Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Selskabsmeddelelse nr. 3 / 2012

30-03-12 kl. 30/3 2012 11:38 | Newcap Holding 1,91 (-0,52%)

NewCap Holding A/S - Årsrapport for 2011

Hellerup, 2012-03-30 13:38 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --

Selskabets årsrapport for 2011 offentliggøres hermed.

Årets resultat

Det er ledelsens vurdering, at Koncernens økonomiske situation i 2011 er
stabiliseret betydeligt. Efter afvikling af de danske aktiviteter, samt
målrettet konsolidering og videreudvikling af de svenske forretningsområder, er
der skabt grundlag for forbedret indtjening og værdiskabelse i Koncernen. Fokus
i 2011 har været:

-- Fortsat konsolidering og videreudvikling af de svenske forretningsområder,
herunder stillingtagen til eventuelt salg af aktiviteterne
-- Håndtering af retssagen fra FS Finans A/S
-- Oprydning og afvikling af tilbageværende danske aktiviteter
-- Tilvejebringelse og sikring af et finansielt beredskab for de kommende år

Årets EBTDA udgør DKK -3 mio. mod DKK -80 mio. i 2010. Denne betydelige
forbedring kan primært henføres til omkostningsreduktioner, samt reduktion på
tab og garantier.

Årets resultat 2011 udgør DKK -23 mio. før skat mod DKK -112 mio. i 2010.
Ledelsen vurderer, at resultatet efter omstændighederne er tilfredsstillende
set i lyset af fortsatte ikke tilbagevendende omkostninger både i Danmark og
Sverige som led i Koncernens fortsatte restrukturering og tilpasning.

Udvikling i aktiviteter

Koncernens svenske forretningsområder har overordnet set udviklet sig positivt
i 2011. Det nye ledelsesteam har sammen med NewCaps bestyrelse lagt en ny
strategi for de kommende års udvikling af forretningen. Et led i strategien er
en væsentlig forenkling og effektivisering af selskabsstrukturen og
organisationen, således at alle aktiviteter fremadrettet bliver samlet i
selskabet Monyx Financial Group AB.

Et yderligere væsentligt element i den nye strategi er en markant styrkelse af
kapitalforvaltningsorganisationen. Der er rekrutteret et nyt investeringsteam
og implementeret nye forvaltningssystemer, der samlet set har styrket
forvaltningskompetencen.

Det er besluttet at samle alle forvaltede fonde i det Luxembourg-baserede
investeringsselskab Monyx Fund SICAV, der indeholder 16 sub-funds (UCITS) og
som erstatter de svenske Capinordic fonde, der tidligere har været anvendt til
forvaltning af pensionskundernes opsparing. I løbet af foråret 2012 forventes
de sidste Capinordic fonde at blive afviklet, hvorefter den planlagte
nedlukning af Capinordic Asset Management AB kan gennemføres. Herefter vil
Capinordic navnet ikke længere blive anvendt, idet virksomheden i Sverige
fremover er kendt som Monyx (med forskellige subbrands).

Den negative udvikling på de globale aktiemarkeder i 2011 har generelt haft en
negativ påvirkning på den forvaltede kapital (AUM) og dermed på indtjeningen
for de fleste aktører på kapitalforvaltningsmarkedet. Således har koncernens
svenske forretning også oplevet et mindre fald i AUM på ca. 2% til 17,5 mia.
kr. ultimo 2011 (DKK 17,9 mia). Heraf er 58% forvaltet i egne fonde, mod kun
ca. 20% pr. ultimo 2010.

Det er under vanskelige markedsforhold lykkedes at forbedre den samlede
indtjening (EBTDA) i de svenske virksomheder fra DKK 16 mio. til DKK 23 mio. i
2011. Det bemærkes at året fortsat har været præget af en række ikke
tilbagevendende omkostninger i forbindelse med omstruktureringer m.v.

Det er i 2011 ligeledes lykkedes at få opbremset den mærkbare kundeafgang, der
i nogle år har kendetegnet forretningen. Antallet af kunder og kontrakter har
dog samlet set fortsat været svagt vigende, men i langt mindre omfang end i
tidligere år. Hertil kommer at der igen i 2011 har der været en pæn tilgang af
nye indskud på eksisterende kontrakter. Korrigeret for den negative
markedsudvikling (primært på aktiemarkederne) har samlet AUM således været
svagt stigende i 2011.

Koncernens samlede bruttoindtægter (ekskl. kursreguleringer) udgjorde i 2011
DKK 224 (222) mio, mens nettoindtægter (ekskl. kursreguleringer) i 2011
udgjorde DKK 118 (114) mio.

Værdiansættelse af de fortsættende forretningsområder og kapitalandele

Det er ledelsens opfattelse, at de svenske forretningsområder rummer potentiale
for udvikling og øget indtjening. Det nye ledelsesteam i de svenske
forretningsområder har sammen med moderselskabets ledelse, efter beslutningen
om at fastholde ejerskabet, udarbejdet ny og opdateret strategi- og
forretningsplan.

Ledelsen har på grundlag af denne og budgetter for 2012 - 2016 foretaget en
impairmenttest af de i koncernregnskabet indregnede immaterielle aktiver samt
de i moderselskabsregnskabet indregnede kapitalandele.

Ledelsen har på grundlag heraf vurderet og fastholdt værdiansættelsen. Dette
skal også ses under hensyntagen til den positive udvikling på de finansielle
markeder i begyndelsen af 2012.

Koncernens svenske ejendomme / Aktiver bestemt for salg

Koncernen indgik i december 2010 aftale om salg af Koncernens 2 svenske
butikscentre, betinget af en større ombygning. Det ene butikscenter er
overdraget i december 2011, mens det andet butikscenter er overdraget primo
2012. Opgørelse af salgssummer er på tidspunktet for aflæggelse af
årsregnskabet endnu ikke afsluttet.

Det gennemførte salg har medført et mindre tab, bl.a. som følge af yderligere
finansieringsomkostninger ved forsinket levering.

I forbindelse med overdragelsen har et pantebrev ikke kunnet aflyses som
forudsat. Retssag verserer og på grundlag af udtalelse fra Selskabets advokat
er der indregnet en hensættelse til muligt tab.

Stævning fra FS Finans A/S (tidligere Finansieringsselskabet af 11/2 2010 A/S)

Der er i efteråret 2011 afgivet svarskrift på den modtagne stævning, og der er
februar 2012 modtaget replik herpå fra modparten.

På baggrund af udtalelser fra Selskabets advokat var det ledelsens vurdering,
at der ikke i Årsrapport 2010 skulle foretages hensættelse til dækning af krav.
Denne vurdering er uændret gældende i Årsrapport 2011, baseret på opdaterede
udtalelser fra Selskabets advokat. Stævningen påvirker således ikke årets
resultat 2011, bortset fra sagsomkostninger.

Voldgiftssag, tidligere direktør

Selskabet har på baggrund af udtalelser fra Selskabets advokat besluttet, at
der ikke er grundlag for at opretholde den i 2010 foretagne hensættelse til
skyldig fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med en tidligere direktørs
fratræden. På dette grundlag er DKK 10 mio. tilbageført og dermed indtægtsført
i 2011.

Likviditet og kapitalberedskab i NewCap Holding A/S

Der er efter regnskabsårets udløb indgået aftale med Selskabets eksisterende
finansieringskilder om forlængelse af en kreditramme på DKK 25 mio. indtil
primo 2014. Denne forventes betydelig nedbragt i 2012 via realiserede aktiver
og udlodning af udbytte fra datterselskaber.

Det er ledelsens forventning, at der via positivt cash flow fra Selskabets
svenske forretningsområder er tilstrækkelig likviditet til finansiering af
moderselskabets drift i det kommende regnskabsår under de givne forudsætninger
og de anførte forhold og usikkerheder.

Fokus og forventninger til 2012

Det er ledelsens vurdering, at Selskabet er langt i processen med sikring af
Selskabets værdier, om end der fortsat er udfordringer og usikkerheder i
forhold til krav mod Selskabet.

Det er også ledelsens vurdering, at der er sket en betydelig styrkelse i de
svenske forretningsområder.

Fokus i 2012 er derfor fortsat:

-- Konsolidering og videreudvikling af de svenske forretningsområder, herunder
styrkelse af distribution og evne til at levere konkurrencedygtigt afkast
af forvaltning af kundernes opsparing
-- Håndtering af retssagen fra FS Finans A/S, som indebærer betydelige
omkostninger, og
-- Forenkling af den danske datterselskabs- og omkostningsstruktur og
tilvejebringelse og sikring af et finansielt beredskab for de kommende år

På baggrund af den realiserede udvikling og fokus i 2012 forventes en væsentlig
forbedret indtjening, idet der i 2012 forventes et positivt EBTDA for koncernen
og moderselskabet.

For en yderligere uddybning af ovenstående henvises til selskabets årsrapport
2011.

For yderligere information kan henvendelse rettes til direktør Peter Steen
Christensen.


Med venlig hilsen


Peter Steen Christensen

Direktør og bestyrelsesmedlem


For yderligere information kontakt venligst:

Peter Steen Christensen

Telefon: +45 8816 3000

E-mail: [email protected]




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - Newcap Holding

PRIS 1,91
ÆNDRING -0,01 (-0,52%)
ÅBEN 1,83
SIDSTE LUK 1,92
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER