Selskabsmeddelelse nr. 1/2011
06-02-11 kl. 6/2 2011 19:18 | Amagerbanken 5,00 (+3,52%)
Meddelelse nr. 1/2011
6. februar 2011
-- Yderligere nedskrivninger indregnet i 4. kvartal 2010 medfører, at bankens
egenkapital er tabt.
-- Banken har underskrevet aftale med Finansiel Stabilitet A/S om afvikling
efter Bankpakke III, hvorved bankens aktiver og en del af bankens passiver
er overdraget til et nyt selskab under Finansiel Stabilitet A/S ved navn
Amagerbanken af 2011 A/S.
-- Den fortsættende bank er åben for kunderne mandag morgen.
-- Finansiel Stabilitet A/S har stillet likviditet til rådighed for den
fortsættende bank.
-- Amagerbanken Aktieselskab indgiver konkursbegæring.
-- Handlen med aktier og obligationer udstedt af Amagerbanken Aktieselskab på
NASDAQ OMX Copenhagen suspenderes.
-- Medarbejderne fortsætter i den fortsættende bank.
-- Bestyrelsen og Steen Hove udgør ledelsen i den fortsættende bank.
-- Information om pressebriefing og aktionærmøde.
Øgede nedskrivninger
På baggrund af en nøje gennemgang af bankens engagementer iværksat efter
bankens ekstraordinære generalforsamling den 10. november 2010, har bankens
bestyrelse på et møde om aftenen den 4. februar 2011 enstemmigt vedtaget at
følge en indstilling fra bankens direktion om indregning af yderligere
nedskrivninger på kr. 3.144 mio. i 4. kvartal 2010. I beløbet er indeholdt
nedskrivninger på kr. 381 mio. meddelt ved selskabsmeddelelse nr. 60-2010 af
25. november 2010.
Beregningen af nedskrivningerne er foretaget på grundlag af en going concern
vurdering. En mere forceret afvikling af engagementerne skønnes at medføre et
væsentligt større nedskrivningsbeløb.
Bankens egenkapital, der i bankens delårsrapport for 1. - 3. kvartal 2010 var
opgjort til kr. 2.441 mio. pr. 30. september 2010, er nu negativ med kr. 654
mio. pr. 1. januar 2011.
Ovennævnte gennemgang har været foretaget over en periode og er baseret på de
169 største engagementer, der beløbsmæssigt repræsenterer 80% af alle
engagementer og ca. 95% af alle erhvervsengagementer. Der er til brug for
gennemgangen indhentet eksterne vurderinger af en række af de ejendomme og
ejendomsprojekter, som banken har ydet lån til. Alle engagementer på over kr.
15 mio. er gennemgået på denne måde, og der er endvidere af KPMG
Statsautoriseret Revisionspartnerselskab foretaget en stikprøveundersøgelse af
engagementer under kr. 15 mio.
Manglende opfyldelse af solvenskrav og afvikling af banken efter Bankpakke III
Som følge af det konstaterede behov for yderligere nedskrivninger indgav banken
sent fredag den 4. februar 2011 meddelelse til Finanstilsynet om, at banken
ikke opfyldte solvenskravet. Senere samme aften modtog banken påbud fra
Finanstilsynet om opfyldelse af kapitalkravet senest dags dato kl. 19.00.
Der er løbende foretaget omfattende bestræbelser på at skaffe banken ny kapital
eller finde andre løsninger, herunder salg af banken eller fusion med andre
pengeinstitutter, med henblik på at fortsætte bankens drift. Disse
bestræbelser, der har fortsat frem til og med i dag, har imidlertid ikke båret
frugt.
Amagerbankens bankaktiviteter er derfor afviklet efter regelsættet af 1.
oktober 2010 (Bankpakke III), hvorved alle bankens aktiver og en del af bankens
passiver pr. dags dato er overdraget til et nyt selskab, Amagerbanken af 2011
A/S, der er 100% ejet af Finansiel Stabilitet A/S. Aftalen med Finansiel
Stabilitet A/S er omtalt i et særskilt afsnit nedenfor.
Indgivelse af konkursbegæring, fratrædelse af ledelsen og suspension af handel
på NASDAQ OMX Copenhagen
Som konsekvens af ovennævnte forhold har banken dags dato besluttet at indgive
konkursbegæring for skifteretten. Bankens nuværende direktion og bestyrelse
fratræder, idet den udpegede kurator varetager ledelsesfunktionerne i
selskabet. Med henblik på, at banken skal kunne opretholde sin banktilladelse
efter konkursen, har banken søgt og opnået forlængelse af fristen til
opfyldelse af solvenskravet til den 6. marts 2011.
Banken har endvidere anmodet NASDAQ OMX Copenhagen om at suspendere handlen med
alle aktier og obligationer udstedt af Amagerbanken og optaget til handel på
NASDAQ OMX Copenhagen, hvilket omfatter værdipapirer handlet i følgende
ISIN-koder:
Aktier:
Navn ISIN
AMAG DK0060037109
Obligationer:
Navn ISIN
AMBK KAP15 DK0030196241
AMBK12 DK0003452886
AMBK5 13 DK0030259429
AMBK4 13 DK0030259346
AMBK3 13 DK0030259502
AMBK2 13 DK0030256912
AMBK1 13 DK0030259189
AMBK6 13 DK0030259692
NASDAQ OMX Copenhagen har tilkendegivet at ville imødekomme denne anmodning,
hvorfor handler på NASDAQ OMX Copenhagen med ovennævnte værdipapirer vil være
suspenderet ind til videre.
Aftalen med Finansiel Stabilitet A/S
Den ovenfor nævnte aftale med Finansiel Stabilitet A/S indebærer i hovedtræk,
at den fortsættende bank under Finansiel Stabilitet A/S, Amagerbanken af 2011
A/S, overtager bankens aktiver, herunder udlån, filialer og tekniske anlæg.
Alle medarbejdere overtages med uændrede ansættelsesvilkår i den nye bank.
Den fortsættende bank er åben for kunderne mandag morgen, den 7. februar 2011,
og vil med de begrænsninger, som overførslen indebærer, kunne betjene kunderne
med deres almindelige forretninger, ligesom kontonumre og kort vil fungere.
Bankens internetbank vil dog af tekniske grunde være lukket i en kortere
periode søndag aften fra kl. 20.00 til kl. 24.00. Finansiel Stabilitet A/S har
stillet likviditet til rådighed for den fortsættende bank.
I forbindelse med overdragelsen er der foretaget en værdiansættelse af
aktiverne af Finansiel Stabilitet A/S. I værdiansættelsen er aktiver, herunder
engagementer, vurderet ud fra et afviklingsscenarie, jf. ovenfor. Det indgår i
aftalen med Finansiel Stabilitet A/S, at den fortsættende bank overtager
ikke-efterstillede forpligtelser pr. overtagelsesdatoen for et beløb svarende
til den i værdiansættelsen opgjorte værdi, hvilket svarer til en foreløbig
dividende procent på 58.8.
Indlånskunder bliver alene dækket inden for rammerne af indskydergarantien, der
som udgangspunkt dækker nettoindeståender på op til kr. 750.000. Visse særlige
indlån vil være fuldt dækket. Nærmere oplysninger om garantiordningen findes på
www.gii.dk. Indlån, der er dækket af indskydergarantien, vil være bogført på
kundernes hidtidige konti i regi af den fortsættende bank. Indlån, der ikke er
dækket, registreres som et tilgodehavende i den ophørende banks konkursbo. Ud
af bankens mere end 100.000 kunder vil ca. 700 kunder blive berørt heraf.
Kunderne vil snarest muligt modtage en kontooversigt.
Øvrige kreditorer i Amagerbanken, herunder långivere af ansvarligt lån og anden
efterstillet gæld, skal rette deres krav mod boet. De individuelle
statsgarantier, som er udstedt af Finansiel Stabilitet til Amagerbanken,
fortsætter som udgangspunkt på uændrede vilkår.
Krav ifølge gensidigt bebyrdende kontrakter i øvrigt opgøres pr.
overtagelsesdagen og anmeldes på samme måde som øvrige kreditorer. Bankens
samarbejdspartnere bedes rette henvendelse til deres sædvanlige kontaktperson i
banken med henblik på at undersøge mulighederne for en fortsættelse af
samarbejdet.
Den nuværende bestyrelse er blevet bedt om at fortsætte i den fortsættende
bank. Dette ønske har den efterkommet, og den forventer at indgå ny aftale med
Steen Hove som enedirektør i det fortsættende selskab og en særskilt aftale med
Allan Ottsen.
Pressebrefing
Mandag den 7. februar 2011, kl. 9.00, vil der blive afholdt pressebriefing,
hvor der vil blive redegjort nærmere om ovennævnte forhold.
Orienterende aktionærmøde
Bestyrelsen skal herved i henhold til § 247, stk. 2 i lov om finansiel
virksomhed indbyde aktionærerne til et orienterende møde vedrørende
dispositionen, og dette møde vil blive søgt indkaldt til den 15. februar 2011.
Nærmere information om tid og sted vil blive bragt på den nye banks hjemmeside:
www.amagerbanken.dk.
På bankens vegne skal den nuværende bestyrelse og direktion meget beklage de
tab, som aktionærer, långivere, berørte indskydere og andre måtte blive påført.
Med venlig hilsen
A M A G E R B A N K E N
Niels Heering Steen Hove
Bestyrelsesformand Adm. direktør

Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar