3. KVARTALSRAPPORT 2012
30-11-12 kl. 30/11 2012 07:56 | Nordic Shipholding 0,67 (0,00%)
Resumé
Nordic Shipholding solgte i 2. kvartal sine kemikalietankskibe og hele
organisationen til kapitalfonden Triton. Hvis ikke andet er anført, vedrører de
finansielle oplysninger den fortsættende virksomhed. Efter salget omfatter
Nordic Shipholdings aktiviteter seks produkttankskibe – 1 LR1- (75.000 dwt) og
5 Handysize skibe (35-38.500 dwt).
Efter frasalget til Triton har en omstrukturering af selskabet fokuseret på at
skabe en fremtidig positiv pengestrøm fra driften. Nordic Shipholding er i dag
en ren tonnageudbyder, og det generelle ledelsesarbejde er udliciteret til
Tankers Inc. Holdings A/S. Der er derfor i juli 2012 nedlagt ledelsesstillinger
i Nordic Shipholding, og der har i den forbindelse været omkostninger på ca.
USD 1 million til kompensation. Disse kompensationsomkostninger blev afholdt i
3. kvartal 2012, med likviditetspåvirkning frem til april 2013.
I et forsøg på at reducere omkostningerne, grundet selskabets økonomiske
stilling og den meget enkle og transparente organisation, er den eksterne
kommunikation som f.eks. opdateringer på hjemmesiden og nyhedsbreve til
aktionærerne neddroslet til et minimum. Selvom dette kan påvirke
kommunikationen til aktionærerne, er det nødvendigt. Nordic Shipholding
fokuserer på at skabe en slank og effektiv virksomhed for at opnå rentabilitet.
I årets første tre kvartaler steg omsætningen på Time Charter Equivalent (TCE)
basis med USD 1,1 millioner fra USD 18,6 millioner i 2011 til USD 19,7
millioner i 2013. De lave fragtrater, som har domineret selskabets
markedssegmenter i de foregående 3 år, er stadig på et utilfredsstillende lavt
niveau. Ved udgangen af tredje kvartal og fortsættende ind i fjerde kvartal
steg fragtraterne i de fleste produkttankskibssegmenter. I årets første tre
kvartaler udgjorde EBITDA USD 4,8 millioner, et fald fra USD 5,5 millioner i
den samme periode i 2011. Resultatet efter skat for fortsættende aktiviteter
var et tab på USD 7,2 millioner. Omkostningerne i forbindelse med frasalget
udgjorde ca. USD 1 million.
For 2012 fastholder Nordic Shipholding de forventninger, der blev
offentliggjort i halvårsrapporten for 2012. Forventningen til den fortsættende
virksomhed er en omsætning på TCE basis i størrelsesordenen USD 23 – 27
millioner med en EBITDA på USD 7 - 10 millioner. Resultat før skat for den
fortsættende virksomhed forventes at blive et tab på USD 7 – 12 millioner før
eventuelle nedskrivninger på skibe, goodwill eller andre aktiver.
Resultatet før skat, inkl. den ophørende aktivitet, forventes at blive et tab
på USD 15 - 20 millioner inklusiv realiserede tab på drift og salg af
kemikalietankskibsaktiviteterne på USD 8,3 millioner og før eventuelle
nedskrivninger på andre skibe, goodwill eller andre aktiver.
Frasalget af kemikalietankskibsvirksomheden blev godkendt på den ordinære
generalforsamling den 20. april 2012, og frasalget blev afsluttet den 30.
april. Salgsprisen på USD 30 millioner er anvendt således:
1. USD 10 millioner er anvendt til at reducere bankgælden i de
produkttankskibe, som er tilbage i Nordic Shipholding, og
2. USD 20 millioner er udlånt til det selskab, der har erhvervet
kemikalietankskibene.
Frasalget har givet selskabet tid til at finde en permanent løsning på sine
finansielle problemer og bestyrelsen undersøger en række forskellige muligheder
så som en forlængelse af selskabets moratorium, fusion, salg eller en
kapitalforhøjelse. Processen med at etablere en langsigtet løsning forløber som
planlagt. Hvis der ikke indskydes ny egenkapital, og/eller den henstand, der er
opnået, ikke forlænges ud over den 31. marts 2013, er selskabet måske ikke i
stand til at indfri sine forpligtelser over for bankerne, hvilket kan medføre
tab af egenkapitalen eller konkurs. Selskabet er i dialog med dets banker og
forventer dog at finde en værdiskabende løsning for långivere og aktionærer.
Den bogførte værdi af selskabets skibe var USD 162,6 millioner ved udgangen af
3. kvartal sammenholdt med en mæglervurdering der var ca. USD 30 millioner
lavere end den bogførte værdi. Selskabet beregner desuden nutidsværdien af
skibenes forventede indtjening, hvilket viser en højere værdi end den bogførte
værdi, hvorfor der ikke er foretaget nogen nedskrivninger. For yderligere
information henvises til note 3. Hvis selskabet bliver nødsaget til at sælge de
resterende produkttankskibe ved et tvangssalg, vil egenkapitalen være tabt.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar