Halvårsrapport 2011 for North Media A/S
03-08-11 kl. 3/8 2011 06:10 | North Media 38,80 (+3,47%)
Den 3. august 2011
Selskabsmeddelelse nr. 09-11
Halvårsrapport 2011 for North Media A/S
North Media A/S fortsætter den solide indtjeningsfremgang. EBIT for 1. halvår
2011 blev 80,8 mio. kr., hvilket er 30,6 mio. kr. eller 60% bedre end sidste
år. Forventningerne til EBIT for året 2011 justeres fra 120-150 mio. kr. til nu
130-150 mio. kr.
-- Koncernens omsætning i 1. halvår 2011 udgjorde 594,3 mio. kr., hvilket var
7% højere end i samme periode i 2010. Omsætningsvæksten kan henføres til
printsegmentet, hvor særligt distributionsaktiviteterne fortsætter den
positive udvikling.
-- Resultat af primær drift (EBIT) blev 80,8 mio. kr. i 1. halvår 2011 mod
50,2 mio. kr. i 1. halvår 2010, en stigning på 30,6 mio. kr. Resultatet
betragtes som tilfredsstillende og repræsenterer en overskudsgrad på 13,6%
sammenlignet med 9,0% i 1. halvår 2010.
-- Hovedparten af indtjeningsfremgangen blev genereret inden for
printaktiviteterne, hvor EBIT blev 102,6 mio. kr. i 1. halvår 2011 svarende
til en forbedring på 24,5 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.
Indtjeningsfremgangen skyldes forøget omsætning og fortsat
omkostningstilbageholdenhed.
-- Onlineaktiviteterne er fortsat negativt påvirkede af det svage marked for
stillingsannoncer og udgifter til øgede markedsføringstiltag på Ofir.
Omsætningen i 1. halvår 2011 blev lidt lavere end i samme periode sidste
år. EBIT resultatet udgjorde -23,9 mio. kr. i 1. halvår 2011.
-- I de første måneder af 2011 har der været fokus på gennemgang af
tabsgivende aktiviteters forretningsmodeller og fremadrettede perspektiver.
I første kvartal blev det besluttet at lukke Lokalia, og senest er det
besluttet at neddrosle aktiviteterne i Matchwork, således at driften
bringes i resultatmæssig balance.
-- Der investeres kraftigt i Ofirs nye strategi, hvilket på kort sigt vil
påvirke resultaterne negativt.
-- FK Distribution har indgået aftaler for 75% af den forventede omsætning fra
storkunder i 2012.
-- Som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 04-11 den 10. marts 2011 blev salget af
de resterende 33,3 % af aktierne i GISAB gennemført, og den endelige
salgssum på 255,5 mio. SEK. (ca. 203 mio. DKK) modtaget samme dag.
-- Der er i første halvår 2011 udbetalt 14,00 kr. i udbytte pr. aktie svarende
til et samlet nettoudbytte på 274,6 mio. kr.
-- Den 30. juni 2011 havde koncernen likvide beholdninger for 111,7 mio. kr.,
samt beholdning af værdipapirer for 17,6 mio. kr. Realkreditgæld udgjorde
87,2 mio. kr. I 1. halvår 2011 har koncernen genereret 67,0 mio. kr. i
positiv likviditet fra driften.
-- I året 2011 forventes koncernens nettoomsætning uændret at blive
1.175-1.225 mio. kr.
-- Koncernens forventning til resultat af primær drift (EBIT) i 2011 justeres
til 130-150 mio. kr., mod tidligere at udgøre 120-150 mio. kr.
Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør Lars Nymann Andersen og
økonomidirektør Kåre Wigh på telefon nummer 39 57 70 00.
Halvårsrapporten i sin helhed fremgår af vedlagte dokument.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar