Selskabsmeddelelse nr. 30/2010 - Resume: Strategi vedrørende svenske aktiviteter, ændring i ledelsen og delårsrapport
27-08-10 kl. 27/8 2010 13:37 | Newcap Holding 1,91 (-0,52%)
Resume: Strategi vedrørende svenske aktiviteter, ændring i ledelsen og
delårsrapport
April - juni 2010
• Q2: Netto rente- og gebyrindtægter udgør DKK 24 (35) mio.
• Q2: EBTDA udgør DKK -7 (-71) mio.
• Q2: Resultat før skat DKK -13 (-158) mio.
• Q2: AuM DKK 15,5 (16,5) mia.
Halvår 2010
• H1: Netto rente- og gebyrindtægter udgør DKK 56 (66) mio.
• H1: EBTDA udgør DKK -65 (-73) mio.
• H1: Resultat før skat DKK -78 (-167) mio.
Koncernens resultater
- 1. halvår 2010 blev indledt med en meget turbulent periode for NewCap
Koncernen, hvor moderselskabet NewCap Holding A/S fik ny ledelse, og
datterselskabet Capinordic Bank A/S gik konkurs. Fokus blev herefter
koncentreret om de svenske aktiviteter, og om at få de danske aktiviteter søgt
afviklet eller solgt.
- Koncernens primære aktiviteter er herefter inden for forretningsområderne
Broker Services, Private Financial Services og Asset Management i Sverige.
- Den 1. juni 2010 solgte NewCap Holding A/S datterselskabet Dansk Autoriseret
Markedsplads A/S. Den endelige gennemførelse af salget afventer Finanstilsynets
godkendelse, som forventes i 3. kvartal.
- Den 24. juni 2010 solgte NewCap Holding A/S datterselskabet Bio Fund
Management OY, og dermed ophørte Koncernens finske aktiviteter.
- NewCap Holding A/S har - i forbindelse med Capinordic Bank A/S' konkurs den
11.februar 2010 - stillet en tabsgaranti over for kunder i Capinordic Bank A/S'
svenske filial, hvis indskud måtte overstige SEK 500.000, og som følgelig ikke
var dækket af svensk eller dansk indskydergaranti. Tabsgarantien på SEK 50 mio.
er fuldt udgiftsført i Koncernen, og der mangler pr. 30. juni 2010, at blive
udbetalt SEK 1 mio.
- Ledelsen i de svenske selskaber har på eget initiativ engageret et
konsulentfirma til at gennemføre en analyse af nuværende og fremtidig
håndtering af moms. Resultatet af analysen medførte, at der skal ske en
tilbagebetaling af moms for de foregående år pt. vurderet til DKK 4 mio.
Fremadrettet har de svenske selskaber indgået i en momsgruppe, for at give en
mere effektiv momshåndtering.
- Koncernens resultat før skat er for 1. halvår 2010 DKK -78 (-167) mio.
Resultatet er, foruden den udgiftsførte tabsgaranti, ekstraordinært påvirket af
udgifter til den før omtalte moms, fratrædelsesgodtgørelser samt løn i
opsigelsesperioder.
Strategi vedrørende de svenske aktiviteter
- Selskabet har henover sommeren foretaget yderligere analyser af de svenske
forretningsaktiviteter, der omfatter formidling og distribution af
kapitalforvaltningsprodukter til svenske pensionsopsparere (både direkte og via
forsikringsmæglere) samt kapitalforvaltning af egne produkter.
De svenske aktiviteter omfatter en samlet forvaltet volumen på ca. 19 mia. SEK
fordelt på ca. 170.000 privatkunder og med aktive distributionsaftaler med mere
end 600 svenske forsikringsmæglere. Endvidere er der stærke
samarbejdsrelationer til en række af de førende svenske udbydere af
pensionsopsparingsprodukter.
På baggrund af de gennemførte analyser har ledelsen vurderet at NewCap Holding
på længere sigt vil opnå den største værdi af de svenske aktiviteter ved at
afhænde aktiviteterne til en køber, der kan udnytte forretningens betydelige
udviklingspotentiale og stærke distributionskraft på det svenske
pensionsmarked. NewCap Holding A/S har ikke optimale muligheder for selv at
udnytte dette potentiale.
Selskabet vil derfor igangsætte en proces, der skal klargøre de svenske
virksomheder til salg samt fastlægge en tids- og handlingsplan for det videre
forløb. Ændringerne i ledelsen af de svenske virksomheder, der blev meddelt i
selskabsmeddelelserne 28/29 af 17. august 2010 er et led i denne proces.
Ændring i ledelsen
- Selskabets adm. direktør Henrik Vad tiltrådte den 19. januar 2010 med henblik
på at forestå en reorganisering af ledelse og organisation, en afvikling af de
ikke-bæredygtige aktiviteter samt at videreudvikle de værdiskabende
aktiviteter, der skulle udgøre koncernens fremtidige forretningsgrundlag.
Samtlige danske aktiviteter er nu afviklet eller under afvikling og med
beslutningen om at afsøge mulighederne for at afhænde de svenske
kapitalforvaltningsaktiviteter frem for selv at videreudvikle disse, er
ledelsesopgaven for selskabets direktion ændret markant i forhold til
tidspunktet for Henrik Vads ansættelse.
På denne baggrund har bestyrelsen efterkommet Henrik Vads ønske om at fratræde
sin stilling. Henrik Vad er derfor fratrådt som selskabets administrerende
direktør med virkning fra d.d. Henrik Vad vil i en periode stå til rådighed for
selskabet med henblik på at løse specielle opgaver. Bestyrelsen anerkender og
takker Henrik Vad for en stor indsats under vanskelige vilkår.
Selskabets bestyrelse har valgt midlertidigt at beskikke bestyrelsesmedlem
Peter Steen Christensen som direktør. Peter Steen Christensen, der er statsaut.
revisor og MBA, fortsætter i selskabets bestyrelse. Selskabet vil i den
kommende tid vurdere ledelsesopgaverne i selskabets aktiviteter og i
forlængelse heraf foretage en hensigtsmæssig ledelsesmæssig organisering.
Bestyrelsesmedlem Peter Reedtz afløser Henrik Vad som bestyrelsesmedlem i de
svenske datterselskaber.
Ovenstående ændring i ledelsen forventes ikke at påvirke de tidligere udmeldte
forventninger til selskabets resultat for 2010.
NewCap's forretningsområder
Broker Services, EBTDA for 1. halvår 2010 DKK 17 (5) mio.
- Broker Services netto rente- og gebyrindtægter er i 1. halvår 2010 steget med
11 mio. sammenlignet med sidste år til DKK 38 (27) mio. Stigningen kan primært
relateres til en øget aktivitet i de nye selskaber købt i tidligere år, og som
først i 2010 har bidraget til et stigende aktivitetsniveau.
- Broker Services har løbende tilgang af nye kunder, men da der har været en
større afgang end tidligere perioder oplevede Broker Services en netto afgang
af kunder i 1. halvår, og holder derfor fortsat høj fokus på at genskabe
tilliden til Koncernen blandt kunder og samarbejdspartnere.
Private Financial Services, EBTDA 1. halvår 2010 DKK -9 (2) mio.
- Private Financial Services netto rente- og gebyrindtægter er i 1. halvår 2010
faldet med knap DKK 3 mio. til DKK 11 (14) mio. Faldet kan relateres til højere
provisioner til eksterne samarbejdspartnere og den omtalte moms.
- Private Finansiel Service har fortsat tilgang af nye kunder fra såvel interne
som eksterne salgskontorer og havde ultimo 1. halvår 111.000 (109.000) kunder
indenfor den svenske PPM opsparing. Forretningsområdet fokuserer løbende på at
forbedre gentegningsprocenten af PPM-kunder, og dermed reducere kundeafgangen.
Asset Management, EBTDA 1. halvår 2010 DKK -3 (1) mio.
- Asset Managements netto rente- og gebyrindtægter er i 1. halvår 2010 faldet
med DKK 18 mio. til DKK 8 (26) mio. De lavere indtægter sammenlignet med sidste
år kan for en stor del relateres til en betydelig nedjustering pga. af før
omtalte moms, tab ved omlægning af fonde og de i 2009 afhændede og afviklede
aktiviteter
- Den samlede kapital under forvaltning (AuM) udgør DKK 15,5 (16,5) mia. og er
faldet i 1. halvår 2010 som resultat af ændret sammensætning af kunder, afkast
og salg af Bio Fund Management OY.
- Afkastet på den forvaltede kapital i 1. halvår 2010 er faldet. Afkastet har
dog været tilfredsstillende i forhold til konkurrenterne og benchmark, og en
række af Koncernens fonde har i 1. halvår 2010 opnået højeste rating på
Morningstar, baseret på de foregående tre års performance. Capinordic BRICA er
desuden blevet udnævnt af det svenske blad ”Privat Affärer” til årets bedste
BRIC-fond (en fond bestående af aktier fra Brasilien, Rusland, Indien og Kina).
Banking, EBTDA 1. halvår 2010 DKK -32 (-56) mio.
- Banking er under afvikling og de resterende aktiver relateret til
forretningsområdet søges afviklet eller realiseret, hvorefter der ikke vil være
aktiviteter indenfor dette forretningsområde.
- Koncernen har som følge af Capinordic Bank A/S' konkurs foretaget en fuld
nedskrivning af alle værdier relateret til Capinordic Bank A/S i
koncernregnskabet for 2009, ligesom Koncernen ikke har modtaget regnskabstal
for Banken for 2010. Capinordic Bank A/S er, som konsekvens heraf, ikke
konsolideret i koncernregnskabet for 1. halvår 2010.
- NewCap Holding A/S stillede - i forbindelse med Capinordic Bank A/S' konkurs
den 11.februar 2010 - en tabsgaranti over for kunder i Capinordic Bank A/S'
svenske filial, hvis indskud måtte overstige SEK 500.000, og som følgelig ikke
var dækket af svensk eller dansk indskydergaranti. Tabsgarantien på SEK 50 mio.
er fuldt udgiftsført i Koncernens resultat, og der mangler pr. 30. juni 2010,
at blive udbetalt SEK 1 mio.
Øvrige begivenheder efter periodens udløb
- Den 8. juli 2010 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor det
blev vedtaget, at selskabets navn Capinordic A/S blev ændret til NewCap Holding
A/S. Peter Reedtz blev valgt ind som nyt bestyrelsesmedlem, og samtidig
udtrådte Frédéric de Mevius og Daniel Grossmann af bestyrelsen.
- Capinordic Capital Fondsmæglerselskab A/S er i august trådt i likvidation og
tilladelsen til at drive finansiel virksomhed er indleveret til Finanstilsynet.
- Finansieringsselskabet af 11/2 2010 A/S har gennemført en
advokatundersøgelse, for at få klarlagt de væsentligste årsager til Capinordic
Bank's økonomiske sammenbrud, herunder hvorvidt bankens tidligere ledelse,
eksterne revision og nærtstående til banken har begået ansvarspådragende
handlinger i tiden fra Capinordic Bank A/S stiftelse i oktober 2006 og indtil
konkursens indtræden i februar 2010.
Den 3. august 2010 udsendte advokat Carsten Fode en redegørelse om
undersøgelsen indeholdende et resume og konklusioner. I redegørelsen
konkluderes blandt andet, at der var identificeret koncerninterne transaktioner
mellem Capinordic Bank A/S og NewCap Holding A/S samt mellem Capinordic Bank
A/S og søsterselskaber, som det blev vurderet som værende i strid med Lov om
finansiel virksomhed § 181.
Som følge heraf har advokat Carsten Fode den 9. august 2010 på vegne af
Finansieringsselskabet fremsendt en mere specificeret redegørelse af deres
opfattelse af de koncerninterne transaktioner, der har fundet sted mellem
Capinordic Bank A/S og Selskabet eller andre selskaber i koncernen. På baggrund
af Finansieringsselskabets undersøgelse er der således rejst krav om brutto i
alt DKK 123 mio. for 4 ud af 6 transaktioner, jf. selskabsmeddelelse nr. 27 af
9. august 2010. Der er tillige taget forbehold for, at gøre de rejste krav
gældende over for eventuelt enkeltpersoner i ledelsen, såfremt der foreligger
et ansvarsgrundlag.
Selskabet bestrider på det foreliggende grundlag berettigelsen af de fremsatte
krav, og har anmodet Selskabets advokat om at vurdere de rejste krav, herunder
i hvilket omfang kravene vil påvirke Selskabets resultat og balance.
- Terra Nova A/S har den 24. august 2010 meddelt, at selskabet ejer 5,03% af
NewCap Holding A/S.
Med venlig hilsen
Peter Steen Christensen
Direktør og bestyrelsesmedlem
For yderligere information kontakt venligst:
Peter Steen Christensen
+45 8816 3000
[email protected]
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar