NKT Flexibles vinder rammeaftale med Petrobras til 9,7 mia. DKK og bygger fabrik til produktion af fleksible rør i Brasilien
30-05-11 kl. 30/5 2011 06:05 | NKT Holding 274,80 (+0,40%)
Den 30. maj 2011
Meddelelse nr. 9
NKT Flexibles har indgået en fireårig rammeaftale med Brasiliens største
olieselskab Petrobras om leverancer af fleksible rør i årene 2012-2015. Aftalen
kan - ved fuld udnyttelse - have en værdi på op imod 9,7 mia. DKK (1,3 mia.
EUR). Som udgangspunkt er mindst 50% af rammeaftalens værdi garanteret indenfor
den fireårige periode. Den forrige treårige rammeaftale havde en værdi på op
imod 1,4 mia. DKK (0,2 mia. EUR), og blev fuldt udnyttet af Petrobras i
perioden 2009-2011.
Aftalen omfatter op til 694 km. fleksible rør, som i den første toårs periode
vil blive produceret på den danske fabrik i Kalundborg. Samtidig igangsætter
NKT Flexibles byggeri af en fabrik til produktion af fleksible rør i Brasilien,
som forventes at være klar til produktion medio 2013. Fabrikken vil
repræsentere en investering på ca. 1 mia. DKK og finansieres af NKT Flexibles.
NKT Holding ejer 51% af NKT Flexibles, mens 49% ejes af offshore entreprenøren
Subsea 7.
- Dette er NKT koncernens største kontrakt nogensinde og den er en af
hjørnestenene i realiseringen af NKTs strategiplan 2011-2015 'Powered by NKT',
siger administrerende direktør Thomas Hofman-Bang. - Med denne aftale
cementerer NKT Flexibles sin position blandt de førende producenter i
industrien.
NKT Flexibles' samlede beholdning af ordrer, hensigtserklæringer og
rammeaftaler til levering i perioden 2012-2015 udgør herefter i niveauet 11
mia. DKK.
Møde i dag
Der vil blive holdt et investor-, analytiker- og pressemøde i dag kl. 11:00 i
NKTs Udstillingscenter Priorparken 515, 2605 Brøndby. Se den vedhæftede
invitation.
Yderligere information
En pressemeddelelse fra NKT Flexibles, der orienterer nærmere om den indgåede
aftale, vedlægges. Eventuelle spørgsmål bedes rettet til undertegnede på
telefon 4348 2000.
Med venlig hilsen
NKT Holding A/S
Thomas Hofman-Bang
Administrerende direktør
Bilag: Pressemeddelelse fra NKT Flexibles.
Invitation til investor-, analytiker- og pressemøde.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om NKT Holding



