Mærsk Mc-Kinney Møller er død
16-04-12 kl. 16/4 2012 09:20 | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%)
SELSKABSMEDDELELSE
A.P. Møller - Mærsk A/S – Mærsk Mc-Kinney Møller er død
Det er med sorg, vi må meddele, at skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller er død den
16. april 2012.
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla udtaler:
”På vegne af den samlede familie vil jeg udtrykke vor dybe sorg over tabet af
vores far, morfar og oldefar, Mærsk Mc-Kinney Møller.
Vi søstre har mistet en far, som aldrig svigtede hverken sin familie eller sin
gerning.
Vi er taknemmelige over, at vores far blev beriget med et langt indholdsrigt
liv. Med sit aldrig svigtende ønske om at gøre gavn satte han med mange og
store initiativer et væsentligt præg på sin samtid.
På denne dag er det mig meget magtpåliggende at bringe en tak til alle
nuværende og tidligere medarbejdere i A.P. Møller - Mærsk Gruppen for den
loyalitet som i alle år er vist vores far.
Æret være hans minde.”
Mærsk Mc-Kinney Møller blev medindehaver af Firmaet A.P. Møller i 1940 og fra
sin faders død i 1965 leder af og bestyrelsesformand for de væsentligste
selskaber i A.P. Møller - Mærsk Gruppen. Mærsk Mc-Kinney Møller varetog den
daglige ledelse indtil 1993 og forblev bestyrelsesformand i A.P. Møller - Mærsk
A/S indtil 2003.
Mærsk Mc-Kinney Møller var til sin død bestyrelsesformand for A.P. Møller og
Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, A.P. Møller og
Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Familiefond og Den A.P. Møllerske Støttefond,
der alle ejer betydelige aktieposter i A.P. Møller – Mærsk A/S.
Partnere i Firmaet A.P. Møller er herefter Nils Smedegaard Andersen, Claus V.
Hemmingsen, og Søren Skou.
København, den 16. april 2012
Kontaktperson: Lars-Erik Brenøe: tlf. 3363 3363.
Side 1 af 1
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar