Fusionens betydning for aktionærerne i Sparekassen Hvetbo A/S
31-10-12 kl. 31/10 2012 19:51 | Sparekassen Hvetbo 51,00 (+2,00%)
Fondsbørsmeddelelse nr. 14/2012
Fusionens betydning for aktionærerne i Sparekassen Hvetbo A/S
Den 31. oktober 2012
Nærværende fondsbørsmeddelelse udsendes i forlængelse af fondsbørsmeddelelse
nr. 13/2012 vedr. forløbet af den ekstraordinære generalforsamling i
Sparekassen Hvetbo A/S den 31. oktober 2012, hvor fusionen med Sparekassen
Vendsyssel blev godkendt.
Som konsekvens af fusionen vederlægges aktionærerne i Sparekassen Hvetbo A/S
med garantkapital i Sparekassen Vendsyssel. Aktionærerne modtager DKK 55
garantkapital pr. aktie á nom. DKK 100 svarende til en ombytningskurs på 55.
Idet garantkapital i Sparekassen Vendsyssel optages i beløb af DKK 1.000, vil
de fleste aktionærer tillige modtage et kontant udligningsbeløb, og aktionærer
med færre end 19 aktier vil blive indløst kontant.
Sparekassen Hvetbo A/S’ aktier er optaget til handel på NASDAQ OMX Copenhagen
A/S (”NASDAQ OMX”). Sparekassen Vendsyssels garantbeviser er derimod ikke
optaget til handel på et reguleret marked. Som konsekvens af fusionens
vedtagelse vil aktierne i Sparekassen Hvetbo A/S derfor blive slettet fra
handel på NASDAQ OMX, idet aktionærernes noterede aktier i Sparekassen Hvetbo
A/S ombyttes med ikke noteret garantkapital i Sparekassen Vendsyssel.
Som følge heraf har NASDAQ OMX betinget sletningen fra handel af, at aktierne i
Sparekassen Hvetbo A/S kan handles via NASDAQ OMX i en kort periode efter
vedtagelsen af fusionen, således at aktionærerne har mulighed for at sælge
deres aktier og dermed undgå ombytningen til garantkapital. Aktierne kan derfor
handles til og med tirsdag den 6. november, indtil hvilken dato Market Maker
aftalen med Spar Nord Bank A/S ligeledes vil blive opretholdt.
Efter ombytningen til garantkapital i Sparekassen Vendsyssel kan den enkelte
garant fremsætte anmodning om indløsning af garantkapital til sparekassen, der
herefter vil lade den indløse i takt med nytegning af garantkapital.
Ekspeditionstiden vil erfaringsmæssigt være 3-4 måneder. Garanterne kan
overdrage garantkapital til andre garanter.
I lighed med aktiekapitalen i Sparekassen Hvetbo A/S indgår garantkapitalen i
Sparekassen Vendsyssels egentlige kernekapital og er ikke dækket af
indskydergarantiordningen. Det betyder, at garantkapitalen ligesom aktiekapital
kan tabes, hvis pengeinstituttet kommer under afvikling.
Garantkapital er dog modsat aktiekapital ikke følsomt overfor kursændringer,
idet garantkapital tegnes og indløses til kurs 100.
Det praktiske forløb af ombytningen
I uge 45-46 vil der blive oprettet garantkonti i Sparekassen Vendsyssel for
aktionærerne. Ombytning af aktier til garantkapital vil blive gennemført i uge
46-50.
Aktionærer, der har aktier i depot i Sparekassen Hvetbo A/S eller Sparekassen
Vendsyssel, behøver ikke foretage sig noget i forbindelse med ombytningen.
Aktionærer, der har aktier i depot i et andet pengeinstitut (end Hvetbo eller
Vendsyssel), vil modtage orientering fra det pågældende pengeinstitut og for så
vidt angår navnenoterede aktionærer direkte fra Sparekassen Vendsyssel.
Aktionærer med depot i et andet pengeinstitut, som ikke ombytter aktier med
garantkapital, vil i uge 50 modtage ophørsbeviser, der kan ombyttes med
garantkapital.
Fusionen er fortsat betinget af Finanstilsynets godkendelse
Ombytningen til garantbeviser og sletningen fra handel er betinget af, at
Finanstilsynets godkender fusionen i henhold til lov om finansiel virksomhed.
Godkendelsen forventes at foreligge den 8. november 2012. Der vil blive udsendt
særskilt fondsbørsmeddelelse herom.
Med venlig hilsen
Christian Hem
Formand for bestyrelsen
Tlf. 40 83 78 48 / [email protected]
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Sparekassen Hvetbo



