Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Resultat i de første tre kvartaler af 2012: 3,6 mia. kr. efter skat

30-10-12 kl. 30/10 2012 07:00 | Danske Bank 242,50 (-0,49%)



Til redaktionen
30. oktober 2012



Resultat i de første tre kvartaler af 2012: 3,6 mia. kr. efter skat



Danske Bank har offentliggjort delårsrapport for 1.-3. kvartal 2012. Rapporten
er tilgængelig på www.danskebank.com. Her følger udvalgte hovedpunkter:


-- Danske Bank koncernen opnåede et resultat for 1.-3. kvartal 2012 på 6,3
mia. kr. før skat. Efter skat blev resultatet 3,6 mia. kr. og steg 2,1 mia.
kr. i forhold til 1.-3. kvartal 2011. Resultatet var samlet set som
forventet.


-- De samlede indtægter udgjorde 35,8 mia. kr. i 1.-3. kvartal 2012 og steg 14
pct. i forhold til 1.-3. kvartal 2011. Udviklingen skyldtes stigende
nettorenteindtægter og fremgang i handelsindtægter og indtægter fra
forsikringsaktiviteter.


-- Forbedrede forhold på kapitalmarkederne medførte fremgang i
handelsindtægterne, der steg 31 pct. i forhold til 1.-3. kvartal 2011, da
især 3. kvartal 2011 var påvirket negativt af den finansielle uro.
Aktivitetsniveauet har været højt gennem hele perioden.


-- Omkostningerne udgjorde 19,6 mia. kr. og var på niveau med 1.-3. kvartal
2011.


-- Nedskrivninger på udlån steg 18 pct. i forhold til 1.-3. kvartal 2011.
Nedskrivningerne har dog været faldende de seneste tre kvartaler fra det
høje niveau i 4. kvartal 2011. Det skyldes især lavere nedskrivninger i
Danmark.


-- Nedskrivningerne i 1.-3. kvartal 2012 relaterede sig primært til
erhvervsejendomme i Non-core Irland, shippingbranchen og privatkunder i
Danmark.


-- Koncernen havde ultimo 3. kvartal 2012 kernekapital- og solvensprocenter på
henholdsvis 17,0 og 19,4 mod 16,0 og 17,9 ultimo 2011.


-- Udviklingen i kundernes bonitet afhænger generelt af de økonomiske forhold
på koncernens markeder. Det er vurderingen, at de samlede nedskrivninger i
2012 vil blive på samme høje niveau som i 2011. På denne baggrund forventes
resultatet for 2012 at blive lavt.



Ordførende direktør Eivind Kolding udtaler i forbindelse med regnskabet:
”Regnskabet viser en tilfredsstillende fremgang i forhold til samme periode
sidste år. De indtjeningstiltag, vi allerede har taget initiativ til, begynder
nu at slå igennem. Koncernens nye strategi, New Standards, som vi præsenterer i
dag, skal bane vejen for yderligere resultatfremgang og kundetilfredshed”.



Ny strategi – New Standards


Forretningsvilkårene for Danske Bank koncernens aktiviteter har ændret sig
radikalt. Koncernen opererer nu under nye forhold – en ny normal. Som svar på
de nye udfordringer og muligheder har koncernen udarbejdet en ny strategi: ”New
Standards”.


Der henvises til særskilt selskabsmeddelelse (nr. 17/2012 ) udsendt d.d., der
beskriver koncernens nye strategi. Her følger udvalgte hovedpunkter:


-- Med New Standards bekræfter koncernen sin rolle som universalbank på de
markeder, hvor der opereres i dag, og som udbyder af værdiskabende
produkter inden for kapitalforvaltning (Danske Capital) samt livsforsikring
og pension (Danica). Non-core Irland-porteføljen søges afhændet.


-- New Standards indebærer klare segmenteringsvalg samt produkter og services
baseret på brancheførende rådgivning. Koncernen vil sætte nye standarder
for digitalisering og automatisering af bankforretninger.


-- Et stærkt fokus på procesoptimering og operationel excellence sigter på at
forbedre kundetilfredsheden markant og reducere omkostningerne. Sammen med
forbedret kapitaleffektivitet vil det sikre et højere afkast på et stabilt
kapitalgrundlag. Koncernen vil anlægge en konservativ risikoprofil.


-- Koncernen planlægger at udstede nye aktier for et beløb på ca. 7 mia. kr.
ved hjælp af en accelereret bookbuilding-metode for at fremskynde en
forbedring af ratings og opnåelse af kapitalmål samt styrke
fundingpositionen og bringe koncernen mere på linje med de nordiske
konkurrenter.


-- Koncernens målsætning for kapital er sat konservativt og forventes opnået
ved udgangen af 2013 med en solvensprocent på 17 og en kernekapitalprocent
(ekskl. hybrid kernekapital) på over 13.


-- New Standards har som mål at løfte Danske Bank koncernen op i den bedste
halvdel af den nordiske peergruppe ved udgangen af 2015 med en
egenkapitalforrentning på over 12 pct. efter skat, forudsat mere
normaliserede markedsforhold.


Som led i koncernens nye strategi blev en ny organisation implementeret pr. 1.
juni 2012. Organisationen er bygget op omkring tre nye forretningsenheder, der
går på tværs af koncernens geografiske markeder, og koncernens bankaktiviteter
bliver pr. 15. november 2012 samlet under navnet Danske Bank.


Den finansielle rapportering vil blive tilpasset den nye organisationsstruktur
med virkning fra 1. januar 2013.





Med venlig hilsen

Danske Bank



Kontaktpersoner den 30. oktober 2012 fra kl. 10.00:

Ordførende direktør Eivind Kolding, telefon 45 14 60 01

Bankdirektør Henrik Ramlau-Hansen, telefon 45 14 06 66

Chef for Investor Relations Martin Gottlob, telefon 45 14 07 92


Delårsrapporten præsenteres på pressemøde og telekonferencer den 30. oktober
2012. Pressemødet afholdes kl. 10.00 og telekonferencerne afholdes henholdsvis
kl. 09.00-9.30 og kl. 14.30. Pressemødet og telekonferencen kl. 14.30 kan
følges direkte på www.danskebank.com. For yderligere information om Danske
Banks regnskab henvises til www.danskebank.com/regnskab.


Disclaimere


Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn. Med undtagelse
af udsagn om historiske kendsgerninger, herunder uden begrænsning udsagn
vedrørende Danske Banks finansielle stilling, fremtidige driftsresultater,
forretningsstrategi, ledelsesplaner og målsætninger for koncernens fremtidige
drift, anses alle udsagn for at være fremadrettede udsagn. Sådanne
fremadrettede udsagn er baseret på nuværende antagelser og er forbundet med en
række risici og usikkerheder, som kan forårsage, at faktiske resultater og
udvikling adskiller sig væsentligt fra de forventede fremtidige resultater og
udvikling, som udtrykt direkte eller indirekte i de fremadrettede udsagn.
Forhold, som kan forårsage, at fremadrettede udsagn adskiller sig væsentligt
fra faktiske resultater indbefatter blandt andet generelle økonomiske og
forretningsmæssige faktorer, konkurrence samt rente- og valutakursudsving. Der
kan derfor ikke gives sikkerhed for, at forventede begivenheder vil indtræffe,
eller at de anførte mål faktisk vil blive nået. De oplysninger, der gives i
nærværende materiale, er pr. dags dato, og hverken Danske Bank eller Joint
Bookrunners påtager sig noget ansvar for at opdatere fremadrettede udsagn
indeholdt heri.

Denne selskabsmeddelelse indeholder henvisninger til en eventuel
aktieudstedelse i Danske Bank. Disse henvisninger er ikke et tilbud om at sælge
eller en anmodning om et tilbud om at købe eller tegne værdipapirer i USA eller
i nogen anden jurisdiktion. De værdipapirer, der henvises til heri er ikke og
vil ikke blive registreret i henhold til Securities Act of 1933 med senere
ændringer (”Securities Act”) og må ikke udbydes eller sælges i USA uden
forudgående registrering eller uden en dispensation fra registreringskravet som
fastsat i Securities Act.




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - Danske Bank

PRIS 242,50
ÆNDRING -1,20 (-0,49%)
ÅBEN 244,10
SIDSTE LUK 243,70
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER