NeuroSearch A/S - Årsregnskabsmeddelelse og offentliggørelse af Årsrapport 2010
10-03-11 kl. 10/3 2011 07:47 | NeuroSearch 3,50 (-0,28%)
Selskabsmeddelelse
10. marts 2011
NeuroSearch-koncernen (NEUR) realiserede i 2010 et underskud fra primær drift
på 328 mio. kr. (2009: 356 mio. kr.), hvilket er på niveau med selskabets
forventninger om et underskud fra primær drift i størrelsesordenen 350 mio. kr.
Årets resultat efter skat blev et underskud på 259 mio. kr. (2009: 287 mio.
kr.).
Kapitalberedskabet var ved udgangen af 2010 609 mio. kr. bestående af 481 mio.
kr. i likvider og værdipapirer samt fremtidige betingede betalinger, eksklusive
eventuelle milepælsbetalinger, fra samarbejdspartnere på 99 mio. kr. og
uudnyttede kreditter på 29 mio. kr.
For en fyldestgørende status for regnskabsåret henvises til selskabets
Årsrapport 2010, som er vedhæftet denne meddelelse.
Begivenheder
Tidligt i 2010 rapporterede NeuroSearch fra MermaiHD-studiet i fase III, som
inkluderede 437 Huntington-patienter. Det 26-uger lange studie var det største
af sin art og inkluderede én placebogruppe og to grupper, der blev behandlet
med Huntexil®. Studiet viste, at Huntexil® (45 mg to gange dagligt) har
signifikant effekt på den totale motorskala (TMS), omend det primære effektmål,
som var effekt målt på den modificerede motorskala (mMS), ikke blev nået.
MermaiHD-studiet blev udvidet med en åben forlængelsesfase på i alt 26 uger.
Denne del blev fuldført af 305 patienter, som alle modtog Huntexil® (45 mg to
gange dagligt), og studiet viste, at Huntexil® var veltolereret over 12
måneder.
I slutningen af 2010 rapporterede NeuroSearch resultaterne fra HART-studiet, et
nordamerikansk fase IIb-studie, der viste en signifikant effekt på
Huntington-patienternes samlede motoriske funktion efter 12 ugers behandling
med Huntexil®, målt på TMS, selvom det primære mål, mMS, ikke blev mødt.
Studiet påviste endvidere en signifikant dosis-virkning-sammenhæng og yder
generelt solid støtte til de tidligere kliniske resultater fra MermaiHD-studiet
i fase III.
Lægemiddelkandidaterne ordopidine og seridopidine tilhører begge samme
lægemiddelklasse som Huntexil®. Lægemiddelklassen betegnes dopidiner, en
betegnelse som er blevet tildelt af verdenssundhedsorganisationen WHO. Det
forventes, at disse lægemiddelkandidater, der retter sig mod neurologiske
specialindikationer, vil være de næste internt udviklede specialprodukter til
at følge efter Huntexil®. Begge har gennem 2010 haft fremgang, og vi forventer,
at kunne påbegynde et fase II-studie med den ene eller begge
lægemiddelkandidater i løbet af 2011.
I starten af januar 2011 gennemførte selskabet en restrukturering af
virksomheden for at styrke det strategiske fokus. Målsætningen er at blive en
lønsom specialfarmaforretning efter første produktlancering. Huntexil® er den
fremmeste lægemiddelkandidat i specialfarmaforretningen og tættest på
lancering. Ionkanalforskning og eksisterende alliancer blev samlet i en ny
division, NsDiscovery, med det formål at skabe en højt specialiseret og
CNS-fokuseret lægemiddelforskningsenhed. Målsætningen er at opnå
forskningsfinansiering samt milepæls- og royaltybetalinger fra produkter
udviklet af partnere inden for ikke-specialistindikationer, hvortil betydelige
marketing- og salgsressourcer er påkrævet. Som en del af restruktureringen blev
der vedtaget omkostningsbesparelser, som også indebar en personalereduktion på
20%.
NsDiscovery har lægemiddelforsknings- og udviklingsalliancer med Eli Lilly og
Janssen samt en licensaftale med Abbott. Derudover varetager NsDiscovery
porteføljen af lægemiddelkandidater til ikke-specialindikationer, herunder
tesofensine til behandling af fedme. Der er et stort og udækket behov inden for
behandling af fedme og markedspotentialet er stort, men i lyset af et
vanskeligt regulatorisk miljø for nye produkter til medicinsk behandling af
fedme og den betydelige finansielle byrde, der vil være forbundet med fase
III-studier, vil NeuroSearch ikke selv investere yderligere i den videre
udvikling af tesofensine og er i fortsat dialog med potentielle partnere for at
sikre en passende videre udvikling af produktet.
I efteråret 2010 tiltrådte Patrik Dahlen som ny administrerende direktør for
selskabet og efterfølgende er ledelsen blevet styrket med tiltrædelse af Karin
Garre, Executive Vice President & CMO og René Schneider, Executive Vice
President & CFO.
Adm. direktør Patrik Dahlen, NeuroSearch, udtaler:
"Vi har i 2010 opnået meget lovende resultater med Huntexil®, og vi ser frem
til drøftelserne med myndighederne i både Europa og USA. Med det nyudnævnte
ledelsesteam, en fokuseret strategi om at bygge en bred pipeline af produkter
til specialindikationer inden for CNS-området og NsDiscovery-divisionens
udbygning af sine velfungerende alliancer, bliver vi i stand til at fastholde
NeuroSearch som ét af Europas stærkeste biofarmaceutiske selskaber."
Forventninger til 2011
NeuroSearch har i løbet af 2010 færdiggjort en samlet datapakke på Huntexil®
med sigte på i første halvdel af 2011 at drøfte fase II/III-resultaterne med de
regulatoriske myndigheder i USA og Europa. Disse drøftelser vil være afgørende
for at kunne definere den bedst mulige strategi frem mod en markedsregistrering
af produktet som en ny behandling til Huntingtons sygdom. NeuroSearch forventer
at være klar med en udmelding vedrørende de regulatoriske udsigter for
Huntexil® i første halvår 2011.
For at imødekomme ønsker fra patienter og læger, der har deltaget i
HART-studiet, om fortsat adgang til behandling med Huntexil® har NeuroSearch
besluttet at igangsætte et åbent klinisk studie med de patienter, der fuldførte
behandling i HART-studiet. De første patienter forventes at kunne optages i det
åbne studie i løbet af første halvår 2011.
NeuroSearch har indledt og sponsoreret det første studie af de samlede
samfundsomkostninger forbundet med Huntingtons sygdom. Resultaterne fra
studiet, som foregår i flere Europæiske lande, bliver løbende publiceret i
videnskabelige og sundhedsøkonomiske fora, og vil i 2011 danne grundlaget for
den kommercielle vurdering af markedspotentialet for Huntexil®.
For 2011 forventer NeuroSearch et underskud fra primær drift i
størrelsesordenen 325 mio. kr.
Patrik Dahlen
Adm. direktør
Kontaktpersoner:
Patrik Dahlen, adm. direktør, telefon: 4460 8214 eller 2629 7296
René Schneider, Executive Vice President & CFO, telefon: 4460 8700 eller 2911
2097
Telefonkonference:
NeuroSearch afholder i dag kl. 10.30 dansk tid en telefonkonference, hvor
årsrapporten for 2010 vil blive gennemgået. Adm. direktør Patrik Dahlen og
Executive Vice President & CFO René Schneider vil deltage på konferencen.
Telefonkonferencen afholdes på engelsk og med adgang via følgende telefonnumre:
Danmark: +45 3271 4767, UK: +44, 207 509 5139 US: +1 718 354 1226. Adgang til
at lytte til telefonkonferencen kan også opnås via selskabets hjemmeside
www.neurosearch.com.
Den tilhørende Powerpoint-præsentation vil kunne ses på selskabets hjemmeside
på tidspunktet for telekonferencen.
Om NeuroSearch A/S
NeuroSearch er et europæisk baseret biofarmaceutisk selskab, noteret på NASDAQ
OMX Copenhagen og med sit speciale inden for sygdomme i centralnervesystemet
(CNS). Selskabet har en pipeline af CNS-speciallægemidler, der omfatter
Huntexil® (pridopidine), et unikt lægemiddel i fase III til behandling af
Huntingtons sygdom. NeuroSearch opbygger kommercielle kompetencer med sigte på
at markedsføre Huntexil® gennem en egen marketing- og salgsorganisation.
NeuroSearch har en veletableret lægemiddelforskningsdivision, NsDiscovery, der
besidder unikke kompetencer inden for ionkanaler og CNS-sygdomme. Selskabet har
strategiske forsknings- og udviklingsalliancer med Janssen Pharmaceutica og Eli
Lilly samt en licensaftale med Abbott. Endvidere har NeuroSearch ejerandele i
et antal ikke børsnoterede selskaber i Life Science-industrien.
APPENDIX
Koncernens hoved- og nøgletal
(mio. kr. ) 2006 2007 2008 2009 2010
--------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------------------------------------
Resultatopgørelse og totalindkomst
--------------------------------------------------------------------------------
Omsætning 66,3 115,2 66,8 84,6 69,3
--------------------------------------------------------------------------------
Forskningsomkostninger 172,3 200,4 216,8 217,0 202,4
--------------------------------------------------------------------------------
Udviklingsomkostninger 54,8 131,7 176,9 184,6 153,5
--------------------------------------------------------------------------------
Resultat af primær drift (186,7) (253,5) (366,0) (355,8) (328,0)
--------------------------------------------------------------------------------
Finansielle poster (25,5) (41,3) (49,9) 24,6 21,8
--------------------------------------------------------------------------------
Resultat før skat (212,2) (294,7) (415,9) (331,2) (306,2)
--------------------------------------------------------------------------------
Årets resultat (212,2) (268,4) (382,0) (287,1) (259,0)
--------------------------------------------------------------------------------
Totalindkomst (196,0) (311,6) (444,5) (276,9) (216,7)
--------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------------------------------------
Balance
--------------------------------------------------------------------------------
Aktiver i alt 1.267,5 1.780,6 1.245,8 1.630,0 1.391,5
--------------------------------------------------------------------------------
Likvider og værdipapirer 387,0 845,3 453,4 808,5 480,6*
--------------------------------------------------------------------------------
Egenkapital 657,7 1,121,4 844,1 1.173,8 994,1
--------------------------------------------------------------------------------
Investering i materielle 12,9 15,7 50,3 19,8 10,8
anlægsaktiver
--------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------------------------------------
Nøgletal (kr.)
--------------------------------------------------------------------------------
Indtjening pr. aktie (24,17) (21,17) (24,47) (16,39) (10,56)
--------------------------------------------------------------------------------
Udvandet indtjening pr. aktie (24,17) (21,17) (24,47) (16,39) (10,56)
--------------------------------------------------------------------------------
Indre værdi 53,38 73,57 53,61 48,15 40,49
--------------------------------------------------------------------------------
Børskurs, ultimo 321,5 326,0 136,0 77,0 95,0
--------------------------------------------------------------------------------
Børskurs/indre værdi 6,02 4,43 2,54 1,60 2,35
--------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------------------------------------
Antal medarbejdere, gns. 199 230 242 235 235
--------------------------------------------------------------------------------
* Inklusive fremtidige betingede betalinger fra samarbejdsparterne Lilly og
Janssen på 99,0 mio. kr. (2009: 130,8 mio. kr.) og uudnyttede kreditter på 29,0
mio. kr. (2009: 28,3 mio. kr.) udgør det samlede kapitalberedskab 608,6 mio.
kr.
Nøgletallene er beregnet i henhold til 'Anbefalinger & Nøgletal' fra Den Danske
Finansanalytikerforening.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar