Vind: Dong-partner afslører havmøllepriser
27-06-11 kl. 27/6 2011 10:54 | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%)
Lidt usædvanligt afslører den spanske vindparkgigant Iberdrola i en meddelelse mandag prisen for de møller, som det sammen med partneren Dong Energy, har bestilt hos Siemens Wind Power til den britiske havmøllepark Duddon Sands.
Dong og Iberdrola oplyste allerede den 16. juni, at de sammen havde besluttet at opføre vindmølleparken, og at parken i øvrigt ville komme til at bestå af 108 Siemens-møller på hver 3,6 megawatt, altså samlet på 389 megawatt.
Kontrakten med Siemens er nu blevet underskrevet, og i den forbindelse har Iberdrola, i modsætning til Dong Energy, valgt at sende nogle supplerende oplysninger ud omkring vindmølleordren, herunder om kontraktsummen.
- Kontrakten, den største nogensinde af denne type underskrevet af det spanske selskab, er på næsten 700 mio. euro. Aftalen inkluderer design og transport til havnen i Belfast, installation og offshore opstart af de 108 stk. 3,6 megawatt, 80 meter høje vindmøller. Møllerne leveres med en 5-årig garanti fra idriftsættelsestidspunktet, under en separat vedligeholdelseskontrakt, skriver Iberdrola i meddelelsen.
Megawattprisen for de pågældende møller, og de nævnte tillægsydelser, kan dermed opgøres til knap 1,8 mio. euro per megawatt.
Dong og Iberdrola oplyste den 16. juni, at opførelsen af vindmølleparken samlet set ville komme til at koste ca. 14 mia. kr., heraf udgør aftalen med Siemens altså i omegnen af 5 mia. kr.
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar