NeuroSearch A/S – Delårsrapport for 1. halvår 2013
29-08-13 kl. 29/8 2013 06:38 | NeuroSearch 3,50 (-0,28%)
Nedenfor følger delårsrapport for NeuroSearch for 1. halvår 2013. Rapporten i
sin helhed fremgår af vedlagte PDF-fil.
-----------------------------------------------
Selskabsmeddelelse
29.08.2013
NeuroSearch-koncernen (NEUR) realiserede et overskud af primær drift på 13
mio.kr. i andet kvartal 2013 (underskud på 408 mio.kr. i samme periode 2012).
Det regnskabsmæssige resultat efter skat blev et overskud på 24 mio.kr. i andet
kvartal (underskud på 387 mio.kr. i samme periode 2012).
Overskuddet i andet kvartal skyldes især, at NeuroSearch havde en omsætning på
29 mio.kr. fra frigivelse af depotet vedrørende Huntexil®, som blev solgt til
Teva Pharmaceuticals Inc.
NeuroSearch-koncernen realiserede et overskud af primær drift på 2 mio.kr. i
første halvår 2013 (underskud på 430 mio.kr. i samme periode 2012). Det
regnskabsmæssige resultat efter skat blev et overskud på 18 mio.kr. i første
halvår (underskud på 414 mio.kr. i samme periode 2012).
Selskabets likvide midler udgjorde 63 mio.kr. pr. 30. juni 2013 (88 mio.kr. pr.
30. juni 2012). Likviditeten er yderligere forbedret med 37 mio. kr. i juli
måned som følge af en positiv nettoeffekt fra frigivelse af købesummen for
ejendommen samt indfrielse af resterende prioritetsgæld.
Begivenheder i 2. kvartal og indtil i dag
-- Den 23. april 2013 annoncerede NeuroSearch, at Teva havde givet meddelelse
om, at depotet på 28,7 mio.kr. vedrørende Huntexil® kunne frigives.
-- Den 6. maj 2013 indgik selskabet en aftale med PKA om salg af selskabets
bygning og grund med overtagelse den 1. juli 2013 for en kontant købesum på
kr. 112,5 mio.kr.
-- Den 17. juli 2013 meddelte selskabet, at Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet har rejst tiltale mod selskabet for
påstået kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed. Tiltalen vedrører en
selskabsmeddelelse udsendt den 3. februar 2010. NeuroSearch afviser på det
foreliggende grundlag tiltalen og afventer sagens gennemførsel for retten.
-- Den 31. juli 2013 meddelte selskabet, at bestyrelsen har opsagt sin
administrerende direktør, René Schneider. Opsigelsen skyldtes, at
bestyrelsen, som et naturligt led i den lagte strategi for afvikling af
selskabets aktiviteter, ønskede at begrænse selskabets omkostninger i
forbindelse med den daglige drift. René Schneider fortsætter indtil videre
sit virke som selskabets administrerende direktør, idet det mellem parterne
er aftalt, at René Schneider fritstilles senest den 30. november 2013.
NeuroSearch har i perioden fra Renés tiltræden som administrerende direktør
i juli 2012 til i dag afhændet væsentlige aktiver, herunder Huntexil® og
selskabets bygning og grund. Som konsekvens heraf har selskabet kunnet
afvikle gæld, genetablere egenkapitalen og opbygge et væsentligt
kapitalberedskab.
Opdatering på selskabets aktiviteter
Bestyrelse og direktion arbejder på at realisere værdien af de øvrige
tilbageværende aktiver i NeuroSearch.
NeuroSearch er i dialog med flere forskellige selskaber med henblik på at
afsøge muligheden for en fusion eller anden lignende transaktion. Sådanne
transaktioner vanskeliggøres af den af SØIK rejste tiltale ligesom overvejelser
om likvidation af selskabet eller udlodning af selskabets likvide midler til
aktionærerne må afvente udfaldet af retssagen.
Bestyrelsesformand Allan Andersen udtaler i forbindelse med halvårsrapporten:
”Det er tilfredsstillende, at vi kan konstatere, at vi nu stort set er færdige
med den operationelle afvikling af selskabet, og at det er lykkedes inden for
det seneste år at forbedre egenkapitalen med 161 mio. kr., så den nu udgør tæt
på 100 mio. kr., samt at al bankgæld samtidigt er afviklet.
Det var som en naturlig konsekvens heraf, at selskabet ultimo juli indgik
aftale med den adm. dir. René Schneider om, at han fratræder ultimo november i
år. René kan med god ret sige ”mission completed”.
Der er således god grund til at takke René og hans medarbejdere for en
enestående, effektiv og dedikeret indsats for NeuroSearch, og bestyrelsen kan
kun sende René videre i erhvervskarrieren med de bedste anbefalinger.”
Finansielle forventninger til 2013
For 2013 forventer NeuroSearch fortsat et underskud af primær drift på ca. 15
mio.kr. I andet halvår 2013 forventes et underskud primært som følge af
fortsatte forpligtelser til opsagte medarbejdere.
Forventningerne tager ikke højde for eventuelle tab eller fortjenester, som
måtte komme ud af et potentielt salg af selskabets tilbageværende aktiver.
Allan Andersen René Schneider
Formand for bestyrelsen Adm. direktør
Kontaktperson
René Schneider, adm. direktør, telefon: 2911 2097
Om NeuroSearch
NeuroSearch A/S (NEUR) er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar