehandel blev ændret til det egentlig slukørede en times tid før åbningen af børserne i New York ved offentliggørelsen af en håndfuld nøgletal, der ikke bragte håb om lys i den amerikanske økonomi trods stram pengepolitik.
Og den negative stemning sætter sig i de første handler og giver fald til de toneangivende indeks på 1,2 pct. for brede S&P 500-indeks, på 1,4 pct., for det teknologitunge - og rentefølsomme - Nasdaq-indeks og på 0,9 pct. for det lidt defensive Dow Jones-indeks.
Dermed skifter markedet kurs efter stigninger for de tre indeks i onsdagens handel på 0,1-0,9 pct.
FIRE SKUFFELSER UD AF FEM
Først og fremmest steg producentpriserne 6,0 pct. i januar på årsbasis, hvor økonomerne adspurgt af Bloomberg havde ventet en stigning på 5,4 pct. Det øger bekymringen for udviklingen i de fortsatte rentestigninger fra centralbanken.
Men stor var også var skuffelsen over udviklingen i februar i erhvervslivets aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia, som viser et fald til minus 24,3 fra minus 8,9 måneden før. Økonomerne havde ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg ventet et indeks på minus 7,5
Også det påbegyndte boligbyggeri på overraskede negativt med et fald til 1.309.000 enheder fra 1.371.000 i måneden før. Her var der ventet 1.356.000 enheder af analytikerne.
Til gengæld steg antallet af byggetilladelser til 1.339.000 enheder fra 1.337.000 i december. Men her var konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg 1.350.000 tilladelser.
194.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge, og det var lidt færre end de ventede 200.000 nye ledige.
OGSÅ HANDELSPLATFORM SKUFFER
Blandt de selskabsspecifikke bevægelser noteres et fald på 13,5 pct. til handelsplatformen Shopify efter markedsåbningen. Det er straffen for en skuffende omsætning i selskabets første kvartal.
Omvendt er der fremgang til it-netværksleverandøren Cisco på 5,9 pct. i den indledende handel efter opjustering af de finansielle forventningerne hele året.
FLADE UDSIGTER FOR HASBRO
Frem mod handelsstart kom regnskabstal for fjerde kvartal fra legetøjsproducenten Hasbro, der skuffer i forhold til analytikernes forventninger til resultatet.
Selskabet landede et ordinært overskud per aktie på 1,31 dollar mod 1,21 dollar i samme kvartal i 2021. Men analytikernes havde ventet et overskud på 1,37 dollar. Det ordinære driftsoverskud (EBITDA) var også lavere end det ventede, da det landede på 327,7 mio. dollar mod ventet i følge Bloombergs estimater 364,2 mio. dollar. I forhold til fjerde kvartal 2021 var det dog en fremgang på 6,8 pct.
Der ses udfordringer i indeværende år. Selskabet venter at omsætningen falder med en lav encifret procentsats, mens der ventes en stort set flad udvikling i EBITDA-indtjeningen.
I 2022 var omsætningen knap 5,9 mia. dollar og det ordinære driftsoverskud 922,5 mio. dollar, mens det rapporterede "kun" var 407,7 mio. dollar.
Aktien stiger 3,3 pct. i de første handler.
UDBYTTE BELØNNES
Produkttankrederiet Scorpio Tankers skuffede også på indtjeningen i fjerde kvartal, selv om rederiet kunne notere en markant fremgang sammenlignet med samme kvartal sidste år.
Den justerede indtjening per aktie landede i året tre sidste måned på 4,24 dollar per aktie. Her var blandt analytikerne ventet 4,42 dollar ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg. Der var dog tale om en stor fremgang fra året forinden, hvor der var et tab per aktie på 0,79 dollar.
Det samme gjorde sig gældende på driften før af- og nedskrivninger, EBITDA, der landede på 351,8 mio. dollar mod ventet 366,8 mio. dollar.
Toplinjen overraskede dog positivt og endte på 497,7 mio. dollar mod ventet 465,7 mio. dollar.
Men Scorpio foreslår et kvartalsvist udbytte på 0,20 dollar per aktie, hvilket svarer til en fordobling fra sidste gang, og igangsætter samtidig et aktietilbagekøbsprogram på 250 mio. dollar. Det kvitterer investorerne for ved at sende aktien op med 1,1 pct. kort efter forud for åbningen.
.\\˙ MarketWire