Delårsrapport for perioden 1. januar - 30. september 2011 (ikke revideret)
10-11-11 kl. 10/11 2011 13:42 | Exiqon 17,80 (0,00%)
De rapporterede tal gælder for hele perioden, medmindre andet er angivet.
Sammenligningstal for samme periode sidste år er angivet i parentes umiddelbart
efter de rapporterede tal. Sammenligningstal i totalindkomstopgørelsen og
balancen indeholder ikke tal fra ophørte aktiviteter.
Exiqon præsterer 36% vækst i eget produktsalg i tredje kvartal og væsentligt
forbedret EBITDA.
Exiqon A/S (NASDAQ OMX: EXQ) offentliggjorde i dag resultatet for de første ni
måneder af 2011. Omsætningen steg 24% til 81,3 mio. kr. Driftsomkostningerne er
påvirket af engangsomkostninger til gennemførelse af voldgiftssager og steg 9%
til 70,5 mio. kr. EBITDA blev forbedret med 13% til -21,2 mio. kr. Exiqon
præciserede sine forventninger til årets omsætning fra intervallet 105 til 115
mio. kr. til en omsætning på omkring 110 mio. kr. Forventningerne til EBITDA
eksklusive særlige poster præciseredes fra intervallet +/-5 mio. kr. til et
EBITDA omkring 0,00 kr. eksklusive engangsomkostninger på i alt -14 mio. kr.
til gennemførelse af voldgiftssager.
Finansielle resultater
-- Omsætningen steg 24% til 81,3 mio. kr. (65,7 mio. kr.). I tredje kvartal
steg omsætningen 30% til 27,1 mio. kr. (20,9 mio. kr.).
-- Den organiske vækst i salget af forskningsprodukter udgjorde 27%, når der
bortses fra tredjemands OEM-salg og salg af reagenser knyttet til
licensaftaler. I tredje kvartal udgjorde den organiske vækst i salget af
forskningsprodukter 36%, når der bortses fra tredjemands OEM-salg og salg
af reagenser knyttet til licensaftaler.
-- Driftsomkostningerne steg til 70,5 mio. kr. (64,5 mio. kr.) på grund af
engangsomkostninger til gennemførte voldgiftssager. I tredje kvartal steg
driftsomkostningerne 30% til 25,8 mio. kr. sammenlignet med 19,9 mio. kr. i
samme periode sidste år. Når der bortses fra engangsomkostninger til
voldgiftssager, faldt driftsomkostningerne 13% i de første ni måneder og 9%
i tredje kvartal.
-- Bruttoresultatet blev forbedret med 31% til 42,7 mio. kr. (32,7 mio. kr.).
-- EBITDA blev forbedret med 13% til -21,2 mio. kr. (-24,4 mio. kr.) inklusive
ikke-kontante omkostninger på 2,7 mio. kr. vedrørende aktieaflønning. Når
der bortses fra engangsomkostninger til voldgiftssager i tredje kvartal
(7,8 mio. kr.), blev EBITDA forbedret med 82% til -1,5 mio. kr.
-- Nettounderskudet udgjorde 25,7 mio. kr. (34,9 mio. kr.). Resultat pr. aktie
udgjorde -0,76 (-1,11).
Operationelle resultater
-- Den 7. oktober, efter periodens afslutning, afsluttede Exiqon den seneste
voldgiftssag mod Santaris Pharma a/s. Med afgørelsen er det fastslået, at
Exiqon har ret til at sælge LNA-produkter til enhver form for forskning.
Exiqon lancerede den 10. oktober 2011 LNA amiditter og LNA oligoer til brug
for forskning i og klinisk udvikling af lægemidler rettet mod RNA og med
LNA™ som den aktive farmaceutiske ingrediens.
-- Den 27. oktober, efter periodens afslutning, offentliggjorde Exiqon data på
2011 EORTC-NCI-ASCO mødet i Bruxelles, der foreløbigt validerer Exiqon's
blodplasma-baserede miRNA PCR test til tidlig opdagelse af tyk- og
endetarmskræft og de tilhørende kriterier for kvalitetskontrol af de
multicenter-blodprøver, som anvendes til udvikling af testen.
I en kommentar siger CEO Lars Kongsbak: “Vi er glade for den fortsatte store
efterspørgsel på vores miRNA forskningsprodukter. Vi forventer, at de nyligt
offentliggjorte resultater fra vores blodplasma-baserede miRNA diagnostik vil
understøtte vores fortsatte vækst frem mod profitabilitet, og jeg ser frem til,
at vi kan publicere nye valideringsdata fra vores test til tidlig opdagelse af
tyk- og endetarmskræft i første kvartal 2012.”
Se hele delårsrapporten i vedhæftede PDF eller på
www.exiqon.com/investor/portal.
Yderligere information
Lars Kongsbak, administrerende direktør, tlf. +45 4566 0888
(mobil: +45 4090 2101)
Hans Henrik Chrois Christensen, finansdirektør, tlf. +45 4566 0888
(mobil: +45 4090 2131)
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar