Den tyske forsikringskoncern Allianz overrasker positivt på driften
17/2 07:31
Det tyske forsikringsselskab Allianz overhalede i fjerde kvartal analytikernes forventninger til driftsoverskuddet og kan for hele året fremvise en stigning i driftsresultatet på 5,7 pct. til 14,2 mia. euro.
Det er en rekordhøj driftsindtjening, understreger Allianz, som i 2023 venter et tilsvarende driftsresultat på 14,2 mia. euro, med tilføjelsen "plus eller minus 1 mia. euro".
I fjerde kvartal steg driftsoverskuddet med 12,7 pct. til 3,96 mia. euro, mens der var ventet et overskud på 3,52 mia. euro blandt analytikerne ifølge et estimat indsamlet af selskabet selv.
Fremgangen i kvartalet var "drevet af en stærk udvikling inden for Livs-/Sundhedsforretningssegmentet", fortæller Allianz i regnskabet.
Omsætningen i fjerde kvartal faldt ellers 4,5 pct. til 36,7 mia. euro.
For hele 2022 øgede koncernen imidlertid omsætningen med 2,8 pct. til 152,7 mia. euro, og nettoresultatet voksede 1,9 pct. til 6,7 mia. euro.
På baggrund af resultatet foreslås et udbytte på 11,40 euro per aktie, hvilket er 5,6 pct. mere end i 2021.
.\\˙ MarketWire