Omsætningsvækst og overskud i 1. halvår
25-08-11 kl. 25/8 2011 06:45 | Dantherm 2,58 (-6,52%)
Dantherm har i 1. halvår af 2011 opnået en vækst i omsætningen på 20% og har
med en resultatforbedring på 19 MDKK realiseret et lille overskud efter skat.
Skive, Danmark, 2011-08-25 08:45 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --
Bestyrelsen for Dantherm A/S har i dag godkendt selskabets ureviderede
delårsrapport for perioden 1. januar til 30. juni 2011, hvor udviklingen har
været som følger:
-- Omsætningen i 1. halvår 2011 blev 270 MDKK mod 225 MDKK i 1. halvår 2010
svarende til en vækst på 20%. Væksten kan primært tilskrives
forretningsområderne Telecom og Boligventilation, som begge har realiseret
en omsætningsvækst på omkring 60%.
I 2. kvartal 2011 steg den samlede omsætning 19% i forhold til samme
periode af 2010 og omsætningen i kvartalet blev den højeste siden 2008.
-- Koncernens driftsresultat (EBIT) i 1. halvår 2011 blev et overskud på 8,8
MDKK mod 0,6 MDKK i de første seks måneder af 2010.
I 2. kvartal 2011 udgjorde driftsresultatet et overskud på 6,5 MDKK mod 2,9
MDKK i samme periode af 2010. Den højere omsætning er den væsentligste
årsag til det forbedrede driftsresultat. Som led i den vedtagne
vækststrategi er salgs- og udviklingsstyrken udvidet, og
personaleomkostningerne i 1. halvår 2011 er derfor ca. 5 MDKK højere end
samme periode af 2010.
-- Ejerandelen i Dantherm Power (38%) har ikke haft resultatpåvirkning i 1.
halvår 2011, da Dantherms ejerandel blev nedskrevet til 0 ved udgangen af
2010.
-- Koncernens resultat efter skat i 1. halvår 2011 udgør et overskud på 1,4
MDKK, hvilket er en forbedring på 19,3 MDKK i forhold til samme periode
sidste år.
I 2. kvartal 2011 udgjorde koncernens overskud efter skat 2,7 MDKK mod 0,8
MDKK i samme periode i 2010.
-- Koncernens rentebærende nettogæld udgør 194 MDKK pr. 30. juni 2011 mod 187
MDKK ved udgangen af 2010. Af den rentebærende gæld udgør finansielle
leasingforpligtelser og prioritetsgæld 120 MDKK, og nettotræk på
driftskreditter udgør 74 MDKK.
Forventninger til 2011
-- Dantherm koncernen forventer i 2011 en omsætning i niveauet 550 MDKK
(tidligere 500-550 MDKK) og et driftsresultat (EBIT) på 20-25 MDKK
(uændret) og dermed et lille positivt resultat før skat (EBT).
Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse kan ske til koncernchef
Torben Duer på telefon 99 14 90 14.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar