Delårsrapport, 3. kvartal 2011
23-11-11 kl. 23/11 2011 08:00 | Topsil 0,00 (0,00%)
Bestyrelsen i Topsil Semiconductor Materials A/S har i dag behandlet og
godkendt delårsrapporten for 3. kvartal 2011. Delårsrapporten, der er
urevideret, har følgende hovedpunkter:
RESUMÉ
Salgs- og markedsmæssige forhold
Topsils nettoomsætning udgjorde 86,1 mio. kr. i 3. kvartal 2011 mod 115,6 mio.
kr. i samme periode sidste år, svarende til en nedgang på 25,5%. I de første 3
kvartaler af 2011 udgjorde nettoomsætningen akkumuleret 281,7 mio. kr., mod
331,4 mio. kr. i 2010, svarende til en tilbagegang på 15,0% i forhold til samme
periode sidste år.
Nedgangen skyldes væsentligst en markedsdrevet tilbagegang på NTD-området, samt
at ordrer i niveauet 6 mio. kr., oprindeligt lagt til levering i 3. kvartal,
blev udskudt af kunder til leverance i 4. kvartal 2011. Topsil arbejder
fokuseret på at øge salget.
Trods en omsætning, der i 2011 vil være lavere end det foregående år, er det
Topsils vurdering, at koncernen i et fortsat mere aggressivt marked opretholder
sin markedsandel, og at det underliggende marked inden for
stærkstrøms-produkter for både FZ og CZ-produkter på længere sigt igen vil
følge tidligere mere gunstige vækstprognoser.
Råvarer
Topsil er fortsat præget af svingende kvalitet på råvarer til NTD-produktion
fra den ene af de to leverandører, hvilket medfører lavere udnyttelsesgrad og
længere produktionsforløb og dermed øgede produktionsomkostninger. Topsil
forhandler fortsat med leverandøren og forventer en tilfredsstillende afklaring
inden for nær fremtid.
Produktintroduktion og R&D
Topsil fortsætter den fokuserede indsats for at få igangværende kvalifikationer
af PFZ og CZ-EPI tilendebragt til nye og eksisterende kunder. De nye
PFZ-produkter testes pt. af 5-10 kunder med forventet bekræftelse af ordrer i
1. kvartal 2012. 2012 forventes positivt påvirket heraf.
Udvikling af en 8” krystal forløber planmæssigt, med henblik på kvalifikation
og egentlig markedsintroduktion i 2012, dog forventes ikke egentlig omsætning i
2012.
Øvrige forhold
Ved udgangen af oktober 2011 fratrådte Keld Lindegaard Andersen stillingen som
administrerende direktør. En rekrutteringsproces er sat i gang, og det
forventes, at der inden for kortere tid kan sættes navn på en ny CEO. Topsil
har i perioden foretaget et antal tilpasninger af medarbejderstaben og skærpet
indsatsen for at opnå yderligere synergier mellem den danske og den polske
lokation. Tilpasningerne medfører besparelser i niveauet 10 mio. kr. i 2011,
stigende til 20 mio. kr. i 2012.
Aktivitetsnedgangen og forringet FZ-råvarekvalitet medfører, at koncernens
driftsresultat (EBITDA) i 3. kvartal 2011 udgjorde 5,5 mio. kr. mod 26,4 mio.
kr. samme periode 2010, svarende til en EBITDA-margin på 6,4% mod 22,9% i samme
periode sidste år. I de første 3 kvartaler af 2011 udgjorde EBITDA 24,5 mio.
kr. mod 70,0 mio. kr. sidste år.
Forventninger til 2011
Topsil forventer en omsætning i niveauet 370 mio. kr. og et resultat af primær
drift (EBITDA) i niveauet 35 mio. kr., svarende til forventningerne i seneste
delårsrapport, fratrukket omkostninger på 5 mio. kr. i forbindelse med
ledelsesmæssige ændringer i koncernen. I overensstemmelse med de tidligere
vedtagne planer forventer Topsil at anvende cirka 120 mio. kr. i 2011 samt
cirka 80 mio. kr. i 2012 i investeringsprogrammet, relateret til ny fabrik.
Finansieringen er sikret inden for det finansielle beredskab.
Yderligere information
Eventuelle spørgsmål til fondsbørsmeddelelser kan rettes til:
Bestyrelsesformand Jens Borelli-Kjær, tlf. +45 40 16 14 82
Økonomidirektør Jens Faarup, tlf. +45 41 10 21 10
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar