Uroen omkring Grækenland kunne ikke holde danskerne væk fra bilhusene i september. I samme måned som nationen gik til valg blev der solgt 13.834 personbiler, og det er en stigning på 2 pct. i forhold til det ellers også store salg i september 2010. Det oplyser De Danske Bilimportører.
- Varebilerne kunne med et salg på 2322 stk. præstere en fremgang på hele 52,1 pct. i forhold til samme måned sidste år, hvilket dog skal ses i lyset af det forholdsvist beskedne varebilsmarked i 2010, skriver organisationen. Stigningen på 2 pct. understreger, at bilsalget i øjeblikket er blandt de absolut stærkeste nøgletal - både når det gælder virksomhedernes investeringer såvel som det private forbrug.
- Personbilssalget fortsætter med at vise styrke. Vi kan i september se, at specielt leasing - både til virksomheder og private er noget af det, der er med til at drive salget frem. Det står godt i tråd med en udvikling, hvor flere forbrugere i stigende grad ønsker sikkerhed for de månedlige omkostninger, siger Bent Mikkelsen, administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.
Han venter, at også fjerde kvartal vil udvikle sig positivt, idet årets sidste måneder traditionelt set er højsæson for salget af firmabiler. Selvom der allerede er solgt mange biler i løbet af året, ser Bent Mikkelsen klare indikationer i markedet på, at firmabilssegmentet vil følge den samme udvikling som det øvrige bilsalg.
Det vil dermed være medvirkende til, at 2011 kan blive blandt de bedste bilår i Danmark nogensinde, siger Bent Mikkelsen.
Lastbilerne klarer sig knapt så godt som varebiler og personbiler. I september faldt indregistreringen af nye lastbiler med 34,6 procent. 340 nye lastbiler blev indregistreret mod 520 i samme periode sidste år.
- Tilbagegangen er den første i lang tid for dette marked og giver naturligvis anledning til bekymring, siger Bent Mikkelsen.
Lastbilmarkedet er dog imidlertid meget anderledes, og et køb ses, ifølge Bent Mikkelsen, først i statistikken et halvt år efter, at der er indgået en aftale. Det sker da lastbiler stort set udelukkende bygges på bestilling.
Den administrerende direktør mener derfor, at der kan være særlige grunde til faldet, og at De Danske Bilimportører skal afvente udviklingen i endnu et par måneder før det kan vurderes, om der er tale om en decideret tendens.
Tine Heinricy +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar