Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Årsregnskabsmeddelelse 2012

14-02-13 kl. 14/2 2013 10:38 | Sparekassen Faaborg 173,50 (0,00%)

Faaborg, Danmark, 2013-02-14 11:38 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Overblik for året 2012

2012 blev et udfordrende år for Sparekassen Faaborg koncernen, primært som
følge af store nedskrivninger på udlån, ikke mindst relateret til engagementet
med Fonden for Sparekassen Faaborg samt tilknyttede selskaber. Som følge heraf
er realiseret et negativt nettoresultat for 2012 på 436,9 mio. kr. mod et
positivt resultat på 10,6 mio. kr. i 2011.

Resultatet før nedskrivninger, kursreguleringer og skat blev også lavere end
2011, primært grundet faldende udlånsvolumen og lavere afkast af likviditeten,
svarende til de udmeldte forventninger i seneste kvartalsrapport.

Sparekassen Faaborgs forretningsmodel var indtil 2008 kendetegnet ved
forholdsvis mange og store udlån til bl.a. ejendomsinvestorer og andre
finansielle aktører, ofte med en geografisk placering langt udenfor
Sparekassens primære markedsområde. Disse udlån har siden finanskrisens indtog
påført Sparekassen meget store tab, ikke mindst i 2012, hvor ledelsen
yderligere har intensiveret arbejdet med at reducere Sparekassens risikoprofil.
Dette arbejde har været nødvendiggjort af de fortsat ugunstige markedsvilkår,
nye nedskrivningsregler fra Finanstilsynet samt behovet for at skabe en
bæredygtig forretningsmodel, der er baseret på en mindre og for branchen mere
almindelig risikovillighed.

En række store og komplicerede engagementer er reduceret eller afviklet med
succes. Dette arbejde har konkret afværget yderligere væsentlige tab for
Sparekassen Faaborg. Andre engagementer har vist sig meget vanskelige at
afvikle under de nuværende markedsvilkår, selvom der ofres betydelige
ressourcer herpå. Bl.a. derfor er der foretaget meget væsentlige nedskrivninger
i 2012.

På den baggrund går ledelsen ind i 2013 med en overbevisning om, at den
underliggende risiko i udlånsporteføljen er vel afspejlet i de foretagne
nedskrivninger. Det kan dog ikke udelukkes, at der også fremadrettet vil blive
behov for yderligere nedskrivninger, specielt så længe markedsvilkårene for
ejendomme og finansiering i det hele taget er vanskelige.

Samlet set har Sparekassen taget et væsentligt skridt i den løbende proces med
at omstrukturere forretningen til at bestå af eksponeringer mod primært fynske
kunder, med et stærkt fokus på private kunder samt mindre og mellemstore
erhvervsvirksomheder.

I processen blev ledelseslaget styrket og organisationen slanket, ligesom der
fortsat blev arbejdet intenst med forøgelse af de faglige og personlige
kompetencer med henblik på at stå stærkest muligt i markedet.

Koncernens solvens er ultimo 2012 på 14,3 %, mod 18,6 % ultimo 2011, og
kernekapitalen er 12,5 %, mod 15,6 % ultimo 2011.

Det individuelle solvensbehov er 11,5 %, opgjort efter Finanstilsynets seneste
vejledning om ”8+modellen”.

Overdækningen er 2,8 procentpoint mod 5,4 procentpoint ultimo 2011. Den
reducerede overdækning kan henføres til de betydelige nedskrivninger i 2012.
Sparekassens risikovægtede aktiver er reduceret med 22 % i løbet af 2012.
Overdækningen er under ledelsens ønskede niveau, og der arbejdes derfor med en
kapitalplan, der skal sikre en solid overdækning.

Indtægterne er præget af et faldende udlån samt lavere afkast på en stigende
overskudslikviditet. De lavere renteindtægter opvejes kun delvist af forøgede
gebyr- og provisionsindtægter. I renteudgifter indgår overkurs ved senere
indfrielse af hybrid kernekapital med 20,0 mio. kr.

Samlet set er netto rente- og gebyrindtægter 303,2 mio. kr. mod 337,6 mio. kr.
for 2011.

Udgifter til personale og administration blev 229,8 mio. kr. mod 221,7 mio. kr.
i 2011. Stigningen relaterer sig til henholdsvis fratrædelsesgodtgørelser – i
forbindelse med en større afskedigelsesrunde i efteråret 2012 – samt en ændring
af beregningsprincippet for opgørelse af lønsumsafgiften.

Sparekassen har et stramt fokus på at sikre konkurrencekraften, hvorfor
produktiviteten er øget gennem året, hvor færre medarbejdere håndterer et
stigende antal kunder. Antallet af medarbejdere er reduceret fra 239 ved
indgangen til 2012 til 195 ved udgangen af 2012.

Sparekassen foretog en række filialsammenlægninger i 2012 og reducerede derved
antallet af filialer fra 22 ultimo 2011 til 14 ultimo 2012.

Reduktionerne skal ses i sammenhæng med kundernes stigende anvendelse af
selvbetjening og det øgede behov hos kunderne for specialiseret rådgivning. Der
er fortsat et tæt filialnet i Sparekassens kerneområde.

Der har gennem 2012 været en støt tilgang af nye kunder, både på privat og
erhverv.

Nedskrivninger på udlån m.v. steg til 481,4 mio. kr. mod 110,4 mio. kr. i 2011.
Engagementet med Fonden og relaterede selskaber udgør en væsentlig del af
nedskrivningerne.

Kursreguleringerne udgør en gevinst på 3,3 mio. kr. mod en gevinst på 12,9 mio.
kr. i 2011.

I forhold til ultimo 2011 er udlån faldet med 658 mio. kr. til 3.789 mio. kr.,
og indlån er steget med 521 mio. kr. til 4.776 mio. kr., inklusive indlån i
puljeordninger. Målsætningen om balance mellem udlån og indlån inden udgangen
af 2013 blev til fulde opnået i 2012 med et komfortabelt indlånsoverskud på 987
mio. kr.

Den samlede likviditet på 2.013 mio. kr. er meget tilfredsstillende med en
overdækning på 1.323 mio. kr. - svarende til 192 % - i forhold til kravet i §
152 i lov om finansiel virksomhed.

Efter udløbet af regnskabsåret har Sparekassen indfriet den resterende del af
det statsgaranterede obligationslån på 150 mio. kr.

Tillige er sammensætningen af likviditeten god med mange mindre indlån.

Sparekassen har likviditet til at udvide forretningsomfanget med sin målgruppe,
der er privatkunder samt mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder på Fyn.

Der indstilles ikke udbytte for 2012.

I løbet af 2012 blev der foretaget en større udskiftning af
bestyrelsesmedlemmer, og den nuværende bestyrelse besidder tilsammen de
relevante og nødvendige kompetencer for at kunne lede Sparekassen med den
vedtagne forretningsmodel. Der er således solide kompetencer og erfaring
indenfor erhvervsjura, bankvæsen, ejendomsfinansiering, regnskab, revision,
ledelse af erhvervsvirksomhed og strategiudvikling.

Sparekassen ligger indenfor alle fem pejlemærker i ”Tilsynsdiamanten”.
Afstanden til grænseværdierne er komfortable for fire af pejlemærkerne,
hvorimod ejendomseksponeringen fortsat ønskes reduceret.

Forventninger til 2013

Der vil fortsat blive investeret i teknologiske forbedringer til gavn for
kunderne, men samlet set forventes Sparekassens omkostninger at blive lavere
end i 2012 som følge af reduktionen i antal ansatte i det forgangne år. Behovet
for nedskrivninger på udlån forventes at være væsentligt lavere end i 2012. Med
en reduceret omkostningsbase samt fortsat stramt fokus på risikohåndtering og
tæt kontakt til kunderne er grundlaget til stede for en styrkelse af
indtjeningsevnen.

Koncernen forventer et resultat før kursreguleringer, nedskrivninger på udlån
m.v. og skat på et højere niveau end i 2012.

Der forventes fortsat at være et højere indlån end udlån, og den samlede
likviditet forventes fortsat at være tilfredsstillende.

Der arbejdes med flere scenarier for en langsigtet kapitalplan, der vil sikre
Sparekassen et tilfredsstillende kapitalgrundlag.



Adm. direktør Claus Sejling eller vicedirektør Flemming B. Nielsen på
tlf.nr. 6361 1800




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - Sparekassen Faaborg

PRIS 173,50
ÆNDRING 0,00 (0,00%)
ÅBEN 173,50
SIDSTE LUK 0,00
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER