Fjordbank Mors har anmodet om afvikling og overdragelse til datterselskab under Finansiel Stabilitet A/S
24-06-11 kl. 24/6 2011 17:18 | Fjordbank Mors A/S 13,00 (0,00%)
Fjordbank Mors har anmodet om afvikling og overdragelse til datterselskab under
Finansiel Stabilitet A/S
-- Finanstilsynet har dags dato fremsat krav om yderligere nedskrivninger, og
fastsættelse af nyt individuelt solvensbehov, der medfører, at banken ikke
kan fortsætte sin virksomhed
-- Banken har truffet beslutning om at meddele Finanstilsynet, at banken vil
lade sig afvikle af Finansiel Stabilitet A/S under Bankpakke III, hvorved
bankens aktiver og en del af bankens passiver overdrages til et nyt selskab
under Finansiel Stabilitet A/S
-- Handel med aktier og obligationer udstedt af Fjordbank Mors A/S på NASDAQ
OMX Copenhagen suspenderes
Finanstilsynet har i forbindelse med afslutningen af sin ordinære undersøgelse
vurderet, at der er behov for yderligere nedskrivninger og har samtidigt hermed
øget det individuelle solvensbehov.
Banken foretog i 1. kvartal 2011 nedskrivninger på 60,6 mio. kr. Banken har
selv konstateret et væsentligt nedskrivningsbehov i 2. kvartal 2011 bl.a.
grundet, at der indenfor den seneste uge er konstateret en væsentlig negativ
udvikling i bankens største engagement. Finanstilsynet har krævet
nedskrivningsniveauet yderligere forhøjet for 2. kvartal 2011 til niveauet 400
mio. kr. Bestyrelsen deler ikke Finanstilsynets vurdering af dette yderligere
nedskrivningsbehov, herunder de bagvedliggende værdiansættelsesprincipper.
Finanstilsynets gennemgang af engagementer har endvidere medført, at
Finanstilsynet har forhøjet det individuelle solvensbehov fra 9,7% til 16%.
Bestyrelsen er ej heller enig i denne vurdering og finder, at Finanstilsynets
opfattelse er udtryk for en skærpet praksis i vurderingerne.
Det af Finanstilsynet fastsatte individuelle solvensbehov samt de af
Finanstilsynet krævede yderligere nedskrivninger indebærer, at banken efter
Finanstilsynets beregninger mangler godt 700 mio. kr. basiskapital.
Som følge af det konstaterede behov for yderligere nedskrivninger og det af
Finanstilsynet dags dato fastsatte solvenskrav har banken i dag givet
meddelelse til Finanstilsynet om, at banken vil lade sig afvikle under
Bankpakke III, hvis den ikke kan tilvejebringe den foreskrevne kapital til
opfyldelse af det af Finanstilsynet fastsatte solvenskrav inden for den af
Finanstilsynet fastsatte frist søndag den 26. juni 2011 kl. 18.00.
Bestyrelsen havde iværksat tiltag til styrkelse af basiskapitalen herunder
frasalg af afdelinger og andre aktiver med henblik på styrkelse af kapitalen og
reduktion af forretningsomfanget. Disse tiltag nåede ikke at blive gennemført,
men bestyrelsen må også konstatere, at spændet mellem den solvensprocent, der
kunne opnås herved og det af Finanstilsynet fastsatte individuelle solvensbehov
forventeligt er så stort, at der ikke er mulighed for at inddække behovet, og
banken har derfor anmodet Finanstilsynet om afvikling i henhold til regelsættet
af 1. oktober 2010 (Bankpakke III).
Banken har endvidere anmodet NASDAQ OMX Copenhagen om at suspendere handlen med
alle aktier og obligationer udstedt af banken og optaget til handel på NASDAQ
OMX Copenhagen, hvilket omfatter værdipapirer handlet i følgende ISIN-koder:
Aktier:
Navn ISIN
FJORD DK0060136000
Obligationer:
Navn ISIN
MorsoeBk 13 DK 0030253653
MorsoSpC3 13 DK0030255005
MorsoSpC6 13 DK0030253810
MorsoSpSen 13 DK0030256169
NASDAQ OMX Copenhagen har tilkendegivet at ville imødekomme denne anmodning,
hvorfor handler på NASDAQ OMX Copenhagen med ovennævnte værdipapirer vil være
suspenderet indtil videre.
Bestyrelsen forventer at indgå betinget aftale i løbet af weekenden med
Finansiel Stabilitet A/S om at overføre bankens aktiver og en del af bankens
passiver til en ny bank under Finansiel Stabilitet A/S.
Den fortsættende bank vil med de begrænsninger som overtagelsen indebærer,
stadig kunne betjene kunderne med deres almindelige forretninger, ligesom
kontonumre og kort vil fungere som hidtil.
Bankens internetbank har som følge af ovennævnte forhold været lukket i en
kortere periode fredag formiddag, med henblik på at spærre engagementer med
nettoindlån på mere end 750.000 kr.
For yderligere information, kontakt venligst
Bankdirektør Torben Sørensen, telefon 96 15 25 10
Med venlig hilsen
Fjordbank Mors A/S
Peter Jessen Hansen Torben Sørensen
Bestyrelsesformand Bankdirektør
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar