Cimber Sterling begæret konkurs
03-05-12 kl. 3/5 2012 05:30 | Cimber Sterling Group 0,99 (0,00%)
Pressemeddelelse nr. 4 2012
3. maj 2012
Cimber Sterlings ejere ønsker ikke længere at understøtte selskabet økonomisk.
Derfor har bestyrelsen i selskabet besluttet sig for at begære selskabet
konkurs og indlevere konkursbegæring til retten i Sønderborg torsdag morgen.
Selskabets ledelse beklager, at det er blevet resultatet af mange måneders
anstrengelser for at sikre en turn around, men stiller sig fuldt til rådighed
for kurator i forbindelse med de kommende dages arbejde med at sikre
videreførelsen af så stor en del af selskabet som muligt.
”Det er dybt beklageligt, at selskabets bestyrelse har måttet tage den tunge
beslutning om at begære selskabet konkurs. Bestyrelse og direktion har i flere
måneder arbejdet intenst på at sikre realiseringen af en turn around i
selskabet, men desværre løb timeglasset ud, før vi var helt i mål. Det var
ganske enkelt ikke muligt at vende skuden hurtigt nok og dermed i tide levere
de nødvendige økonomiske resultater,” siger Jan Palmer, adm. direktør i Cimber
Sterling og fortsætter:
”Fra direktionens side vil vi nu arbejde tæt sammen med kurator om at sikre
værdien i og videreførelsen af så stor en del af selskabet som muligt i
forbindelse med en rekonstruktion. Det er vores forslag til kurator, at vi i
første omgang og som minimum opretholder flyvningen med fire fly på de
regionalruter, som selskabet flyver for SAS. Samtidig med dette vil vi lægge op
til, at vi sammen med kurator undersøger mulighederne for at få flere fly i
luften og dermed sikre en større del af værdien i selskabet for en eventuel
køber”.
Retten i Sønderborg vil i forlængelse af indgivelsen af konkursbegæringen
udpege den eller de kuratorer, som vil komme til at stå for boet. Det vil
fremadrettet være kurator, der vil formidle det videre forløb for selskabet, da
selskabets direktion formelt ophører med sit virke ved indgivelsen af
konkursbegæringen.
”Det er en sorgens dag for dansk luftfart, for Cimber Sterling og for mig
personligt. Men det er ikke mindst meget meget trist for alle de passagerer,
som nu sidder med billetter, der er værdiløse. Og det er dybt beklageligt for
de mere end 600 medarbejdere, som risikerer at miste deres job,” siger Jan
Palmer og fortsætter:
”Det er forventningen, at der inden for de næste cirka tre døgn vil kunne
vendes tilbage med en mere konkret plan for, hvad der fremadrettet skal ske med
selskabets aktiviteter. Det er jo desværre sådan, at der i situationer som
denne, er rigtigt mange ender, der skal mødes. Derfor skal der arbejdes intenst
på alle løsninger de kommende dage”.
På cimber.dk fremgår det, hvilke muligheder man har, hvis man har mistet en
rejse. Yderligere infomation fås hos kurator.
Kurator:
Lisa Bo Larsen
Tlf: +45 24 86 00 16
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar