Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Danske Bank forbereder garanteret aktieemission

10-02-11 kl. 10/2 2011 07:01 | Danske Bank 242,50 (-0,49%)



København, Danmark, 2011-02-10 08:01 CET (GLOBE NEWSWIRE) --

MÅ IKKE UDGIVES, OFFENTLIGGØRES ELLER DISTRIBUERES, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I
USA, CANADA, AUSTRALIEN ELLER JAPAN ELLER EN HVILKEN SOM HELST ANDEN
JURISDIKTION HVOR DISTRIBUTION ELLER UDGIVELSE VILLE VÆRE ULOVLIGT

Danske Bank planlægger at rejse ca. 20 mia. kr. i ny aktiekapital gennem en
fuldt garanteret emission til favørkurs med fortegningsret for eksisterende
aktionærer. Aktieemissionen vil styrke Danske Banks kernekapitalprocent i lyset
af kommende regulering. Banken har henvendt sig til den danske regering med
anmodning om tidligere tilbagebetaling af den danske stats hybridkapital.
Aktieemissionen forventes at blive lanceret senest i april 2011.

Baggrund
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik den 18. januar 2009 en
aftale om at styrke den finansielle sektors kapitalgrundlag. Det skete for at
sikre, at kunderne fortsat kunne låne penge i bankerne, selv hvis den
internationale økonomiske krise blev alvorligt forværret.

For at styrke sit kapitalgrundlag og understøtte kundernes finansieringsbehov
optog Danske Bank og Realkredit Danmark to ansvarlige lån hos den danske stat i
form af indskud af hybrid kernekapital på henholdsvis 24 mia. kr. og 2 mia. kr.
med mulighed for indfrielse fra henholdsvis 11. april 2014 og 11. maj 2012.

Kommende regulering med ændrede kapitalkrav omfatter, at egenkapital tillægges
højere værdi end hybrid kernekapital, hvilket er en udvikling, der også vinder
indpas hos de internationale ratingbureauer.

Med henblik på at tilpasse banken til disse ændringer har bestyrelsen fundet
det hensigtsmæssigt at øge Danske Banks aktiekapital. Bankens bestyrelse
planlægger i henhold til vedtægternes § 6 at øge Danske Banks aktiekapital ved
at udstede nye aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer i en fuldt
garanteret aktieemission til favørkurs med et provenu på ca. 20 mia. kr.

Det er hensigten at gennemføre kapitaludvidelsen med henblik på tidligt at
bringe bankens egenkapital på det niveau, ledelsen anser for fornødent i
betragtning af kommende regulering. Danske Bank vil samtidig søge at
førtidsindfri statslånet.

Banken har derfor henvendt sig til den danske regering med anmodning om, at
bankens lån kan indfries i maj 2012. Der er endvidere anmodet om, at lånets
muligheder for konvertering til aktier bortfalder.


Udbuddet af nye aktier
Danske Bank er Global Coordinator og Bookrunner i forbindelse med udbuddet.
Endvidere er Bank of America Merrill Lynch udpeget som Joint Bookrunner og har
stillet en tegningsgaranti på sædvanlige vilkår.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og A.
P. Møller - Mærsk A/S, der tilsammen repræsenterer 22,76 % af aktiekapitalen,
og Realdania, der repræsenterer 10,07 % af aktiekapitalen, har tilkendegivet,
at de ønsker at tegne deres forholdsmæssige andele af udbuddet.


Yderligere oplysninger
Et prospekt inklusive de fuldstændige udbudsvilkår og udbudsperiode for
emissionen vil blive offentliggjort, når bestyrelsen har truffet endelig
beslutning herom.

Den planlagte aktieemission og tilbagebetaling af den danske stats
hybridkapital vil medføre, at Danske Banks kernekapitalprocent eksklusive
hybridkapital vil kunne øges fra nuværende 10,1 til ca. 12,5, opgjort ultimo
2010. Danske Banks samlede kernekapitalprocent vil kunne reduceres fra
nuværende 14,8 til ca. 14,1, opgjort ultimo 2010, hvoraf knap 90 pct. vil
hidrøre fra egentlig egenkapital.

”Danske Bank er glad for at være i en position, hvor vi efter kapitaludvidelsen
kan tilbagebetale den danske stat. Ved at øge egenkapitalen bliver Danske Bank
en af de bedst kapitaliserede banker i EU. Det betyder, at Danske Bank bedre
kan udvikle sit forretningsgrundlag og forfølge attraktive
forretningsmuligheder,” siger ordførende direktør Peter Straarup.


Med venlig hilsen Danske Bank





Kontaktpersoner:

Ordførende direktør Peter Straarup, telefon 45 14 60 01

Økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen, telefon 45 14 06 66

Martin Gottlob, chef for Investor Relations, telefon 45 14 07 92


Vigtig meddelelse:

Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn
om bankens aktiviteter og et potentielt udbud af aktier i banken. Sådanne
fremadrettede udsagn er baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som
banken finder rimelige. De er forbundet med en række risici og usikkerheder,
herunder forhold, som endnu ikke er banken bekendt, eller som banken ikke på
nuværende tidspunkt anser som væsentlige, og der kan ikke gives sikkerhed for,
at forventede begivenheder vil indtræffe, eller at de anførte mål faktisk vil
blive nået.

Oplysningerne heri må ikke offentliggøres eller distribueres, hverken direkte
eller indirekte, i USA, Canada, Australien eller Japan. Dette skriftlige
materiale udgør ikke noget tilbud om at sælge værdipapirer i USA, ligesom
værdipapirerne ikke må udbydes eller sælges i USA uden forudgående registrering
eller uden en dispensation fra registreringskravet som fastsat i U.S.
Securities Act of 1933 med senere ændringer og i regler og bekendtgørelser
udstedt i medfør deraf. Det er ikke hensigten at registrere nogen del af
udbuddet i USA eller at gennemføre et offentligt udbud af værdipapirer i USA.

Udstedelse, udnyttelse og salg af værdipapirer i forbindelse med udbuddet er i
nogle jurisdiktioner omfattet af visse juridiske og regulatoriske
begrænsninger. Banken påtager sig intet ansvar for en persons manglende
overholdelse af disse begrænsninger.

Oplysningerne heri er ikke et tilbud om at sælge eller en anmodning om et
tilbud om at købe, ligesom de heri nævnte værdipapirer ikke må sælges i nogen
jurisdiktion, hvor et sådant tilbud, anmodning om tilbud eller salg ville være
ulovlig uden forudgående registrering, dispensation fra registreringskravet
eller forbehold i henhold til værdipapirlovgivningen i denne jurisdiktion.
Investorer må hverken acceptere tilbud om at købe eller erhverve de
værdipapirer, der er nævnt i dette dokument, medmindre dette sker på grundlag
af oplysninger, der er indeholdt i det af banken offentliggjorte prospekt eller
udbudsmateriale.

Denne pressemeddelelse er en annonce, der har til formål at opfylde kravene i
direktiv 2003/71/EF (direktivet og ændringerne hertil samt eventuelle
gennemførelsesforanstaltninger i det pågældende medlemsland benævnes herefter
"Prospektdirektivet"). Der vil i forbindelse med udbuddet af værdipapirer blive
udarbejdet et prospekt i overensstemmelse med Prospektdirektivet. Ethvert udbud
af værdipapirer til offentligheden, der kan anses for at blive foretaget i
medfør af denne pressemeddelelse i et EØS-medlemsland, som har implementeret
Prospektdirektivet, er kun rettet mod kvalificerede investorer i det pågældende
medlemsland som defineret i Prospektdirektivet.

Denne henvendelse er kun rettet mod (i) personer uden for UK eller (ii)
personer, der har professionel erfaring med investeringer, der er omfattet af §
19, stk. 5, i Financial Services and Markets Act 2000 (Financial Promotion)
Order 2005 ("Bekendtgørelsen"), og (iii) virksomheder med en høj egenkapital
samt andre personer, der lovligt kan modtage denne henvendelse, og som er
omfattet af § 49, stk. 2, i Bekendtgørelsen (samlet benævnt "relevante
personer"). De i denne henvendelse beskrevne investeringer kan kun foretages af
relevante personer. Personer, som ikke er relevante personer, bør ikke handle
på grundlag af eller henholde sig til dette dokument eller indholdet heraf.




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - Danske Bank

PRIS 242,50
ÆNDRING -1,20 (-0,49%)
ÅBEN 244,10
SIDSTE LUK 243,70
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER