DELÅRSRAPPORT FOR KØBENHAVNS LUFTHAVNE A/S (CPH) FOR PERIODEN 1. JANUAR – 31. MARTS 2013
07-05-13 kl. 7/5 2013 11:31 | Københavns Lufthavne 5.680 (+0,35%)
Bestyrelsen har i dag godkendt delårsrapporten for perioden 1. januar – 31.
marts 2013.
Resume for de første tre måneder af 2013
Det samlede antal passagerer i Københavns Lufthavn (CPH) faldt med 0,7 procent
i første kvartal 2013 til 5,1 mio. passagerer, men korrigeret for den tidlige
påske i år og skuddagen i februar 2012, ses en vækst. På trods af dette steg
både omsætning og resultat før skat med henholdsvis 2,4 procent til DKK 787,1
mio. og 4,9 procent til DKK 202,6 mio. Den stigende omsætning skyldes blandt
andet fortsat fremgang i shopping-centret samt et stadigt stigende antal
internationale passagerer. CPH ser frem mod en travl sommer, og lufthavnen
fastholder forventningerne til helåret.
Forårsmånederne er altid usammenlignelige, fordi helligdagene og dermed
rejseaktiviteten falder forskelligt fra år til år. De underliggende tal viste
en fremgang kvartalet igennem, og ugerne op til påske viste endvidere en stærk
trafikvækst, hvilket tegner positivt for den kommende periode.
Den interkontinentale trafik vokser fortsat, idet antallet af passagerer på de
lange, oversøiske ruter steg med 1,1 procent i første kvartal. I alt er
antallet af internationale passagerer steget med 1,5 procent i årets første tre
måneder. Cimber Sterling stod før konkursen i maj i fjor for 49 procent af den
samlede danske indenrigstrafik, og derfor er fraværet af Cimber Sterling i 2013
medvirkende til, at indenrigstrafikken i første kvartal i år faldt med 20,1
procent. Kapaciteten på de internationale ruter er genvundet efter Cimber
Sterlings konkurs. Omsætningen i det aeronautiske segment er steget med 3,3
procent.
Fortsat positiv udvikling i shopping-centret
Omsætningen i det ikke-aeronautiske segment steg med 2,8 procent, hvilket var
drevet af en fortsat positiv udvikling i shopping-centret, en øget omsætning på
parkering samt øgede hotelaktiviteter. Den afsluttede ombygning og
modernisering af Hilton har sammen med et højere antal møder og konferencer
resulteret i en omsætningsstigning på 10,2 procent for hotellet.
Omsætningen i Københavns Lufthavns shopping-område fortsatte i første kvartal
de seneste års positive udvikling. Omsætningen steg med 3,8 procent, hvilket
skyldes et forbedret food & beverage udbud samt en række nye, stærke brands.
CPH arbejdede i 2012 målrettet på at forbedre lufthavnens udbud af
restauranter, cafeer og barer med blandt andet steak-restauranten MASH og Le
Sommelier Bistro & Bar. Herudover har CPH i begyndelsen af 2013 yderligere
forbedret de ekstraordinære kundeoplevelser gennem en ombygning og
modernisering af Tax-free-butikkerne, ligesom CPH har åbnet Europas første Marc
By Marc Jacobs i en lufthavn. På den måde fortsætter CPH med at imødekomme
passagerernes ønsker og behov, og det smitter positivt af på deres forbrug i
lufthavnen.
Highlights af resultaterne
-- Passagertallet i Københavns Lufthavn faldt med 0,7 procent i de første tre
måneder af 2013. Antallet af lokaltafgående passagerer faldt med 0,1
procent, og transfererende passagerer faldt med 3,4 procent
-- Omsætningen steg med 2,4 procent til DKK 787,1 mio. (2012: DKK 768,3 mio.),
hvilket hovedsagligt skyldtes prisindeksreguleringen af de
passagerrelaterede afgifter i april 2012, flere internationale passagerer
samt øget forbrug i shopping-centret
-- Korrigeret for særlige forhold, steg EBITDA med 2,0 procent. Det
rapporterede EBITDA steg med 2,7 procent til DKK 385,0 mio. (2012: DKK
374,9 mio.)
-- EBIT steg med 2,8 procent til DKK 253,2 mio., når der korrigeres for
særlige forhold (2012: DKK 246,4 mio.). Reporteret EBIT steg med 3,8
procent til 252,0 mio. (2012: DKK 242,7 mio.)
-- Nettofinansieringsomkostningerne er på niveau med 2012 og udgør DKK 49,4
mio.
-- Korrigeret for særlige forhold udgjorde resultat før skat DKK 203,8 mio.
(2012: DKK 196,8 mio.). Resultat før skat steg til DKK 202,6 mio. (2012:
DKK 193,1 mio.)
-- Anlægsinvesteringer udgjorde DKK 214,6 mio. i de første tre måneder af 2013
(2012: DKK 166,0 mio.)
Forventninger til 2013
Forventninger til resultat før skat
På baggrund af det forventede trafikprogram for resten af 2013 forventes en
stigning i det samlede antal passagerer. Helårseffekten af de mange nye ruter i
2012 forventes at give en positiv effekt i 2013. Endvidere forventes 2013 at
blive positivt påvirket af fuldsårseffekten af de ruter, som blev erstattet
efter Cimber Sterlings konkurs i 2012. Den fortsatte økonomiske usikkerhed i
euroområdet og lukkede ruter som følge af indskrænkninger hos flyselskaberne
kan dog påvirke udviklingen for 2013.
Stigningen i antallet af passagerer forventes at få positiv effekt på
omsætningen. Driftsomkostningerne forventes også at være højere end i 2012
primært på grund af den forventede passagervækst samt omkostningsinflation.
Dette modsvares delvist af et fortsat fokus på effektivisering af
driftsomkostninger. Afskrivninger og finansieringsomkostninger forventes at
være højere i 2013 end i 2012, som følge af det fortsat høje
investeringsniveau. Samlet set forventes resultat før skat i 2013 derfor at
være lidt lavere end i 2012, når der tages højde for særlige forhold.
Driftsresultatet før afskrivninger forventes derimod at være højere i 2013 end
i 2012, når der tages højde for særlige forhold.
Forventninger til investeringer i anlægsaktiver
I henhold til takstaftalen er CPH forpligtet til at investere gennemsnitligt
DKK 500 mio. årligt. CPH forventer i 2013 – som i tidligere år – at investere
på et niveau, som er markant højere end det forpligtede. Investeringsniveauet
afhænger dog af den fortsatte vækst i det samlede antal passagerer. Dertil
kommer andre kommercielle investeringer til gavn for flyselskaber og
passagerer.
Forventningerne til 2013 for resultat før skat og investeringer fastholdes.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar