Delårsrapport for perioden 1. januar til 30. juni 2010
27-08-10 kl. 27/8 2010 06:23 | Danionics 0,60 (-1,64%)
Resumé
• Nettoresultatet i 1. halvår blev som ventet et underskud på DKK 1,7 mio. før
indregning af værdiregulering i Danionics Asia på DKK 5,3 mio.
• Forventningerne til hele året er uændret et underskud på DKK 2-3 mio. før
indregning af andelen af årets resultat eller værdiregulering i Danionics Asia.
• Danionics har i 1. halvår tilført Danionics Asia DKK 5,3 mio. Danionics har
ikke givet tilsagn om at tilføre yderligere kapital til Danionics Asia.
Ledelsesberetning
Resultatet i 1. halvår 2010
Danionics fik i 1. halvår som ventet et underskud på DKK 1,7 mio. før
indregning af nedskrivning på lånekapital til Danionics Asia på DKK 5,3 mio.
Nedskrivningen svarer til det beløb, som Danionics har tilført i lånekapital
til Danionics Asia i 1. halvår. Bortset fra nedskrivningen ligger resultatet
for 1. halvår 2010 på samme niveau som resultatet for 1. halvår 2009.
Lånekapital til Danionics Asia er bogført til DKK 0, hvilket er uændret i
forhold til ved udgangen af 1. halvår 2009. Kapitaltilførsel i perioden er
nedskrevet via resultatopgørelsen.
Tilgodehavender og forudbetalte omkostninger udgør DKK 1,7 mio., hvoraf
tilgodehavende moms udgør DKK 1,3 mio. Der pågår fortsat drøftelser med SKAT
herom, og der er usikkerhed knyttet til beløbet.
Likvide beholdninger udgør DKK 3,9 mio. Egenkapitalen udgør DKK 5,2 mio. ved
udgangen af 1. halvår 2010 mod DKK 7,3 mio. ved udgangen af 2009. Den rettede
emission der blev gennemført i 1. halvår 2010 øgede egenkapitalen med DKK 4,8
mio. efter fradrag af omkostninger.
Joint-Venturets drift
2. kvartal 2010 bød på positive fremskridt på flere fronter og dette er fortsat
ind i 3. kvartal.
I 1. kvartal blev 208.000 batterier solgt og afskibet. Det steg i 2. kvartal
til 354.000 batterier. I juli måned afskibedes 142.000 batterier og i august
måned vil tallet nå op på 276.000 batterier. Der er ordrer på samme niveau de
næste 2 måneder.
En meget stor del af disse afskibninger går til én kunde, et af verdens største
mobil telefon selskaber, som nu har været kunde i 2 år. Det er positivt da de
støt øger deres ordrer, men det repræsenterer naturligvis også en risiko.
Over sommeren modtog joint venturet så første ordre på 15.000 batterier fra en
højteknologivirksomhed i Europa. Den var for et batteri, specielt udviklet af
Danionics til et af deres produkter.
På produktionssiden har der også været fremskridt. Fabrikken har nu modtaget
sine første viklingsmaskiner til forskellige batteri-størrelser. Det gør
produktionen mere effektiv og sikrer ensartet kvalitet.
De månedlige tab er blevet reduceret markant som følge heraf, men der tabes
stadigvæk penge hver måned. Antallet af batterier der produceres og sælges hver
måned skal øges før break-even nås.
Forventninger til 2010
Danionics' forventninger til 2010 er uændrede fra årsrapporten, der blev
fremlagt 11. marts 2010. Årets resultat for 2010 vil være påvirket af
markedsførings- og salgsomkostninger vedrørende joint venturet samt
administrationsomkostninger på ca. DKK 2,5 mio. Samlet forventer Danionics
derfor et underskud i niveauet DKK 2-3 mio. efter renteindtægter men før
indregning af andelen af årets resultat eller værdiregulering i Danionics Asia
Ltd.
Derudover kan der fortsat blive tale om salgsindtægter, hvis den salgsindsats,
der udføres af Danionics A/S, resulterer i ordreindgang.
Danionics A/S forventes at have tilstrækkelig kapital til at videreføre sine
aktiviteter de kommende 12 måneder.
Yderligere information:
Henning O. Jensen, administrerende direktør, tlf. +45 70 23 81 30
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar