Fjordbank Mors A/S har indgået aftale med Finansiel Stabilitet om afvikling
26-06-11 kl. 26/6 2011 17:48 | Fjordbank Mors A/S 13,00 (0,00%)
Fjordbank Mors A/S har indgået aftale med Finansiel Stabilitet om afvikling -
bankens aktiver og en del af bankens passiver er overdraget til et selskab
under Finansiel Stabilitet A/S.
-- Banken har underskrevet aftale med Finansiel Stabilitet om afvikling efter
Bankpakke III, hvorved bankens aktiver og en del af bankens passiver er
overdraget til et nyt selskab under Finansiel Stabilitet A/S ved navn
Fjordbank Mors af 2011 A/S
-- Den fortsættende bank er åben for kunderne mandag morgen med de
begrænsninger, der følger af overdragelsen
-- Finansiel Stabilitet A/S har stillet likviditet til rådighed for den
fortsættende bank
-- Fjordbank Mors A/S indgiver konkursbegæring
-- Medarbejderne fortsætter i den fortsættende bank
-- Information om pressebriefing og aktionærmøde
Afvikling efter Bankpakke III
Som meddelt i selskabsmeddelelse nr. 11 af 24. juni 2011, har Finanstilsynet
stillet krav om yderligere nedskrivninger og fastsættelse af nyt solvensbehov
for Fjordbank Mors A/S. Finanstilsynet fastsatte det nye solvenskrav til 16
pct. efter nedskrivninger, hvilket har medført, at banken den 24. juni 2011
meddelte Finanstilsynet, at banken ville lade sig afvikle under Bankpakke III,
hvis den ikke kunne tilvejebringe den foreskrevne kapital til opfyldelse af det
af Finanstilsynet fastsatte solvenskrav inden for den af Finanstilsynet
fastsatte frist.
Det har ikke været muligt for banken at tilvejebringe den nødvendige kapital
til opfyldelse af solvenskravet, hvorfor banken i dag har indgået aftale med
Finansiel Stabilitet A/S om afvikling efter Bankpakke III, hvorved aktiver og
en del af passiverne er overdraget til et nystiftet selskab under Finansiel
Stabilitet A/S. Aftalen med Finansiel Stabilitet A/S sikrer en rolig afvikling
af banken, og bestyrelsen vurderer, at det i den nuværende situation er den
bedste løsning både for bankens kunder og kreditorer.
Aftalen med Finansiel Stabilitet er omtalt i et særskilt afsnit nedenfor.
Indgivelse af konkursbegæring, fratrædelse af ledelsen og suspension af handel
på NASDAQ OMX Copenhagen
Som konsekvens af ovennævnte forhold har banken dags dato besluttet at indgive
konkursbegæring til skifteretten. Bankens nuværende direktion og bestyrelse
fratræder, idet den udpegede kurator varetager ledelsesfunktionerne i selskabet
fremadrettet. Med henblik på at sikre, at kurator har mulighed for at
gennemføre afviklingen af banken samt gennemføre overdragelsen til Finansiel
Stabilitet A/S' datterselskab, har banken søgt og opnået forlængelse af fristen
til opfyldelse af solvenskravet til 25. juli 2011, således at banktilladelsen
opretholdes kortvarigt.
Handel med de af banken udstedte aktier og obligationer vil fortsat være
suspenderet.
Aftalen med Finansiel Stabilitet A/S
Aftalen med Finansiel Stabilitet A/S indebærer i hovedtræk, at den fortsættende
bank under Finansiel Stabilitet A/S, Fjordbank Mors af 2011 A/S, overtager
bankens aktiver, herunder udlån, filialer og tekniske anlæg. Alle medarbejdere
overtages med uændrede ansættelsesvilkår i den fortsættende bank.
Den fortsættende bank er åben for kunderne mandag morgen, den 27. juni 2011, og
vil med de begrænsninger, som overførslen indebærer, kunne betjene kunderne med
deres almindelige forretninger, ligesom kontonumre og kort vil fungere som
hidtil.
Finansiel Stabilitet A/S har stillet likviditet til rådighed for den
fortsættende bank.
Den ophørende banks forpligtelser, herunder indlån og garantier, overdrages kun
i den udstrækning, der er dækning for disse i aktivernes værdi fordelt efter
konkurslovens regler. Finansiel Stabilitet A/S har i forbindelse med
overdragelsen gennemført en foreløbig værdiansættelse af aktiverne i samarbejde
med det værdiansættelsesråd, som er nedsat i henhold til
indskydergarantifondsloven. I værdiansættelsen er aktiver, herunder
engagementer, vurderet ud fra et afviklingsscenarie.
På grundlag af denne foreløbige værdiansættelse indgår det i aftalen, at den
fortsættende bank foreløbigt indtræder i 73,6 pct. af krav uden
fortrinsstilling efter konkurslovens § 97, herunder indlånskunder og kreditorer
ifølge bankens garantier, samt krav med en højere placering i konkursordenen.
Der vil på et senere tidspunkt ske en endelig værdiansættelse, hvilket kan
indebære en regulering i opadgående retning.
Indlån
Indlån bliver endvidere dækket inden for rammerne af indskydergarantien, der
som udgangspunkt dækker netto-indeståender på op til modværdien af 100.000 EUR
svarende til kr. 745.820. Visse særlige indlån vil dog være fuldt dækket.
Nærmere oplysninger om garantiordningen findes på www.gii.dk. Indlån, der
modsvares af udlån, vil dog blive overtaget fuldt ud af den fortsættende bank.
Indlån, der er dækket af indskydergarantien og overtages af den fortsættende
bank, vil senest mandag morgen være bogført på kundernes hidtidige konti.
Indlån, der ikke er dækket, registreres som et tilgodehavende i den ophørende
banks konkursbo. Ud af bankens ca. 73.000 kunder vil ca. 450 kunder blive
berørt heraf. Kunderne vil snarest muligt modtage en samlet kontooversigt.
Garantier
Garantier er ikke omfattet af indskydergarantifondens dækning, og den
fortsættende bank indtræder derfor i visse tilfælde kun i 73,6 pct. af
garantibeløbet. Garantidebitorer og -kreditorer vil snarest muligt blive
orienteret om størrelsen af den overtagne del af garantien. Den resterende del
registreres som et betinget krav i den ophørende banks konkursbo.
Øvrige kreditorer
Øvrige kreditorer i den ophørende bank bedes anmelde deres krav til Fjordbank
Mors A/S, Algade 2, 7900 Nykøbing Mors. Godkendte krav vil blive indfriet i
konkursordenen af den fortsættende bank, i den udstrækning den fortsættende
bank er indtrådt i kravet som anført ovenfor. Ikke kendte krav eller afviste
krav skal, i det omfang kreditorer ønsker dækning i den fortsættende bank, også
anmeldes til den fortsættende bank i henhold til proklama. Restkravet
registreres som et tilgodehavende i den ophørende banks konkursbo.
Gensidigt bebyrdende aftaler
Krav ifølge gensidigt bebyrdende aftaler opgøres pr. overtagelsesdagen og
anmeldes på samme måde som “Øvrige kreditorer”. Den fortsættende bank er i
visse tilfælde berettiget til at undlade at indtræde i gensidigt bebyrdende
aftaler.
Samarbejdspartnere
Bankens samarbejdspartnere bedes rette henvendelse til deres sædvanlige
kontaktperson i banken med henblik på at undersøge mulighederne for en
fortsættelse af samarbejdet.
Pressebriefing
Mandag den 27. juni 2011 kl. 10:00 vil der blive afholdt pressebriefing, hvor
der vil blive redegjort nærmere for ovennævnte forhold. Denne pressebriefing
finder sted i Fjordbank Mors' hovedsæde, Algade 2, 7900 Nykøbing Mors.
Orienterende aktionærmøde
I henhold til § 247, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed indbyder bestyrelsen
aktionærerne til et orienterende møde vedrørende dispositionen. Mødet vil blive
søgt indkaldt til den 4. juli 2011. Nærmere information om tid og sted vil
blive bragt på den nye banks hjemmeside: www.fjordbank.dk.
På bankens vegne skal den nuværende bestyrelse og direktion meget beklage de
tab, som aktionærer, långivere, indskydere og andre bliver påført.
Medarbejderne i Fjordbank Mors A/S vil gøre deres bedste for at betjene alle,
men beder om forståelse for de problemer, som kan opstå i kølvandet på
overdragelsen.
Yderligere information
For yderligere information, kontakt venligst:
Bankdirektør Torben Sørensen, telefon +45 96 15 25 10.
Med venlig hilsen
Fjordbank Mors A/S
Peter Jessen Hansen Torben Sørensen
Bestyrelsesformand Bankdirektør
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar