Tvangsindløsning af mindretalsaktionærer samt afnotering af Trifork A/S
26-02-14 kl. 26/2 2014 10:19 | Trifork 13,60 (0,00%)
Meddelelse nr. 11/2014
Aarhus, 2014-02-26 11:19 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Trifork A/S har i dag modtaget den vedlagte besked omkring tvangsindløsning af
mindretalsaktionærer fra Trifork Holding AG.
Med baggrund i denne information vil Trifork A/S samtidigt ansøge om en
afnotering fra NASDAQ OMX Copenhagen. Såfremt ansøgningen bliver imødekommet
vil den sidste handelsdag for Trifork A/S aktien på NASDAQ OMX Copenhagen blive
den 26. marts, 2014.
Venlig hilsen
Bestyrelsen i Trifork
__________________________________________________________________________
Meddelelse om indløsning af minoritetsaktionærer i
Trifork A/S
(CVR nr. 20921897)
i medfør af Selskabslovens §§ 70-72
Efter gennemførelse af et pligtmæssigt offentligt købstilbud fremsat den 20.
januar 2014 (”Købstilbuddet”) i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse
nr. 221 af 10. marts 2010 om overtagelsestilbud m.v., ejer Trifork Holding AG
94,4 % af den samlede aktiekapital og stemmerettigheder i Trifork A/S som
offentliggjort ved meddelelse den 18. februar 2014. Som følge heraf har Trifork
Holding AG besluttet, at de øvrige aktionærer i Trifork A/S skal lade deres
aktier indløse i henhold til Selskabslovens §§ 70-72.
Selskabets aktionærer opfordres derfor til inden for en 4-ugers periode, der
udløber den 26. marts 2014, at overdrage deres aktier i Trifork A/S til Trifork
Holding AG.
Aktierne overdrages til Trifork AG for DKK 13,60 pr. aktie à nominelt DKK 1, og
afregningen sker kontant. Den tilbudte kurs svarer til den kurs, som Trifork
Holding AG har betalt til de aktionærer, der har accepteret Købstilbuddet mod
kontant betaling.
Alle aktier, der overdrages til Trifork Holding AG i henhold til denne
meddelelse, skal være frie og ubehæftede i enhver henseende.
Enhver aktionær, som ønsker at afhænde sine aktier til Trifork Holding AG, skal
henvende sig i sit eget kontoførende institut med anmodning om, at deres accept
af at overdrage aktierne til Trifork Holding AG meddeles til:
Sydbank A/S
Peberlyk 4
6200 Aabenraa
Afregning af de overdragne aktier foretages kontant via aktionærernes eget
kontoførende institut 4 bankdage efter udløbet af ovenfor nævnte 4-ugers
periode (onsdag den 26. marts 2014). Der vedlægges en blanket, som skal
benyttes ved overdragelsen.
Eftersom tvangsindløsningskursen svarer til den tilbudskurs, som blev afregnet
over for de aktionærer, der afhændede deres aktier mod kontant betaling i
henhold til Købstilbuddet, anses den som rimelig efter gældende
overtagelsesregler. Er en minoritetsaktionær imidlertid uenig i
indløsningskursen, kan aktionæren i henhold til Selskabslovens § 70, stk. 2,
anmode om, at indløsningskursen fastsættes af en skønsmand, som udmeldes af
retten på Trifork A/S’ hjemsted. Skønsmanden skal fastsætte indløsningskursen i
overensstemmelse med § 67, stk. 3, i Selskabsloven.
Hvis skønsmandens vurdering efter Selskabslovens § 67, stk. 3, fører til en
højere indløsningskurs end tilbudt af Trifork Holding AG, har denne højere kurs
også gyldighed for de aktionærer, hvis aktier bliver indløst, og som ikke har
ønsket vurdering. Omkostningerne ved kursfastsættelsen afholdes af den
aktionær, som har anmodet om en vurdering. Retten kan dog pålægge Trifork
Holding AG at afholde omkostningerne helt eller delvist, hvis
værdifastsættelsen fører til en højere kurs end tilbudt af Trifork Holding AG.
Minoritetsaktionærer, som ikke inden for 4 ugers fristen nævnt ovenfor har
overdraget deres aktier til Trifork Holding AG, vil ved bekendtgørelse i
Erhvervsstyrelsens it-system i medfør af Selskabslovens § 72 blive opfordret
til at overdrage deres aktier med en frist på 3 måneder. Såfremt aktionærerne
ikke inden udløbet af 3 måneders fristen har overdraget deres aktier, vil
aktierne blive tvangsindløst, og Trifork Holding AG vil ved fristens udløb
blive registreret som indehaver af de pågældende aktier. Samtidig vil
indløsningsbeløbet blive deponeret af Sydbank A/S i henhold til Lov nr. 29 af
16. februar 1932 om deponering.
Schindellegi, Schweiz, den 26. februar 2014
Trifork Holding AG
__________________________________________________________________________
Udtalelse fra bestyrelsen i
Trifork A/S
(CVR nr. 20921897)
om betingelserne for tvangsindløsningen
Bestyrelsen i Trifork A/S har modtaget og gennemgået ovenstående meddelelse fra
Trifork Holding AG med henblik på nærværende udtalelse, jf. Selskabslovens §
70, stk. 2. Den besluttede indløsning sker til samme pris, som tilbudt af
Trifork Holding AG under det gennemførte Købstilbud. Efter bestyrelsens
opfattelse er de samlede betingelser for indløsningen således i
overensstemmelse med sædvanlig praksis for indløsning af aktionærer i
forbindelse med overtagelsestilbud på danske selskaber.
Venlig hilsen
Bestyrelsen i Trifork A/S
Om Trifork
Trifork blev etableret i 1996 og børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen i 2007.
Virksomheden er en innovativ software udvikling virksomhed der fokuserer på
forretningsområderne: Mobile, Agile og Cloud. Trifork udvikler og leverer
forretningskritiske it-systemer til flere brancher (bl.a.: Finans, Sundhed,
Offentlig, Industri og Telekom). Koncernen har 265 medarbejdere fordelt på 12
kontorer i Aarhus, København, Esberg, London, Zürich, Amsterdam, Krakow,
Budapest, Stockholm og San Francisco. Ved udgangen af 2013 havde Trifork en
markedsværdi på DKKm 245 / EURm 33, med en omsætning i 2012 på DKKm 223 / EURm
30.
Trifork A/S
Margrethepladsen
DK-8000 Aarhus C
CVR-nr. 20921897
ISIN DK0060102887
Kortnavn: TRIFOR
Telefon: +45 8732 8787
Telefax: +45 8732 8788
Kontaktperson:
Administrerende Direktør, Jørn Larsen
Direkte +41 79 430 9697
E-post: [email protected]
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar