Årsrapport 2010 - GN sluttede året stærkt med 10% organisk vækst i fjerde kvartal
25-02-11 kl. 25/2 2011 07:00 | GN Store Nord 211,10 (-0,09%)
København, 2011-02-25 08:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) --I 2010 nåede GN de mål, der blev stillet op ved årets begyndelse med fokus på
at konsolidere vores virksomhed og levere inden for kerneområderne i alle dele
af organisationen. Vi opjusterede vores resultatforventninger tre gange i årets
løb og opnåede det, vi meldte ud.
GN's resultatet for fjerde kvartal svarede til de opjusterede
helårsforventninger, der blev udmeldt i Delårsrapport 3/2010 den 10. november
2010.
Med stigende omsætningsvækst i GN Netcom og den fortsat lovende lancering af
ReSound Alera™ som drivkraft øgede GN sin organiske vækst til 10% i fjerde
kvartal i forhold til samme kvartal året før. EBITA steg markant fra DKK 26
mio. i fjerde kvartal 2009 til DKK 208 mio. i fjerde kvartal 2010.
Formand for bestyrelsen Per Wold-Olsen siger: ”Jeg er glad for at kunne
konkludere, at vi har leveret på de mål vi meldte ud for 2010. Ikke alene
opjusterede vi vores resultatforventninger tre gange i årets løb og opnåede
det, vi meldte ud, det lykkedes os også at nå vores innovationsmål ved at
generobre GN's position som en stærk konkurrent inden for høreapparater,
headset og Unified Communications (UC). Oven i alt det genvandt vi vores plads
i OMXC20-indekset. Vi har en stigende tiltro til GN's udvikling og vi udfordrer
nu os selv til yderligere forbedringer.”
Resultater for fjerde kvartal
-- GN's samlede omsætning blev DKK 1.437 mio., og den organiske vækst blev
10%.
-- EBITA blev DKK 208 mio., hvilket var en væsentlig forbedring i forhold til
fjerde kvartal 2009 (DKK 26 mio.).
-- Omsætningen for GN Netcom blev DKK 580 mio., svarende til en organisk vækst
på 17%. Eksklusive OEM-aktiviteterne i Mobile headset udgjorde den
organiske vækst 20%. EBITA for GN Netcom blev DKK 96 mio., hvilket var en
kraftig forbedring fra DKK (48) mio. i fjerde kvartal 2009.
-- Omsætningen for GN ReSound blev DKK 855 mio., svarende til en organisk
vækst på 5%. EBITA for GN ReSound blev DKK 128 mio. mod DKK 87 mio. i
fjerde kvartal 2009.
Helårsresultater for 2010
-- GN's samlede omsætning blev DKK 5.145 mio., svarende til en organisk vækst
på 5% i forhold til (16)% i 2009. GN Netcom opnåede organisk vækst på 9%
(18% eksklusive Mobiles OEM aktiviteter), mens den organiske vækst i GN
ReSound var på 2%.
-- EBITA var på DKK 2.595 mio. inklusive DKK 2.126 mio. vedrørende kendelsen
for fase 1 af voldgiftssagen mellem DPTG og TPSA. Eksklusive TPSA-kendelsen
udgjorde EBITA DKK 469 mio. mod DKK 8 mio. i 2009.
-- Den effektive skatteprocent var 27 og nettoresultatet udgjorde DKK 1.855
mio. mod DKK (70) mio. i 2009.
-- Det frie cash flow var på DKK 196 mio. mod DKK 566 mio. i 2009.
-- Den nettorentebærende gæld sluttede på DKK 960 mio. (DKK 1.029 mio. pr. 31.
december 2009) efter at have gennemført et aktietilbagekøbsprogram på DKK
88 mio.
Andre begivenheder
-- På den ordinære generalforsamling vil bestyrelsen foreslå, at der for
regnskabsåret 2010 udbetales et udbytte på 15% af nettoresultatet
(eksklusive TPSA), svarende til DKK 40 mio. (DKK 0,19 pr. aktie).
-- På baggrund af resultatet for regnskabsåret 2010 og forventningerne for
2011 agter GN at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på omkring DKK 200
mio., der vil blive gennemført i 2011, forudsat at generalforsamlingen
giver bemyndigelse hertil.
-- I september 2010 tilkendte den østrigske voldgiftsret DPTG DKK 2,9 mia. for
fase 1 af voldgiftssagen mellem DPTG og TPSA. TPSA, der er et datterselskab
af France Telecom, har imidlertid valgt ikke at respektere afgørelsen. For
at sikre at provenuet bliver betalt i henhold til kendelsen igangsatte DPTG
tvangsfuldbyrdelse mod TPSA i Polen i november 2010 og efterfølgende i en
række andre lande. I starten af 2011 indgav DPTG et nyt krav i
voldgiftssagen på DKK 2,4 mia. for fase 2 (medio 2004 til 2009).
-- I appelsagen om forbuddet mod salget af GN ReSound til Sonova gav den tyske
højesteret GN medhold i sin kendelse afsagt i april 2010 ved at afgøre, at
forbuddet mod salget var ulovligt. I lyset af kendelsen besluttede GN at
overveje alle juridiske muligheder for at kræve kompensation for det
markante tab, GN og dets aktionærer er blevet påført, og i december 2010
indgav GN ved byretten (Landgericht) i Bonn en stævning på ca. DKK 8,2 mia.
mod de tyske konkurrencemyndigheder.
Forventninger til 2011
I Delårsrapport 3/2010 offentliggjorde GN præliminære forventninger til 2011.
GN kan med tilfredshed hæve forventningerne til omsætningen i GN Netcom for
2011 fra "organisk vækst på mere end 8%" til "organisk vækst på mere end 10%".
Ud over dette er der ingen ændringer til de præliminære forventninger for 2011.
GN forventer, at de økonomiske resultater for første kvartal 2011 vil være
afdæmpede i forhold til de resterende kvartaler.
Baseret på den lovende udvikling i både GN Netcom og GN ReSound i 2010
forventes en forbedring i EBITA fra DKK 469 mio. (eksklusive TPSA-kendelsen)
til DKK 675-775 mio. i 2011:
Omsætning
-- GN Netcom Mere end 10% organisk vækst
-- GN ReSound Mere end 4% organisk vækst
-- GN Total Mere end 6% organisk vækst
EBITA
-- GN Netcom DKK 250-300 mio.
-- GN ReSound DKK 450-500 mio.
-- Øvrige aktiviteter Ca. DKK (30) mio.
-- GN i alt DKK 675-775 mio.
Amortisering af immaterielle aktiver og finansielle poster forventes at udgøre
ca. DKK (50) mio., og resultat før skat forventes derfor at udgøre omkring DKK
625-725 mio.
Forventningerne er baseret på en gennemsnitlig valutakurs på DKK/USD 5,50.
Segmentoplysninger for fjerde kvartal 2010
Segmentoplysninger for fjerde kvartal 2010 er vedhæftet til denne
selskabsmeddelelse.
Telekonference
Der afholdes en telekonference den 25. februar 2011, kl. 11.00. Se venligst
www.gn.com for detaljer om telekonferencen.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Mikkel Danvold
VP, IR & Kommunikation
GN Store Nord A/S
Telefon: 45 75 02 71
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar