Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Delårsrapport 1. kvartal 2014/15

13-06-14 kl. 13/6 2014 06:46 | TK Development 9,40 (0,00%)

Selskabsmeddelelse nr. 15/2014

Aalborg, Danmark, 2014-06-13 08:46 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --



RESULTATER I FØRSTE KVARTAL 2014/15

-- TK Development realiserede i første kvartal 2014/15 et resultat før skat,
ekskl. afviklingsaktiviteter, på DKK 12,7 mio. mod DKK -15,2 mio. i første
kvartal 2013/14.


-- Resultat efter skat i første kvartal 2014/15 udgør DKK 7,3 mio. mod DKK
-16,2 mio. i første kvartal 2013/14.


-- Balancen udgør pr. 30. april 2014 DKK 3.147,5 mio. mod DKK 3.347,1 mio. pr.
31. januar 2014. Koncernens egenkapital udgør DKK 1.555,1 mio. mod DKK
1.553,7 mio. pr. 31. januar 2014, og svarer til en soliditet på 49,4 %
(31.1.14: 46,4 %).


-- Periodens pengestrømme udgør DKK 1,6 mio. mod DKK -0,2 mio. samme periode
året før. Netto rentebærende gæld udgør pr. 30. april 2014 DKK 1.515,5 mio.
mod DKK 1.890,9 mio. pr. 31. januar 2014.


-- Koncernen har med virkning fra 1. februar 2014 implementeret IFRS 11,
Fællesledede arrangementer, hvilket har medført ændringer i koncernens
regnskabspraksis. Koncernens delejede selskaber med fælles bestemmende
ledelse der hidtil har været indregnet i koncernregnskabet ved pro
rata-konsolidering, skal efter IFRS 11 indregnes ved anvendelse af
equity-metoden. Ændringen har indvirkning på en lang række poster i
resultatopgørelsen, aktiver og passiver og medfører samlet set en reduktion
af balancesummen i koncernen. Ændringen har ingen indvirkning på hverken
resultat eller egenkapital i koncernen.


DEVELOPMENT

-- TK Development har i februar 2014 betinget solgt et 6.000 m² kontorprojekt
i Aalborg, Danmark. Projektet udvikles til den internationale Alfa
Laval-koncern som har indgået en længerevarende lejekontrakt på ejendommen.
Projektet er solgt til PensionDanmark til en samlet pris på DKK 126,1 mio.
Byggeriet er påbegyndt i marts 2014 og overdrages til investor i juni 2015.
Indtjeningen fra salget vil blive indregnet i 2015/16 i forbindelse med
overdragelse af projektet til investor.


-- I Bielany, Warszawa i Polen arbejder TK Development med boligprojektets
anden etape som består af ca. 300 boligenheder og servicearealer.
Forhåndssalget er påbegyndt i december 2013 og er forløbet bedre end
forventet. Der er aktuelt forhåndsreserveret 32 % af enhederne. Byggeriet
er påbegyndt efter regnskabsperiodens udløb, i juni 2014, med forventet
aflevering til køberne i foråret 2016. Boligerne sælges som ejerlejligheder
til private brugere.


-- I Jelenia Góra i Polen udvikler TK Development et ca. 24.400 m2
shoppingcenter. Projektet gennemføres i et joint venture med Heitman, og
koncernens ejerandel udgør 30 %. Der er aktuelt indgået lejekontrakter på
ca. 51 % af arealet. Byggeriet er påbegyndt efter regnskabsperiodens udløb,
i maj 2014, med forventet åbning ultimo 2015. TK Development vil modtage
honorarindtægter fra det fællesejede selskab for udvikling, udlejning og
byggestyring af projektet.


-- I Esbjerg ejer TK Development et areal hvorpå der planlægges opført et nyt
shoppingcenter, Citycenter BROEN, på ca. 29.800 m². Byggetilladelse til
projektet foreligger. Forinden byggeriet kan påbegyndes, skal projektet
igennem en validerings- og godkendelsesproces i forhold til sikkerheden i
banedriften, m.v. Valideringsprocessen er i gang og forventes færdiggjort i
efteråret 2014 med byggestart umiddelbart derefter. Der er igangværende
drøftelser med PFA om salg af en andel af projektet på nuværende stadie.
PFA vil dermed såfremt en endelig aftale indgås, deltage i
færdigudviklingen af projektet. Dette harmonerer med koncernens
forretningsmodel om gerne at indgå partnerskaber omkring større
udviklingsprojekter.


-- TK Development har efter regnskabsperiodens udløb indgået aftale om salg af
ca. 7.200 m² byggeretter på Østre Teglgade i København til en privat
investor. Avancen fra salget vil blive indregnet i andet kvartal 2014/15.


-- Koncernens projektportefølje inden for development udgør pr. 30. april 2014
403.000 m² (31.1.14: 405.000 m²).


ASSET MANAGEMENT

-- Den samlede portefølje af ejendomme i forretningsområdet asset management
og dermed cashflow-genererende ejendomme består af 113.250 m² og udgør pr.
30. april 2014 DKK 1.539,2 mio., inklusive projekter i joint ventures, mod
DKK 1.934,2 mio. pr. 31. januar 2014. Den årlige nettoleje ved aktuel
udlejning svarer til en forrentning af bogført værdi på 5,8 %. Forrentning
af bogført værdi ved fuld udlejning forventes at udgøre 7,3 %.


-- Driften af ejendommene forløber acceptabelt. Kædebutikkerne klarer sig
tilfredsstillende, mens de lokale lejere generelt har det svært, og den
aktuelle udlejning er påvirket af tomgang og korterevarende rabataftaler
med lejere.


-- TK Development har i februar 2014 betinget solgt sin 75-%-ejerandel af
outletcentret Fashion Arena Outlet Center i Prag, Tjekkiet. Salget er
endeligt effektueret i april 2014. Centret er solgt til Meyer Bergman, og
salgsprisen for hele centret udgør EUR 71,5 mio. Salget har medført en
mindre avance i forhold til bogført værdi, en reduktion af balancen og et
betydeligt bidrag til den fri likviditet i koncernen.


AFVIKLINGSAKTIVITETER

-- Resultat før skat af afviklingsaktiviteterne udgør i første kvartal 2014/15
DKK -4,5 mio. mod DKK -3,8 mio. i første kvartal 2013/14.


-- Balancen for afviklingsaktiviteterne udgør pr. 30. april 2014 DKK 307,3
mio. mod DKK 367,7 mio. pr. 31. januar 2014 hvilket svarer til en reduktion
på 16,4 %. Reduktionen vedrører i al væsentlighed aflevering af første
etape af det forhåndssolgte projekt DomusPro Retail Park til investor.


-- TK Developments projekt DomusPro Retail Park i Vilnius, Litauen, er
betinget solgt til BPT Baltic Opportunity Fund der er under management af
BPT Asset Management. Salgsprisen er baseret på et afkastkrav på 8,5 %.
Projektet opføres i etaper. Byggeriet af første etape på ca. 7.500 m² er
afsluttet i marts 2014. Byggeriet af projektets anden etape vil blive
påbegyndt når der er opnået en tilfredsstillende udlejning heraf.


-- Timing og forløb for udfasning af afviklingsaktiviteterne er forbundet med
større usikkerhed. Afviklingsprocessen pågår, og der er risiko for at
afviklingen af disse aktiviteter kan ske til lavere værdier end bogførte
værdier.


MARKEDSFORHOLD

-- Ledelsens vurdering af markedsforholdene for koncernen er uændret i forhold
til vurderingen i koncernens årsrapport som er offentliggjort primo april
2014. Det er overordnet ledelsens vurdering at markedsforholdene for
koncernen er i bedring.


-- Der er forventninger om økonomisk vækst og en stigende forbrugertillid på
koncernens markeder, dog varierende i styrke fra land til land. Der
afventes fortsat en stigning i privatforbruget.


-- I denne fase af konjunkturforløbet hvor den økonomiske vækst er i bedring,
opleves fortsat en vis, dog aftagende, usikkerhed på ejendomsmarkederne, og
der er fortsat lange og grundige beslutningsprocesser hos lejere,
investorer og finansieringskilder.


-- Adgangen til finansiering af projekter har i en længere periode været
vanskelig og den væsentligste udfordring for ejendomsbranchen. Der opleves
nu en opblødning i mulighederne for at opnå finansiering af projekter.
Mulighederne varierer fra projekt til projekt, afhængigt af type,
beliggenhed og status, herunder udlejning og salg. Ved bevilling af
projektfinansiering stiller bankerne fortsat krav om en relativt høj
egenfinansiering, men også her opleves en vis opblødning.


FINANSIELLE FORHOLD

-- TK Development har i april 2014 gennemført salget af sin 75-%-ejerandel af
outletcentret Fashion Arena Outlet Center i Prag, Tjekkiet. Salget har
medført en betydelig styrkelse af koncernens finansielle beredskab.


-- Projektkreditter på DKK 0,1 mia. havde pr. 31. januar 2014 udløb inden
udgangen af januar 2015. Cirka halvdelen heraf er indfriet i forbindelse
med salg af projekter, og de resterende kreditter forventes refinansieret
inden forfald eller indfriet i forbindelse med salg af projekter.


-- TK Development har en overordnet aftale med koncernens hovedbankforbindelse
om såvel drifts- som projektfinansiering. Engagementet er senest forlænget
frem til medio 2015.


FORVENTNINGER TIL 2014/15

-- Ledelsen fastholder den tidligere udmeldte resultatforventning til 2014/15.
Ledelsen forventer således for regnskabsåret 2014/15 et positivt resultat
før skat, ekskl. afviklingsaktiviteter, i niveauet DKK 40 mio.


-- Timing og forløb for udfasning af afviklingsaktiviteterne er forbundet med
større usikkerhed. Afviklingsprocessen pågår, og der er risiko for
yderligere tab inden afviklingen er tilendebragt. Resultat før skat af
afviklingsaktiviteterne indgår derfor ikke i forventningerne.


De forventninger der er omtalt i denne delårsrapport, herunder forventninger
til indtjeningen, er i sagens natur forbundet med risici og usikkerheder
hvilket kan medføre afvigelser i forhold til det forventede. Forventningerne
påvirkes bl.a. af faktorer som nævnt i afsnittet ­”Risikoforhold” i koncernens
årsrapport 2013/14, herunder kan fremhæves vurderingen af værdiansættelsen af
koncernens projektportefølje som omtalt under ”Forretningsmæssige risici” og
”Risici i forbindelse med regnskabsaflæggelsen”.


Kontaktdetaljer:

TK Development A/S

Adm. direktør Frede Clausen

Tel. +45 8896 1010




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - TK Development

PRIS 9,40
ÆNDRING 0,00 (0,00%)
ÅBEN 9,45
SIDSTE LUK 9,40
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER