Netcompanys 2026-mål i fokus på kapitalmarkedsdag vurderer Danske Bank
24/5 10:37
Netcompany holder kapitalmarkedsdag i it-selskabets nye hovedkvarter på Strandgade i København den 1. juni, og her vil fokus være på de opdaterede mellemlange mål frem til 2026.
Det skriver Danske Bank i en analyse, hvor anbefalingen "køb" og kursmålet på 350 kr. bliver gentaget.
Netcompany har ikke givet langsigtede finansielle forventninger siden børsnoteringen i 2018, skriver Danske Bank.
De oprindelige forventninger lød på en organisk vækst på 20-25 pct. og en EBITA-margin på 25-30 pct. og de blev ifølge finanshuset kun nået i 2018.
Forud for regnskabet for første kvartal viser selskabets egne indsamlede konsensus forventninger for 2026 om en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 11 pct. og en EBITDA-margin på 19,8 pct.
Netcompany har også planer om at give en opdatering på sin go-to-market-model og sin forretningsmodel.
- Dette vil omfatte en opdatering på alle markeder plus Intrasoft, leveringsmodellen, platforme og produkter, inklusive told- og lufthavnsløsninger. Det vil også omfatte de ekstra udgifter i 2023-vejledningen og investeringen i softwareløsninger , skriver Danske Bank, der ikke venter nogen breaking news på kapitalmarkedsdagen.
.\\˙ MarketWire