Genmab kan hænge på Drakemans chefhyre i tre år
18-06-10 kl. 18/6 2010 10:51 | Genmab 1.261 (-2,25%)
Det kan blive en dyr fornøjelse for biotekselskabet Genmab, at selskabet har sagt farvel til sin tidligere topchef, Lisa Drakeman. I værste fald kan selskabet hænge på den afgåede chefs hyre i op til tre år.
Genmab vil fortsat ikke oplyse om, hvorfor Lisa Drakeman er stoppet i selskabet, men hvis afskeden ikke viser sig at være velbegrundet, bliver det dyrt.
- Såfremt et direktionsmedlem opsiges uden gyldig grund, er Genmab forpligtet til at betale direktionsmedlemmet den nuværende løn i et eller to år, står der i Genmabs årsrapport.
I forvejen skal kontrakter med direktionsmedlemmer i Genmab opsiges med mindst 12 måneders varsel, fremgår det af rapporten. Det betyder, at Lisa Drakeman kan regne med løn i tre år, hvis opsigelsen viser sig at mangle substans.
I 2008 var amerikaneren den bedst betalte direktør i en dansk virksomhed med et samlet vederlag på 28,6 millioner kroner ifølge en opgørelse i Berlingske Business.
Af regnskabet for 2009 fremgår det, at tre direktionsmedlemmer i Genmab - herunder Lisa Drakeman - havde en samlet hyre på knap 54 mio. kr. Heraf må det formodes, at Lisa Drakeman har snuppet klart den største del af kagen. Selskabet vil ikke selv oplyse om, hvor stor Lisa Drakemans direktørløn har været.
- Både direktionen og bestyrelsen anses som teams, og Genmab er af den opfattelse, at den samlede aflønning af disse ledelsesorganer er mere relevant for Genmabs interessenter end oplysning om aflønning af de individuelle medlemmer. Derfor oplyser Genmab ikke individuelle aflønninger, skriver Genmab i rapporten.
I forvejen vælter biotekselskabet sig ikke ligefrem i penge. I begyndelsen af november 2009 smed Genmab et par gedigne bomber ind i nyhedsstrømmen, da selskabet meldte ud, at det ville fyre mere end halvdelen af sine ansatte og nedlægge produktionsafdelingen, mens forventningerne til året blev nedjusteret til et dobbelt så stort underskud som ventet.
Genmab arbejder hårdt på at skaffe likviditet med et håb om at kunne sælge sin uønskede fabriksfacilitet i Minnesota for 750 mio. kr. Selskabet har i forvejen nedskrevet omkring på 420 mio. kr. på fabriksanlægget.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar