Vestfyns Banks halvårsrapport 2011
16-08-11 kl. 16/8 2011 08:42 | Vestfyns Bank 840,00 (0,00%)
Beskedent, men positivt halvårsresultat, påvirket af konkursramte banker.
Fortsat sund og solid.Vestfyns Banks halvårsresultat er præget af betalinger til
Indskydergarantifonden for konkursramte banker, der også påvirker
forventningerne til årsresultatet. Banken har fortsat solide kapitalforhold og
likviditet og en historisk god solvens.
Halvårsrapporten i overskrifter:
-- Resultat før skat på 0,6 mio. kr. mod sidste år 5,7 mio. kr.
-- Vækst i nettorente- og gebyrindtægterne på 1 % til 52,5 mio. kr.
-- Omkostningsvækst på 3 % eller 1,1 mio. kr.
-- Fald i basisindtjeningen på 0,9 mio. kr.
-- Betaling til Indskydergarantifonden på 5,0 mio. kr.
-- Negativ kursregulering på -1,3 mio. kr. mod +5,9 mio. kr. i 2010.
-- Fald i nedskrivninger på 4,7 mio. kr. til 5,7 mio. kr.
-- Fald i indlån på 2 % til 1.416 mio. kr. i 1. halvår.
-- Vækst i udlån på 1 % til 1.240 mio. kr. i 1. halvår.
-- Solvens på 19,0 % og kernekapital på 16,3 %.
-- Likviditetsoverdækning på 210 %.
Vestfyns Bank har i 1. halvår 2011 realiseret et resultat før skat på 0,6 mio.
kr. mod 5,7 mio. kr. for samme periode i 2010. Resultatet efter skat blev på
0,5 mio. kr., der forrenter egenkapitalen med 0,6 % p.a. før skat og 0,5 % p.a.
efter skat.
Underskuddet på 1,6 mio. kr. i 1. kvartal 2011 er således vendt til et positivt
om end beskedent resultat før skat på 0,6 mio. kr. for 1. halvår 2011, udtaler
bankdirektør Arne Jakobsen. Resultatet er præget af betalingerne til
Indskydergarantifonden for konkurserne i Amagerbanken og Fjordbank Mors med 5,0
mio. kr. og af negative kursreguleringer på -1,3 mio. kr. mod kursgevinster i
2010 på 5,9 mio. kr. Nedskrivningerme er samtidig faldet fra 10,3 mio. kr. til
5,7 mio. kr. i 1. halvår 2011.
Halvårets basisindtægter er øget med 0,2 mio. kr. og udgør 52,5 mio. kr.,
primært som følge af lidt højere udbytteindtægter. Omkostningerne er steget med
knap 3 % eller 1,1 mio. kr., der skyldes overenskomstmæssige lønstigninger og
en relativ stor stigning i lønsumsafgiften til staten på 18 %.
Basisindtjeningen før omkostninger til Indskydergarantifonden, er således
faldet med 0,9 mio. kr. til 12,6 mio. kr. Medarbejderstaben er i 1. halvår
reduceret med 2,5 medarbejdere.
Kursreguleringerne er påvirket af det stigende renteniveau i 1. halvår 2011 og
påvirker driftsresultatet negativt med 1,3 mio. kr., mod sidste års positive
kursregulering på 5,9 mio. kr. Bankens likviditet har en solid overdækning på
580 mio. kr. eller 210 % i forhold til 10 % kravet i Lov om Finansiel
Virksomhed, og med en udlånsprocent på 92, er alle udlån fortsat finansieret
med indlån.
I ledelsen anser vi halvårsresultatet for mindre tilfredsstillende, bl.a. med
henvisning til betalingen til Indskydergarantifonden på 5,0 mio. kr. og det
relativt lave likviditetsafkast. Bankens solvens, kernekapital og likviditet er
robust - også set i et fremadrettet perspektiv med bl.a. nye krav til
kapitaldækning.
Historisk solvens og indfrielse af 75 mio. kr. obligationslån
Banken har en historisk god solvens, der på halvåret er opgjort til 19,0 % mod
et opgjort solvensbehov på 10,6 % efter Finanstilsynet vejledning.
Kernekapitalen udgør 16,3 %. Banken har således en overdækning i vores solvens
på hele 79 %, der svarer til 125 mio. kr. inden vi når ned på lovens
kapitalkrav.
Sidste år indgik banken en 3 årig rammeaftale med Staten om garantistillelser
til sikring af bankens likviditet. Vi valgte - på grund af markedets nervøsitet
- at udnytte aftalen med obligationslån på 150 mio. kr., som vi netop har
nedbragt med 75 mio. kr. På trods heraf har vi fortsat en meget
tilfredsstillende likviditet med en overdækning på 210 % eller mere end 500
mio. kr. i forhold til lovens krav. Vi kan derfor fortsat imødekomme alle
velbegrundede låneforespørgsler.
Forventninger
Med de ekstraordinære udgifter i 1. halvår på 5,0 mio. kr. til
Indskydergarantifonden, investering i ny filial i Odense og uroen på de
internationale finansmarkeder, reviderer vi vores forventninger til
helårsresultatet, der nu forventes på et lavere niveau end sidste år, men dog
med et positivt resultat. Der er fortsat stor usikkerhed om forudsigelserne af
resultatet med baggrund i nævnte konjunkturudsigter, slutter bankdirektør Arne
Jakobsen.
Bankdirektør Arne Jakobsen, tlf. 6371 5090.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar