Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Regnskaber overtager styringen og svinger i plus

18/4 13:03

Regnskabssæsonen for de store europæiske selskaber er ved at komme op i omdrejninger og friske tal har efterhånden overtaget styringen af retningen på aktiemarkederne.

Torsdag har handlerne fået regnskaber fra blandt andet den svensk-schweiziske industrigigant ABB, den fransk-tyske producent af laboratorieelektronik Sartorius, og fra franske Danone, som er kendt for de små yoghurtbægre Petit Danone. Og det samlede billede er positivt med et plus på 0,2 pct. til det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks til 499,44 torsdag middag.

Men for de enkelte selskaber er der tale om pæn variation i præsentationerne og reaktionerne.

ABB belønnes på børsen i Zürich med et plus på 5,2 pct. for sit regnskab for første kvartal, der foruden en stærkere end ventet indtjeningen også tæller en opjustering.

- Mod et svært sammenligningsgrundlag understreger vores præstation i første kvartal, at året er startet godt med et bedre momentum for ordrerne end ventet, rekordhøj margin og stærke pengestrømme. Det giver os vished til at hæve marginforventningerne i 2024, siger topchef Björn Rosengren i regnskabet.

Flyselskabet Easyjet løftes 2,4 pct. på børsen i London efter handelsopdatering for første halvår, som viser positive signaler om anden halvdel af det forskudte regnskabsår.

Danone, som slog samtlige af analytikernes forventning i første kvartal, stiger 1,5 pct. i Paris. Fødevareproducenten omsatte i første kvartal for 6,79 mia. euro. Det var ganske vist en tilbagegang på 2,5 pct., men analytikere adspurgt af Bloomberg News havde regnet med en større afmatning til 6,6 mia. euro.

- Vi har leveret en god start på året med endnu et kvartal med kvalitetsvækst og en konsistent levering på vores dagsorden Renew Danone, siger topchef Antoine de Saint-Affrique i regnskabet.

- Vi er sikre på, at 2024 bliver endnu et år, hvor vi leverer med vores værdiskabelsesmodel, tilføjer topchefen.

I bunden af Stoxx 600-indekset taber Sartorius 14,4 pct. i Paris som straf for rapportering af dystre tal for ordreindgangen, som skuffer i forhold til forventningerne, og det samme gør selskabets omsætning.

Men den finske teleudstyrsproducent Nokia kan notere et plus på 1,7 pct. trods fremlæggelse af et regnskab, som skuffer på resultatlinjen og rapportering af et 19 pct. stort fald i salget i første kvartal på grund af et svagt marked for 5G-teknologi. Men selskabet har gang i en sparerunde og varsler revanche i anden halvdel af 2024.

.\\˙ MarketWire